Den nordiske familie kommer sammen til Tyskland

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når det danske kongepar, tronfølgerparrene fra Norge og Sverige samt det finske og islandske præsidentpar mødes i forbindelse med 25-året for det fælles nordiske ambassadekompleks i Berlin, er det led i en lang tradition for tætte forbindelser mellem de nordiske lande.

Både når det gælder for de kongelige på det personlige plan – dronning Margrethe II er kusine til kong Carl XVI Gustaf af Sverige og grandkusine til kong Harald V af Norge – og når det gælder staternes samarbejde med hinanden.

Der er imidlertid også tale om nogle tætte nordiske forbindelser, som i den aktuelle situation i Europa har fået endnu større betydning i dag end i de seneste mange år.

Det moderne, statslige nordiske samarbejde begyndte for alvor i årene efter Danmarks nederlag i krigen i 1864 – bl.a. med beslutningen i 1873 om at oprette en skandinavisk møntunion, hvor kronen blev indført som en fælles valuta i alle de tre skandinaviske lande.

Og siden – især efter Anden Verdenskrig – er det blevet udbygget med et fælles nordisk arbejdsmarked, hvor de nordiske landes borgere frit kan rejse til og arbejde i de andre nordiske lande (i første omgang etableret mellem Danmark og Sverige i 1946 og i 1954 udvidet til også at omfatte Finland og Norge), den berømte nordiske pasunion i 1951, oprettelsen af Nordisk Råd i 1953 og Nordisk Ministerråd i 1971. Og meget, meget mere.

I de første mange årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig mislykkedes det imidlertid at få de nordiske lande samlet i et samarbejde om to, store vigtige emner: sikkerhedspolitikken og markedspolitikken. I 1949 gik Danmark, Island og Norge (efter mislykkedes forhandlinger om etableringen af et skandinavisk forsvarsforbund 1948-1949) med i Nato, mens Finland og Sverige valgte at stå udenfor som alliancefri stater.

Og i 1973 indtrådte Danmark som det – på daværende tidspunkt – eneste nordiske land i EF. I 1995 skete der dog en vis grad af nordisk samling, da også både Finland og Sverige nu blev medlemmer af EU (som EF var kommet til at hedde fra 1993).

Og i hhv. 2023 og 2024 blev Finland og Sverige desuden medlemmer af Nato, hvormed alle de fem nordiske stater var samlet i forsvarsalliancen.

Grundlaget for det moderne nordiske samarbejde er – ud over et kulturelt fællesskab og en meget ensartet måde at indrette de moderne nordiske samfund på (bl.a. med den særlige nordiske velfærdsmodel) – et gammelt og langvarigt historisk fællesskab, som har taget forskellige former i tidens løb.

Danmark og Norge (inklusive Grønland, Island og Færøerne) fik fælles konger i 1380, da den norske kong Haakon VI, som var gift med den danske dronning Margrete I, døde, og deres fælles søn, Olof (II), som nogle år forinden var blevet valgt til konge i Danmark, arvede den norske trone.

Kongefællesskabet kom derefter til at vare i ikke mindre end 434 år (det, som nogle nordmænd kalder ”400-års-natten”), indtil Norge og Danmark i 1814 – på de europæiske stormagters befaling – blev adskilt. Danmark blev på grund af sit nederlag i Napoleonskrigene tvunget til at afgive Norge til Sverige.

Norge og Sverige var derefter i personalunion og havde fælles konger i næsten 100 år indtil unionsopløsningen i 1905, hvor den danske prins Carl (den senere kong Christian X’s bror) blev kaldt til Norge for at indtage tronen som ny norsk konge under navnet Haakon VII.

Det danske og islandske kongefællesskab kom derimod til at vare helt frem til 1944, hvor Island blev en republik, efter at landet var blevet en suveræn selvstændig stat i 1918.

For Sveriges og Finlands vedkommende er der også tale om meget lange historiske bånd. Allerede i 1150’erne blev Finland erobret og ”kristnet” af svenske konger, og derefter var Finland en integreret del af Sverige i ikke mindre end ca. 650 år, indtil det i 1808 blev erobret af Rusland.

I 1809 erklærede russerne formelt Finland for et uafhængigt storfyrstendømme, som dog i realiteten var underlagt Rusland. Det var nemlig altid den russiske zar, som havde titel af storfyrste af Finland.

Denne situation varede ved, indtil Finland i 1917 (i forbindelse med Den Russiske Revolution) løsrev sig og blev en – også reelt – selvstændig stat.

Og så er der endelig også Kalmarunionen, hvor hele Norden formelt fra 1397 (og reelt allerede fra 1389) og frem til 1523 var samlet under de dansk-norske konger. Dog med en række tilbagevendende svenske forsøg fra og med 1434 på at løsrive sig, indtil det i 1523 endegyldigt lykkedes Sverige (med Finland) at forlade unionen.

Her i 2024 indgår markeringen af 25-året for oprettelsen af det fælles nordiske ambassadekompleks i Berlin i 1999 således i virkeligheden også i markeringen af noget langt større med et langt større perspektiv: nemlig et langt nordisk fællesskab, som ganske vist i de første mange hundrede år først og fremmest var bygget på vold, magt og krige, men som i de seneste ca. 200 år (siden skandinavismens opståen i 1820’erne) har givet sig udtryk i fredelig sameksistens og venskabelige forbindelse – og siden 1870’erne i moderne, statsligt nordisk samarbejde.

Blandt andet derfor har 25-års-jubilæet for ambassadekomplekset også så stor bevågenhed, at hele tre nordiske statsledere samt – som sagt – kronprinsparrene fra både Norge og Sverige deltager.

Men den store bevågenhed skyldes også, at det nordiske sammenhold i disse år – på grund af situationen i Europa med krigen i Ukraine – er blevet endnu vigtigere, end det har været i mange år.

Især samlingen af alle de nordiske lande i Nato siden marts 2024 (da Sverige kom med) har betydet, at det nordiske samarbejde – som et stærkt historisk forankret samarbejde – inden for rammerne af et endnu større europæisk og globalt samarbejde mellem verdens demokratiske stater har fået endnu større vigtighed. Både når det gælder det konkrete sikkerhedspolitiske samarbejde, og når det gælder andre vigtige emner som f.eks. den grønne omstilling.

Og sidst, men ikke mindst har det en enorm symbolværdi, at tre nordiske statschefer samt to nordiske kronprinspar – som alle kommer fra lande med en lang, uafbrudt demokratisk tradition, som stammer tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet – markerer, at Norden står sammen og desuden står sammen med det øvrige demokratiske Europa. Ikke blot historisk, men også i nutiden og – forhåbentlig og formentlig – langt ind i fremtiden.