”Germany First” er ikke vejen frem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg i sidste uge deltog i en paneldebat i Berlin med Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, kunne jeg ikke dy mig for at nævne elefanten i det store konferencerum: sammenfaldet mellem Donald Trumps valgsejr og den tyske regerings exit. I stedet for at bruge krudtet på den genvalgte præsident var resten af Europa tvunget til at bruge tid på finesserne i den tyske forfatning, undtagelserne fra gældsbremsen og mangel på papir. I første omgang forlød det nemlig, at Tyskland ikke havde papir nok til i al hast at trykke stemmesedler til valget i februar.

Den grønne toppolitiker forsøgte at gøre gode miner til slet spil. Dagen efter var hun langt skarpere. Svaret på ”America First” kan kun være ”Europe United” og ikke ”Germany First”. Ikke desto mindre er det dét, som sker. Pga. store uenigheder er tyskerne her og nu tvungne til at prioritere indenrigspolitik med valg og efterfølgende koalitionsforhandlinger.

Nærstuderer man den hårdt pressede socialdemokratiske kansler Olaf Scholzs første træk i valgkampen, er der faktisk en betragtelig risiko for, at den vil splitte tyskerne yderligere. Meget tyder i hvert fald på, at kansleren vil gøre Ukraine til et centralt tema i valgkampen.

Aftenen, hvor han fyrede sin finansminister, lod han vælgerne forstå, at Tyskland står over for et nulsumsspil. Hvis Tyskland skal øge sin Ukraine-indsats, kan det kun ske på bekostning af pensionerne og sundhedssystemet – medmindre Tyskland tager et opgør med den berømte gældsbremse. Og det er jo præcis det sidste, som oppositionen, kristendemokraterne og nu det liberale FDP, er fundamentalt imod.

I flere taler har Scholz også fremstillet sig selv som den fornuftige og afmålte regeringsleder, der i modsætning til den temperamentsfulde og uprøvede konservative kanslerkandidat, Friedrich Merz, ikke vil vikle Tyskland yderligere ind i krigen. Kort sagt: Scholz vil i valgkampen slå sig op som ”fredskansleren”, der ganske vist vil fastholde den store tyske støtte til Ukraine, men som også vil ringe til Putin og afvise at levere de vidtrækkende Taurus-missiler.

Alt dette vanskeliggør den akutte situation, Europa og Ukraine står i. Det er her og nu, at Ukraine skal hjælpes. Ikke bare for at kunne holde Putin stangen, men også for at styrke Ukraine så meget som overhovedet muligt, inden Trump indtager Det Ovale Værelse i januar. Som noget af det første vil Trump ellers konstatere, at USA’s støtte til Ukraine fortsat ligger over Europas. Det kan i sig selv være et argument for at skære den amerikanske støtte.

Hvad værre er, at præsidenten nok også vil gå efter en eller anden form for ”deal” for at stoppe krigen. Her vil det være afgørende, at Ukraine har genvundet eller i det mindste fastholdt så meget land som muligt. Det kræver hurtig militær og økonomisk støtte. Men tilsagn om, at Ukraine faktisk er på vej ind i EU, vil også være nyttig.

Valgkampen i vort naboland betyder, at det ikke bliver Tyskland, som står bag en europæisk akutplan. Men det betyder jo ikke, at resten af EU er tvunget til at miste dyrebar tid. Når tyskerne ikke kan, påligger der faktisk resten af Europa en stor forpligtelse til at udarbejde konturerne til en plan. Det kunne være en gruppe bestående af balterne, Norden og Polen med kommissionen som pennefører.

Når alt kommer til alt, ligger det nemlig i tyskernes dna, at landet skal holde sammen på Europa. Kort sagt: Resten af Europa bør trods valgkamp i det mindste forsøge at tage Baerbock og resten af regeringen på ordet: I en så alvorlig situation er der ikke råd til ”Germany First”, men kun ”Europe United”.