Hvor er fædrelandskærligheden i Thomas Vinterbergs katastrofeunivers?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Om søndagen viser TV 2 for tiden Thomas Vinterbergs meget omtalte tv-serie ”Familier som vores”. Serien har fået overstrømmende positive anmeldelser for sin skildring af danskernes reaktioner på, at regeringen har besluttet at ”nedlægge” landet på grund af en truende oversvømmelse som følge af klimaforandringer.

Man har set, hvad der er sket i Holland, som er gået konkurs efter at have forsøgt at beskytte landet, og alligevel er blevet oversvømmet, og så vil man åbenbart hellere spare pengene og evakuere landet, mens tid er. Det lyder som et meget urealistisk scenarie, og sådan fremstår det også.

Umiddelbart er man ude i så god tid, så alt synes normalt og nærmest idyllisk de første afsnit med undtagelse af lidt lejlighedsvist regnvejr og vandpytter. De mange konflikter, den kommende evakuering udløser mellem seriens personer, som helt overvejende hører hjemme i Thomas Vinterbergs eget Hellerup-univers, virker også lidt for kunstige til rigtig af skabe den ”tankevækkende” effekt, som ellers skulle være resultatet efter mange anmelderes mening.

Nuvel, det kan måske blive bedre, som serien skrider frem. Det, som for alvor er tankevækkende, er indtil videre, med hvilken lethed Thomas Vinterbergs personer accepterer, at deres fædreland skal nedlægges, og de selv skal flytte væk fra deres hjemstavn og daglige miljø. Ingen stiller indtil videre spørgsmål ved fornuften i det, og den ansigtsløse regering, som vi kun hører om, er altså åbenbart fast besluttet på at vælge det økonomisk rationelle at evakuere landet frem for at blive og kæmpe, uanset hvor udsigtsløst det forekommer.

Kan der ikke bygges diger overhovedet? Kan selv ikke landets højtbeliggende områder – den jyske højderyg og andre steder – reddes, selvom det flade Lolland må opgives?

Nedlæggelsen kommer som en tyv om natten, og beslutningen holdes skjult i dagevis for andre end indviede embedsmænd. Her er ikke skygge af optræk til offentlig debat om den uden sammenligning vigtigste beslutning i danmarkshistorien – nogensinde.

Det er faktisk meget svært at forestille sig, at ingen politikere ville stoppe op og foreslå alternativer, ligesom det virker helt urealistisk, at alle seriens personer bare uden videre accepterer, at det må være sådan. At deres hjem, deres fødeegn, det land og den natur, som vi jo elsker, fordi det er det sted, vi hører hjemme og har rødder, bare skal forlades og overlades til vandmasserne.

Måske er det i virkeligheden først og fremmest Thomas Vinterberg selv, serien handler om? Altså ikke bare hans egne daglige omgivelser i overskudsagtige Hellerup, men også et globalt verdensbillede i filmindustrien, hvor der altid er en ny lokation af finde i et andet land, hvis Danmark skulle svigte. Der er i grunden noget skræmmende over den mangel på rodfæstethed, hvor man helt kan undlade refleksionen over, hvad det ville betyde, hvis ens land stod foran at forsvinde for altid.

Idéen med serien skulle efter sigende være at få os til at reflektere over, hvordan det ville være at blive klimaflygtninge, og hvordan man selv ville reagere på det. Men det er måske endnu mere relevant at overveje, om man ikke selv ville blive og kæmpe og gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at ens fædreland kan bestå, og som minimum for, at ens efterkommere stadig kan leve i det Danmark, som det måske kan lykkes at bevare.

»Lad mig kun flagre hen som blad i høst, når du, mit land, min stamme, frit må leve,« skriver Jeppe Aakjær i ”Historiens Sang”, som netop handler om det enestående at være forbundet til et sted, hvor ens forfædre har levet, dyrket landet og efterladt sig deres spor.

Det er der ikke så meget af i Thomas Vinterbergs univers – for ikke at sige ingenting overhovedet. Står danskerne engang i den virkelige situation, at vandet kommer, eller andre store katastrofer truer, så må man håbe, at inspirationen kommer mere fra Aakjær end fra Vinterberg.