Om 100 år har alle glemt Sanne Salomonsen
Vi skaber kultur som aldrig før. Men desværre er det brug og smid væk-kultur. Forgængeligt, overfladiske bud på kultur, der hurtigt er glemt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Én af vores store nationaldigtere Johan Ludvig Heiberg skrev i begyndelsen af 1800-tallet om en krise i dansk kultur. Om forvirring, relativisme, tabet af troen på Gud og den snigende nihilisme. Selvom diagnosen er 200 år gammel, lyder det mistænkeligt, som om den kunne være skrevet i dag.
Jeg tvivler dog ikke på, at Heiberg havde ret i sin beskrivelse. Det var en tid, der endnu mere end vores egen var præget af radikale forandringer. Men i et tilbageblik er det ikke så meget kulturkrisen, der var interessant, som al det fantastiske, der fulgte efter den. Vi fik guldalderen. Vi fik Oehlenschläger, Kierkegaard, Grundtvig, Ingemann, Eckersberg, Thorvaldsen og H.C. Andersen. Vi fik store dele af det Danmark, vi kender dag. Mere end noget andet definerede den tid, hvem vi er.
Hvis Danmark består om 100 år, vil guldalderen stadig være en hjørnesten i dansk kultur. Vi vil stadig synge Grundtvigs salmer, vi vil stadig studere Kierkegaard, og vi vil stadig læse H.C. Andersen højt for vores børn.
Nu kommer vi til mit ærinde: Hvad med vores egen tid? Hvad har vi skabt efter krigen, som fremtidige generationer vil huske og glædes over? Er vores kultur blomstrende?
I mine øjne må vi gøre os den sørgelige erkendelse, at næsten intet er værd at bevare. Vil nogen lytte til Sanne Salomonsen om 100 år? Til Thomas Helmig, Medina, Lukas Graham eller Rasmus Seebach? Det er svært at forestille sig, er det ikke?
Kim Larsen er nok det bedste bud på en nyere tids musiker, der kan overleve sin tid. Men selvom jeg selv holder meget af ham, tror jeg desværre, han bliver glemt. Sammen med samtlige af tidens forfattere. Absolut ingen vil læse Helle Helle, Hanne-Vibeke Holst, Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen eller prisvindere som Josefine Klougart. Ikke fordi det er umuligt at skrive bøger med blivende værdi. Knausgaard vil nok stadig være med til at forme vores kultur. Ligesom Astrid Lindgren vil.
Bare ærgerligt, at han er norsk, og hun er svensk.
Erik Ballings Olsen-banden og ”Matador” har en chance for at stå tidens tand. Hvem ved, måske har ”Festen” og ”Druk” det også, mens Lars von Trier allerede vil være på vej i glemslen om 20 år.
Vil nogen huske de mange fortænkte såkaldt dekonstruerede opsætninger på Det Kongelige Teater? Vil nogen huske billedkunsten? Der vil selvfølgelig være den rene historiske interesse. Asger Jorn var definerende for den modernistiske kunsts gennembrud i Danmark, men kan fremtidige generationer glædes over hans værker? Over sløsede børnetegninger oven på et ældre maleri? Over Per Kirkebys udtværede abstraktioner? Over Kviums kedelige dæmoner? Over Claus Carstensens tis på madrasser? Ser man bort fra værkernes støjende og formende rolle i deres samtid, er de bedøvende uinteressante.
Det er jo ikke, fordi vi ikke skaber kultur. Det gør vi som aldrig før, men det er overfladisk og yderst forgængeligt alt sammen. Tidens musik, tidens bøger og ikke mindst tidens underholdning. Tomme kalorier, og hold op, hvor er der mange af dem.
Jeg er selv både kulturelt og politisk konservativ. Men konservatisme er ikke identisk med nostalgi. Naturligvis bør vi altid skue mod fortiden og være opmærksomme på alt det, der er værd at bevare. Vores kultur burde eksempelvis genopdage sangeren Aksel Schiøtz, som velsagtens er den eneste danske musiker, der er værd at høre om 100 år.
Men langt hellere end at genopdage en værdifuld fortid ville jeg ønske, at vi selv kunne skabe bevaringsværdig kultur. At vores samfund ville blomstre. Ligesom fortiden er med til give os mening i tilværelsen, er fremtiden det faktisk også. Visheden om det, vi gør, lever videre til gavn for eftertiden. Tænk, hvis vi igen kunne skabe blivende værdi.
Måske var det netop den kulturelle krise, der gjorde guldalderen mulig. Tabet af traditioner, mening og faste holdepunkter. Man kan vist roligt sige, at vi har muligheden igen.
Tænk, hvis vi begyndte at bygge smukt, fordi vi ikke ville proppe hinanden ind i fjendtlige, døde huse. Tænk, hvis musikken ophørte med at være depraveret og vulgær og i stedet talte til det noble i os. Tænk, hvis kunsten igen forenede vores vilkår med poesi, værdighed og skønhed? Det ville få verden til at føles som et hjem igen.