Trump som magtens mand: Europa får det hårdt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Washington D.C.

Den halve verden og det halve USA spørger sig selv, hvordan det kunne lykkes for en kriminel, muligvis psykisk afsporet rigmand at vinde det amerikanske præsidentvalg – og hvad en sådan type vil stille op med den meget betydelige magt, han overtager, når og hvis han med virkning fra januar næste år indsættes i embedet som De Forenede Staters 47. præsident.

Donald John Trump var fra 2017 til 2021 de allerede dengang lidet forenede staters 45. kaotiske præsident. Han udmærkede sig ved at splitte unionen i en grad, man ikke havde set siden borgerkrigen i 1860’erne. Hans efterfølger, den aldrende Joe Biden, samlede stumperne op og genvandt udlandets tillid til Washington. I juli, endnu inden valgkampen var kommet rigtig i gang, måtte denne hædersmand give op, fysisk og mentalt slået ud af Trumps verbale, ryggesløse offensiv. Afvigte tirsdag blev Bidens efterfølger som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, Kamala Harris, kørt over.

På hjemmebanen bliver det næppe behageligt. Uden for USA venter en skærpelse af Ruslands folkemorderiske krig i Ukraine og af Israels folkemorderiske krig i Mellemøsten. Under en trumpsk betragtning skal hverken Europa eller resten af den demokratiske verden have det nemt.

Trump, milliardær og bolighaj ud af Queens, en af New Yorks socialt betændte bydele, har over en periode på 10-15 år klaret i enestående og for mange mystisk grad at overføre sine aggressioner, sit indstuderede had og sine politiske fordomme til et større publikum, først sin egen Maga-bevægelse (Make America Great Again: Gør Amerika stort igen), dernæst det i normale tider pæne republikanske parti, endelig til 72 millioner vælgere, for størstepartens vedkommende en ringe uddannet og ringe stillet underklasse. Hans længst påviste løgne, hans pralerier, hans højlydt udtalte foragt for kvinder, hans talrige retssager, blandt dem en dom for 34 tilfælde af bedrageri, og hans hovedrolle i angrebet for snart fire år siden på Capitol Hill i Washington udgør et for enhver ordinær politiker ødelæggende synderegister. I Trumps tilfælde hjalp det ham til en af de mest opsigtsvækkende sejre i republikkens knap 250-årige historie.

En af de mere plausible forklaringer vil vide, at Det Demokratiske Parti siden årtusindskiftet har udviklet sig elitært, væk fra sine rødder og sine naturlige vælgere. Vor dages demokrater er akademikere og intellektuelle, de bedrevidende og de gode, universiteterne og de højere læreanstalter, østkyst og vestkyst. Trump så, hvad andre ikke så, og besluttede, at det glemte land inde på midten og nede i syden skulle være hans. Trumpismen fulgte og antog efter 2021 skikkelse af en national psykose, en selvforstærkende masse, samlet om føreren, samlet om frelseren og forløseren, løftet over det ordinære.

Trumpisterne triumferer. Jeg sporer ingen glæde iblandt dem, kun hævntørst – hævn for det påstået stjålne valg i 2020, hævn for fem års eksil, hævn for indbildte og virkelige ydmygelser. Den demokratiske nation skal piskes, lænkes og slæbes efter Trumps triumftog, tiljublet af Magaerne, Trumps parti i partiet. De få regulære republikanere virker beklemte. Frygter de, at de skal blive udrenset? At det skal gå dem, som det for snart 100 år siden gik de konservative i Hitlers Tyskland og de kristelige demokrater i Mussolinis Italien?

Følgerne af Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus, denne gang mere ekstrem i sine ytringer og bedre forberedt på det praktiske end i 2017, bliver mærkbare både i og uden for USA. Unionen splittes på ny, ikke blot i hvide og sorte eller rige og fattige, i indvandrere og borgere, men i utallige politiske, sociale, religiøse, seksuelle og andre kulturer, mange af dem kunstige, mange af dem skabt af Trump – ganske efter bogen: del og hersk. Jo ringere fællesskab, des mere autoritær dynamik. Trusler, mistænkeliggørelse, angst og had, vold og fordomme er altid de midler, der helligede målet: magt.

Hvad magten skal bruges til, ved ingen uden for en trumpsk inderkreds. Om Trump ved det, kan betvivles. Forventningen er, at han vil svække det transatlantiske forhold, nærme sit USA til Vladimir Putins Rusland og lade hånt om den internationale retsorden til gavn for det, han kalder »Amerika Først«.

Med det for øje lader han sig betjene af magtsultne kvinder og mænd, ofte skarpt højreorienterede, ofte højt uddannede – og de betjener sig af ham. Alle er optaget af en forestilling om, at USA skal strammes op med et håndfast regime, endnu ikke det putinske Rusland, men i den retning.

Et ubeslutsomt Europa, senest ramt af en regeringskrise i Berlin, går mod svære tider.