Man skulle tro, det var løgn: EU-Kommissionen vil belære Danmark om, hvordan man indretter et velfungerende samfund

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal lytte til selvros. Den kommer fra hjertet. Det understregede min salig fader altid over for sin børneflok.

Derfor skal man ikke bevidstløst afvise de mange tilfælde, hvor nogen udtaler, at verden kan lære meget af Danmark. Det kunne i teorien være sandt. Og ønsket om, at det faktisk forholdt sådan, fejler i hvert fald ikke noget.

Men en gang imellem er det faktisk sandt: Danmark har fundet en opskrift på at gøre et eller andet, der faktisk er den tilgang, man anvender andre steder, overlegen.

Inden for de seneste par uger har det i min verden vist sig hele to gange, at EU – som i dagens anledning får lov til at spille rollen som ”verden” – helt reelt og uden selvfedme kan lære en hel del af Danmark.

Uanset hvem der måler og hvordan, så får Danmark så godt som altid en topplacering, når det gælder borgernes livskvalitet. Det er der mange grunde til. I Danmark er vi om ikke gode, så bedre end de fleste til at ramme den rigtige balance mellem arbejdsliv og familieliv. Vi er gode til at sikre, at de fleste kan udfolde deres lyster og talenter uden den helt store utryghed.

Og så er vi ikke bare gode, men virkelig gode til – ude på de enkelte arbejdspladser – at indrette forholdene sådan, at både ledelse og medarbejdere kan være tilfredse med deres dagligdag.

Derfor virker det absurd, at EU-Kommissionen vil belære Danmark om, hvordan man indretter et velfungerende samfund. Men det vil den altså. Og det lader til, at et flertal i Europa-Parlamentet vil blåstemple denne belæring.

Hvis jeg skal skære sagen ud i pap uden at være overdrevet høflig, så er situationen altså den, at et flertal af lande, der klarer sig meget værre end Danmark på ranglisterne over livskvalitet, nu vil have os til at rette ind efter deres dårlige idéer.

Derfor benyttede jeg i denne uge min taletid i Europa-Parlamentet til at sige, at nyvalget til parlamentet og udpegelsen af en ny kommission var en oplagt anledning til at stoppe op og meditere over begrebet ”subsidiaritet”. For hvis der ikke er noget som helst galt i Danmark, hvorfor vil et flertal i Europa-Parlamentet så tvinge os til at reparere en samfundsmodel, der ikke fejler noget?

Det burde overhovedet ikke være et anliggende for EU. Og er det ifølge den retssag, Danmark og Sverige har anlagt, faktisk heller ikke. Vi får at se, hvordan den sag ender.

Det andet sted, hvor EU virkelig kan lære noget af Danmark, er udlændingepolitikken. For lad os være ganske ærlige: Den såkaldte ”højrepopulisme”, der skræmmer mange iagttagere rundtomkring i Europa, er helt og aldeles de traditionelle partiers fejl.

Alle mennesker, der har noget at skulle have sagt i et europæisk land, burde for længst have indset, at der ikke findes noget mere ”disruptivt” spørgsmål end indvandring. Det vil sige noget spørgsmål, der egner sig bedre til at vende op og ned på alting – herunder parlamenters sammensætning.

Den såkaldte ”højrepopulisme” er intet andet end et spejl, hvori magthaverne fra de traditionelle europæiske statsministerpartier kan se deres egen uformåen.

Og beviset på det? At vi i Danmark ikke har hverken højre- eller for den sags skyld venstreekstreme partier i et omfang, det overhovedet er værd at tale om.

I Danmark er det sådan, at ethvert parti, der vil lægge billet ind på regeringsmagten, er nødt til at føre en stram udlændingepolitik. Det vil sige en politik, hvor man taler åbent om, at antal betyder noget. Ligesom man taler åbent om, at erfaringer med de enkelte udvandringslande spiller en rolle for bedømmelsen af, om flere mennesker fra de pågældende lande bør leve i Danmark. Og ligesom man taler åbent om, hvad konsekvenserne har været af den indvandring, der allerede har fundet sted.

Alt sådan noget er man først meget tøvende begyndt at tale om i de store lande i Europa. Ikke mindst Tyskland.

Men nu sker der faktisk noget. Den store løftestang for disse forandringer har været den polske statsminister, Donald Tusk. For med ham ved roret i Polen, er det pludselig blevet helt stuerent i det meste af den europæiske offentlighed at tale om stop for spontant asyl. Mere effektive hjemsendelser, når det gælder afviste ansøgere. Og sidst, men ikke mindst: behovet for asylbehandling i tredjelande uden for EU.

Lægger man dette sammen med bilaterale samarbejder med lande som Albanien og Tunesien, kan man sige, at EU langt om længe er på vej til at anskue immigration på samme måde, som vi har gjort i Danmark den seneste halve snes år.

Det er selvfølgelig mit store håb, at EU helt og holdent lægger sig på en danskinspireret linje. For som sagt: Der er ikke noget enkeltspørgsmål i Europa, der egner sig bedre til at vende op og ned på det politiske liv i de enkelte medlemsstater.

Og når det kommer til stykket, er EU i sidste instans lig med summen af, hvad medlemsstaterne har af ønsker og forventninger til fremtiden. Det er derfor, vi mindst af alt står og mangler store og voldsomme politiske jordskælv ude i medlemsstaterne.