Elitens kamp mod Trump har været autoritær
Politisk set burde Trump faktisk have vundet langt større. Men modstanden mod Trump har været en autoritær stats kamp mod en folkevalgt politiker, der på en skala fra Orbán til Putin befinder sig et sted i midten.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Normalt er det den, der har flest penge, der vinder det amerikanske valg. Ikke fordi pengene sikrer sejren, men fordi store virksomheder gerne vil købe sig til indflydelse hos den forventede sejrherre.
Trumps sejr over Harris er en markant undtagelse fra den regel. På trods af Trumps favoritværdighed indsamlede hans kampagne blot, hvad der svarer til 40 pct. af Harris’ kampagne. En forskel på mere end 4 mia. kr. Hvorfor?
Forklaringen er, at det var folkets kandidat mod eliten. Harris havde opbakning fra de store virksomheder, fra universiteterne, fra medierne og fra statsadministrationen. Hendes vælgere var den øvre middelklasse i koalition med de fleste etniske minoriteter, der historisk har stemt demokratisk.
Denne gang var det ikke tilstrækkeligt, fordi minoriteterne ikke længere stemte per automatik, men efter politik. Trump har omdannet Det Republikanske Parti fra et økonomibesat, liberalistisk velhaverparti til at varetage almindelige amerikaneres interesser og burde som sådan have fået en langt større sejr.
Trump har naturligvis sin person imod sig, og både venstrefløjen såvel som de fleste danskere er bekymrede for det amerikanske demokrati. Han har annonceret, at han vil udskifte store dele af statsadministrationen, fordi den ikke arbejdede sammen med ham sidst, hvilket har medført alt fra dybe panderynker til fascismeanklager.
Reelt er denne transformation af statsadministrationen en demokratisk gave til det udpinte land. Når Trump taler om at dræne sumpen, handler det ikke mindst om, at mindre end 5 af 100 indbyggere i hovedstaden Washington DC støtter ham til valget. At utallige embedsfolk ligefrem har pralet med, hvordan de modarbejdede ham.
Tænk på det demokratiske perspektiv i sådan en administrativ magt. Alt fra kapitalen, medier og institutioner har rottet sig sammen og fører en politik, der er til ublu gavn for dem selv.
Resultatet er en massiv stigende ulighed, en halv million døde af opioider og omfattende censur af deres politiske holdninger på sociale medier.
Da Hal Koch skrev sin berømte bog om demokrati i 1945, erklærede han, at Sovjetunionen var mere økonomisk demokratisk end Vesten. At han ikke troede på et varigt politisk demokrati uden et økonomisk ditto. Med ulighed og utryghed ville man få klassehad og indbyrdes kamp.
Den amerikanske arbejderklasse er fanget i en spiral af stadigt dårligere vilkår og støt sigende eliteforagt for deres livsværdier. Indtil videre har de intet kunnet gøre politisk, fordi hegemoniet var så stærkt, at den nominelle farve på præsidenten ikke gjorde nogen forskel.
De har nu sat deres lid til Trump, og han vil kun lykkes med sit forehavende, hvis han får omkalfatret statsadministrationen. Og det er mig en gåde, at nogen skulle mene, at det er udemokratisk, at en politiker vil have, at embedsværket fører hans vilje ud i livet.
Selv i Danmark har professor Tim Knudsen i sit tobindsværk om det danske demokrati gjort sig til fortaler for politiske kabinetter. Fordi det også herhjemme er svært for politikere at gøre det, som befolkningen gerne vil have, at de gør.
Men demokratisk set har elitens modstand mod Trump været langt mere problematisk end blot modviljen mod at føre hans politik ud i livet. Hvis man tænker tilbage over de seneste otte år, er den samlede elites forsøg på at bekæmpe den nu folkevalgte præsident faktisk rystende.
FBI udspionerede hans kampagnemedarbejdere på noget, der ligner ulovligt grundlag. Oppositionen og de fleste medier førte en flerårig kamp for at få ham fængslet på grund af en opdigtet Ruslandskonspiration. De amerikanske koncerner har betalt gigantiske summer til at finansiere hans modstanderes valgkampe.
Størstedelen af amerikanske medier har ført kampagnejournalistik imod ham. Efter valget i 2020 blev han af politisk udpegede anklagere udsat for, hvad man bedst kan beskrives som retslig forfølgelse. De sociale medier har over en bred kam frataget ham muligheden for at ytre sig.
Nøgternt set: Det er en autoritær stats kamp mod en folkevalgt politiker, der på en skala fra Orbán til Putin befinder sig et sted i midten. Jovist har statsadministrationen ikke formel magt over de store virksomheder og medierne, men magteliten har som samlet blok ageret på en måde, der ikke kan beskrives som andet end autoritær.