Kvindemaleri er noget identitetspolitisk makværk
Det nye gruppebillede med kvindelige politikere på Christiansborg bliver rost for at give en fin repræsentation af kvinders bidrag til dansk folkestyre. Men reelt er det et stykke identitetspolitik blik med en tydelig venstreskæv tendens.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, er svært begejstret over kunstneren Mie Mørkebergs store gruppebillede af 30 kvindelige politikere, der netop er blevet hængt op i Samtaleværelset på Christiansborg. Hun synes ikke bare, det er et rigtig godt billede, det er også »principielt godt«, fordi det fremhæver kvindelige politikere og deres bidrag til historien.
Om billedet er godt eller skidt som kunstværk betragtet, kan man selvfølgelig diskutere meget frem og tilbage. Selv er jeg noget mere i tvivl. Kunstneren Mie Mørkeberg har normalt et spændende, fabulerende univers i sine billeder, men det kommer ikke rigtig frem i det nye gruppebillede, fordi opgaven bestod i at lave genkendelige portrætter af 30 kvindelige politikere.
Som de fleste moderne malere har Mie Mørkeberg svært ved at male et portræt, og det ses af maleriets lidt tegneserieagtige fremstillinger, malet efter fotografier, men hvor en del af kvinderne alligevel er ret vanskelige at genkende. Skal man finde en parallel til billedet i kulturhistorien, så må det være coveret til The Beatles’ Sgt. Pepper-album.
De malere, der i dag evner at male et portræt, eksempelvis Mikael Melbye eller Thomas Kluge, har desværre ikke haft det rigtige køn. For billedet er i bund og grund et knæfald for identitetspolitikken, som man selvfølgelig ikke kunne sætte en mand til at male.
Derfor hylder billedet også snarere kvinderne som kønsrepræsentanter fremfor som selvstændige individer, og det er helt nyt i Christiansborgs fine portrættradition. Ingen andre gruppebilleder på Christiansborg hylder bestemte identiteter, men illustrerer derimod historiske begivenheder.
Det gælder eksempelvis det store gruppebillede på den modsatte væg, Herman Vedels billede af de politikere – dengang mænd – som stod bag grundloven af 1915, der gav kvinderne valgret.
Men pendanten på den modsatte væg er altså blevet et billede af en række kvinder, som for størstedelens vedkommende ikke har haft meget med hinanden at gøre og for manges vedkommende aldrig har mødt hinanden i virkelighedens verden. Det er et kunstigt kvindeunivers, der aldrig har eksisteret.
Hvis man havde ønsket at få flere kvinder repræsenteret på Christiansborgs vægge – hvilket ville give meget fin mening – så kunne man have fået malet enkeltportrætter af flere af dem, som det f.eks. skete med portrættet af Nina Bang, som Folketinget bestilte hos portrætmaleren Mikael Melbye i 2015. En del af kvinderne er i øvrigt malet som enkeltpersoner og hænger enten andre steder på Christiansborg eller på Frederiksborgmuseet.
Men er billedet så en retvisende repræsentation af kvinders bidrag til folkestyret gennem de seneste godt 100 år? Hmm, ikke rigtig … Udvælgelsen, som historikeren Bo Lidegaard har fået lov til at lave, selvom han er en mand, er venstreskæv og har en alt for nutidig vægtning, hvor flere af de valgte kvinder formentlig vil være temmelig glemt om et par årtier. Det rummer en markant overvægt til Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj.
Glemt er Lis Møller, Kirsten Jacobsen, Inger Gautier Smith, Inge Krogh, Britta Schall Holberg, Birthe Rønn Hornbech og en række andre markante borgerlige kvinder. For slet ikke at tale om Inger Støjberg.
Da listen blev offentliggjort, forklarede Bo Lidegaard, at han henregnede De Radikale til de borgerlige partier, og på den måde blev der teoretisk lidt mere ligevægt i udvalget. Så sagde han også: »Vi har skullet finde en balance over 100 år, så rigtig mange var næsten selvskrevne. For eksempel de første tre kvinder, der blev valgt ind i Rigsdagen.«
Men ved valget i 1918 blev der valgt fire kvinder til Folketinget. De tre er taget med, men ikke den konservative Karen Ankersted. Samtidig blev der valgt fem kvinder til Landstinget, hvoraf dog kun socialdemokraten Nina Bang er taget med, mens de fire borgerlige (hvis man i medfør af Lidegaards kategorisering henregner den radikale Marie Hjelmer til dem) mærkeligt nok er blevet glemt. Så i virkeligheden er kun fire af de første otte kvinder, der blev valgt ind i Rigsdagen, altså taget med.
Videre udtalte Lidegaard: »Det andet, der gør sig gældende, er de store tals lov. Socialdemokratiet har gennem hele perioden været det største parti … Samtidig var det også et parti, der tidligt fik flere kvinder med. Så der er simpelthen mange flere socialdemokratiske kvinder at tage af«, og »de borgerlige partier var mindre og forholdsmæssigt set langsommere til at få kvinder på de fremtrædende positioner.«
Det er svært at se, at det kan være en retvisende beskrivelse uden falske politiske lodder i vægtskålen. Fra 1947 og frem til slutningen af 70’erne sad der én, højst to kvinder i alle regeringer, socialdemokratiske som borgerlige. I Anker Jørgensens sidste tid kom antallet op på tre, og med Poul Schlüters borgerlige regeringer nåede det op på fire-fem stykker. Socialdemokratiets andel af kvindelige folketingsmedlemmer var længe lav (det samme gjaldt Venstre).
Frem til valget i 1979 lå den på mindre end 15 pct., hvorefter den kom op på 24 pct. Samtidig udgjorde kvinder omkring 30 pct. af Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe. De Konservative fik i øvrigt ligelig repræsentation af mænd og kvinder i partiets folketingsgruppe ved valget i 2001.
Så måske skal Jyllands-Postens chefredaktør overveje, om billedet snarere end at være »principielt godt« i virkeligheden er et stykke identitetspolitisk makværk med en tydelig politisk bias.