Og vinderen er …

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har gjort mange dumme ting i tidens løb. Som teenager fik jeg den fikse idé at trimme mine øjenbryn, men brugte en skraber til foretagendet. Det var mildest talt ikke særlig smart. Foretagendet blev ikke bedre af, at jeg dernæst tænkte, at jeg lige så godt kunne barbere resten af øjenbrynet af, når nu det var blevet så grimt. Og når man havde barberet det ene øjenbryn af, kunne man lige så godt også tage det andet, så der var orden i sagerne. Lad mig sige det sådan: Jeg gik med kasket i mange uger.

At komme med et bud på, hvem der vinder det historisk tætte præsidentvalg, er cirka lige så smart som at barbere sine øjenbryn af. Men nu lovede jeg jo i sidste uges klumme, at jeg ville droppe fedtspillet og komme med mit totalt uvidenskabelige bud på, hvem der vinder valget.

Det har jeg fortrudt en milliard gange lige siden, ligesom jeg har ændret holdning en million gange i den forgangne uge, hvem der mon vinder valget.

Du kan godt se, kære læser, at jeg ihærdigt forsøger at undgå at lægge hovedet på blokken, men nu kan jeg vist ikke trække den længere. Så her kommer mit bud på, hvem der bliver USA’s næste præsident.

Jeg tror, at det bliver Kamala Harris.

Selvom der er tale om 50 pct. sandsynlighed for at ramme rigtigt, så er jeg ret overbevist om, at mit bud vil komme bag på mange. Når jeg har været ude og holde foredrag, har jeg typisk spurgt de fremmødte, hvem de tror, der kommer til at vinde valget. I gennemsnit er det nok 85 pct., der regner med, at Trump vinder valget.

Jeg ved godt, at det for nogle er en projektion af deres bange anelser i et land, hvor ca. 85 pct. ville stemme på Kamala Harris, hvis de kunne, men det er ganske sigende. Ligeledes er der i mediebranchen en udpræget forventning om, at Trump kommer til at vinde. Som en kollega skrev til mig for nylig: »Jeg bliver grundlæggende stærkt overrasket, hvis Trump ikke vinder.«

Så lad mig forklare, hvordan jeg endte på Harris. Til syvende og sidst handler det om at kigge på større parametre end den daglige dækning, hvor der er gået inflation i, hvad der angiveligt udgør en oktober-overraskelse eller early voting-data, som historisk set ikke har vist sig at være vejledende for valgresultatet. Fremfor at stirre sig blind på øjebliksbilleder er der særligt tre større tendenser, som gør, at min krystalkugle siger Kamala Harris.

Gallup har spurgt amerikanerne, hvorvidt de er mere entusiastiske for at skulle stemme i år end ved tidligere valg, og her er forskellen mellem Demokraternes og Republikanernes vælgere alligevel betragtelig. 77 pct. af Demokraternes vælgere er mere entusiastiske denne gang, mens det hos Republikanerne gør sig gældende for 67 pct.

Entusiasme er ikke noget perfekt parameter, og det har historisk set heller ikke altid forholdt sig sådan, at partiet med de mere entusiastiske vælgere vandt valget. Men i et tæt valg tillægger jeg alligevel denne forskel en vis betydning, når nu jeg har givet mig selv den bundne opgave at vælge side.

Dernæst har jeg lagt vægt på, at Kamala Harris er mere populær end Donald Trump – eller rettere sagt mindre upopulær. Hvor Trumps popularitetstal er -7, ligger Harris kun på -2. Ifølge CNN’s datajournalist Harry Enten har den mere populære kandidat vundet ved 16 af de 17 foregående præsidentvalg. Det må alt andet lige tale til Demokraternes fordel, dog igen med det forbehold, at det netop var Trump, der brød denne stime i 2016 og vandt, selvom han var mindre populær end sin (også meget upopulære) modstander, Hillary Clinton.

Sidst, men ikke mindst, har Demokraterne klaret sig godt ved specialvalg de seneste to år. Også her er sammenhængen mellem specialvalg og præsidentvalg ikke perfekt, men tendensen indikerer, at særligt abort har været en vindersag for Demokraterne.

Valget er som bekendt så tæt, at Donald Trump har mindst lige så gode muligheder som Kamala Harris for at vinde valget. Så lad mig da også fremføre tre databaserede argumenter, der tydeligt peger på Trump.

Kun 28 pct. af amerikanerne mener, at landet bevæger sig i den rigtige retning. Det er normalt en indikator for, at partiet, der sidder på magten, kommer til at tabe præsidentvalget.

Særligt når den siddende præsident er så upopulær, som det er tilfældet for Joe Biden, som Demokraterne end ikke turde genopstille. Læg dertil, at Republikanerne har fået registreret markant flere vælgere i svingstater som Arizona, North Carolina, Pennsylvania og Nevada denne gang, og det er nemt at se opskriften for en Trump-sejr foran sig.

Billedet er også mudret, når det kommer til meningsmålingerne. Trump blev undervurderet i 2016 og 2020, men ifølge Harry Enten er et parti ikke blevet undervurderet ved tre præsidentvalg i træk.

Omvendt undervurderede meningsmålingerne Demokraterne ved midtvejsvalget i 2022, heriblandt med gennemsnitlig fire procentpoint i de tre potentielt afgørende rustbælt-stater Wisconsin, Michigan og Pennsylvania. Med andre ord ved vi hverken, om meningsmålingerne rammer skævt, endsige til hvis fordel det så ville være i år.

Af samme årsag er jeg heller ikke særlig overbevist om, at min mavefornemmelse rammer rigtigt, når jeg går med Kamala Harris. For jeg kan lige så godt være ærlig: Hvis jeg havde skrevet denne klumme om en time, havde jeg sikkert satset på Trump. Faktisk har jeg selv i løbet af denne skriveproces ændret forudsigelsen et par gange undervejs.

Så tag ovenstående, for hvad det er: et uvidenskabeligt bud baseret på nogle antagelser, som snildt kan ramme ved siden af. Som jeg sagde til en journalist på TV 2 tidligere på ugen, da jeg blev bedt om at forudsige, hvem der ville vinde valget: »Min mavefornemmelse siger Harris, mens min hjerne siger Trump.«

Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg som USA-analytiker ved, at jeg burde bruge min hjerne, så afslører min vægt nok, at mavefornemmelsen typisk vinder. Så jeg går med mavefornemmelsen og forudsiger, at Kamala Harris bliver USA’s næste præsident.