Trumps foretrukne er Loyal To Familia

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lige siden Donald Trump annoncerede sit første kandidatur i juni 2015, har der været en tendens til at fortolke Trumps ageren, som om The Donald spiller 3D-skak.

Præcis det samme gør sig gældende nu, hvor Trump er ved at præsentere sine bud på et nyt ministerhold og andre vigtige poster i centraladministrationen. »Er Trump i gang med et kæmpe bluffnummer?« lyder det eksempelvis i forlængelse af, at Trump har præsenteret det nu tidligere kongresmedlem Matt Gaetz som kandidat til justitsministerposten.

Udover Gaetz er der særligt kommet kritik efter annonceringen af det tidligere demokratiske kongresmedlem Tulsi Gabbard som chef for de amerikanske efterretningstjenester, vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister samt Fox News-værten Pete Hegseth som forsvarsminister.

Disse nomineringer kom i kølvandet på mere klassiske navne som Marco Rubio som udenrigsminister og Mike Waltz som national sikkerhedsrådgiver. De to sidstnævnte er efter Trumps standard nærmest kedelige valg, der lige så godt kunne være blevet udvalgt af en hypotetisk præsident Mitt Romney.

Men lægger man dertil føromtalte Gabbard, Hegseth, Gaetz og RFK, så tyder meget på LTF: Loyal to Familia. Ikke fordi der er tale om en kriminel indvandrerbande, men fordi det er tydeligt, at Trump denne gang vægter loyalitet over erfaring og at tilgodese de forskellige fraktioner i Det Republikanske Parti.

Loyaliteten er den røde tråd, der binder de ellers meget forskellige navne sammen. Uanset om man har støttet Trump i tyk og tyndt som Matt Gaetz, er en tidligere kritiker som Rubio eller partihoppere som Gabbard og RFK. I øvrigt er det som bekendt ofte konvertitterne, der bliver de mest loyale og trofaste følgesvende. Det kunne også godt tænkes at blive tilfældet i Trumps nye administration.

Af samme årsag køber jeg ikke teorien om, at nogle af Trumps bud skulle være bluffnumre. Følger man Loyal to Familia-teorien, er Trumps nomineringer ganske logiske.

Ser man tilbage på Trumps første fire år, så var netop forsvarsministeriet, efterretningstjenesterne og justitsministeriet de afdelinger, som Trump kæmpede allermest med og imod. Den vakse læser kan måske svagt erindre ruslandsundersøgelserne, der optog meget af den politiske energi i Washington i Trumps første år som præsident, for bare at tage det mest prominente eksempel.

Jeg tolker Trumps nomineringer som en direkte reaktion på netop det. Særligt i forhold til Tulsi Gabbard og Matt Gaetz, der vil træde ind i deres respektive roller med en grundlæggende skepsis over for embedsværket. Som jeg ser det, så er der af samme årsag hverken tale om blufnumre, test eller 3D-skak.

Tværtimod er der tale om en tidligere og kommende præsident, der har lært af de første fire år i embedet, som agerer derefter i udvælgelsen af rådgivere og ministre, og som tydeligvis også har en klar forkærlighed for loyale væbnere, der er gode til at forsvare Trump på tv.

Til gengæld bliver det spændende at se, om Trump får alle sine foretrukne valg godkendt i Senatet. Den kommende republikanske flertalsleder, John Thune, har været meget klar i mælet og sagt, at han kommer til at stå last og brast med Trump i bestræbelsen på at gennemføre præsidentens politiske dagsorden. Det spændende spørgsmål bliver så, om der også skal være en en til en-sammenhæng mellem politikken og personalet i Trumps administration?

Det hører til sjældenhederne, at præsidentens nomineringer lider skibbrud i Senatet. Siden 1801 har der kun været 27 tilfælde, omend Trump i sin første embedsperiode allerede stod for tre af de mislykkede forsøg. Jeg ville blive overrasket, hvis lige så mange faldt igennem denne gang.

Men skulle jeg gætte, hvilken kandidat der får sværest ved at klare skærene, så ville jeg sige Matt Gaetz. Ikke fordi han er en douchebag – det er han – men fordi det diplomatisk formuleret ikke er fordelagtigt at blive beskyldt for at have haft sex med en 17-årig, når man skal stå i spidsen for et ministerium, der skal håndhæve landets love og regler.

Men husk, hvor dårlig jeg er til at gætte, selv når der er 50 pct. chance for at ramme rigtigt (se: Harris, Kamala). Til gengæld tør jeg godt love, at høringerne bestemt ikke bliver kedelige.