Trump var manden for dem, der føler sig snydt
Er Trump et nyt USA eller bare den samme nation, hvor man glemte at lytte til problemerne?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Drengeklubben Trump, Musk og Vance sidder på toppen af verden.
Trump vandt ikke kvindernes stemme, det har han aldrig gjort, til gengæld satsede han hårdt på mændene, især de unge, og det virkede. Yderligere vandt han overraskende mange latino-stemmer, de er ligeglade med Trumps småracistiske kommentarer, de føler sig som amerikanere og vil bare have del i den amerikanske drøm.
Kan Trump så levere? Han rykker ind i Det Hvide Hus med næsten makaber magt, republikansk flertal i hele Kongressen, sågar et konservativt flertal blandt højesteretsdommerne, altså mandskabet, der værner om forfatningen. Men vil han gøre livet bedre for helt almindelige amerikanere? Nej – det vil ske af sig selv.
Inflationen er på vej ned, fra 10 til 2 pct., Trump siger, han vil fikse økonomien, men den er ved at fikse sig selv og snart ude af prishelvedet. Det er en ualmindelig gratis omgang for den kommende præsident, når han proklamerer, at USA går mod gyldne tider, ligesom det var en gratis omgang for Trump, da han overtog Barack Obamas genoprettede økonomi i 2016.
Ellers har manden været udsat for lidt af hvert, måske mere end nogen anden præsident. Corona hærgede USA i 2020, Trump blev selv lagt ned af virussen, udskammet af alverdens medier, retssager på halsen, dømt, overlevet attentatforsøg, kæmpet valgkamp – godt stået imod af en mand på vej mod de 80.
Hvor mange kræfter har han ikke brugt, før det nye præsidentskab overhovedet begynder?
Opkaldet til Putin venter: »I’m not gonna start wars, I’m gonna stop wars.«
Trump vil slutte krigen i Ukraine på et døgn, lave en aftale med Putin, javist. Den russiske diktator får de erobrede områder i Ukraine mod at lægge våbnene ned, Ukraine afgiver områderne, ellers ophører enhver amerikansk våbenleverance. Men Zelenskyj vil kæmpe til sidste mand, og det bliver en kold dag i helvede, før man kan stole på Putin, så hvilket mørkt scenario folder sig ud her? Eneste sikre er, at Europa skal hanke op i militærbudgetterne, tornerosesøvnen er slut, virkeligheden banker på.
Trump lover alt, fortæller folk, hvad de vil høre, hvad der er populært, indbegrebet af populisme. Det ligner noget, vi har set før, i Storbritannien, hvor brexit også blev set som løsningen på mange problemer, men skabte endnu flere. Ingen overraskelse, at hovedarkitekten bag den britiske løsrivelse, Nigel Farage, var blandt de første til at lykønske Trump med valgsejren.
Der er også noget fransk over den måde, et flertal i den amerikanske befolkning tager Trump til nåde igen på trods af domme for seksuelt overgreb og tys-tys-penge. Mitterand og Chirac havde åbenlyse affærer, i høj grad accepteret af folket, der sorgløst skelnede mellem politik og privatliv. Fransk joie de vivre, amerikansk trækken på skuldrene.
USA, hvor er du på vej hen? Eller har du altid været den samme, og er der bare ikke blevet lyttet til dine problemer?
Demokraterne har i hvert fald fejlet, de er ikke nået ud til folket, har ikke fanget de afgørende strømninger, og bliver man anklaget for at være elite, så gør det næppe sagen bedre, at man inviterer hele kultureliten op på scenen under valgkampen – Taylor Swift, Beyoncé, Leonardo DiCaprio, Ariana Grande.
”Make America Great Again” – hvad var egentlig Kamalas valgord?
”Make politics great again”, underholdende, provokerende – kør skraldevogn, hvis modparten kalder dine vælgere for skrald, så får man vælgerne op af lænestolen.
Kamala var kedelig, ja undskyld, men det er altså en dødssynd i moderne amerikansk politik, hvor leden ved politikere, der minder mere om omvandrende AI’s end mennesker, er udbredt.
Trump er præsidenten for dem, der føler sig snydt. Overset. Man stemmer på ham i protest, man stemmer, fordi han repræsenterer noget andet, alt andet. Han er konservativ, men appellerer også til det revolutionære i folk, til forandringen, omstyrtningen. Det gjorde Kamala ikke, tværtimod. Bidens skygge hang for tungt over hende.
Det skal nok gå alt sammen. Det skal nok gå fuldstændig galt. Der er vindere og tabere, den amerikanske overklasse, hvis rigdom kommer til at stikke af, underklassen, der uanset præsident lever fra hånden til munden. Velfærdsdanskere, der måske oplever lidt rentestigninger under Trump, et Ukraine, der risikerer at blive svigtet af alle parter.
I sin sejrstale hyldede Trump den raket, som Elon landede i et hav af flammer. Et udmærket billede på Trumps egen præsidentielle landing. Forhåbentlig spreder flammerne sig ikke til resten af verden.