Den 100-årige, der tabte valget og blev folkekær
Jimmy Carter blev i mange år anset for at have været en middelmådig præsident, mens andre historikere fastholder, at han er den mest undervurderede præsident i moderne amerikansk historie. I denne uge fyldte han 100 år – og kæmper for at leve så længe, at han kan stemme på Kamala Harris.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I denne uge kunne den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter fejre 100-års fødselsdag. At blive så gammel er en imponerende bedrift, som kun er 0,03 pct. af den amerikanske befolkning forundt. Så lad os dvæle ved den 100-årige, der fejlede som præsident, men endte med at blive folkekær sidenhen.
Men tænk, at Carter stadig er i live. Da ekspræsidenten fejrede fødselsdag sidste år, kunne man læse i et dansk medie: »Døende Jimmy Carter fylder 99 år.« På det tidspunkt havde Carter allerede været i hospicebehandling i over et halvt år, efter han i forbindelse med en hudkræftsygdom – der havde spredt sig til lever og hjerne – havde afslået muligheden for yderligere behandling.
Den gennemsnitlige amerikaner er i hospicebehandling i 70 dage, før vedkommende går bort. Men Jimmy Carter er ikke en hvilken som helst amerikaner, om end jordnøddefarmeren fra landsbyen Plains har levet et mere almindeligt liv end de fleste af sine forgængere og efterfølgere i Det Hvide Hus.
Her et år senere – efter over 18 måneders hospicebehandling – er Carter stadig i live og den berømteste borger i landsbyen med de 776 indbyggere.
Bopælen er det samme hus, som familien købte i 1961 og vendte tilbage til efter Carters tid i Det Hvide Hus. Så i dag er Jimmy Carter om end ikke still going strong, så i hvert fald stayin’ alive, som Bee Gees nok ville synge med høj stemmeføring.
”Stayin’ alive” blev i øvrigt lanceret i 1977, samme år som Carter blev taget i ed som USA’s 39. præsident. Det bringer os til peanutkernen af fortællingen om manden, som jeg plejer at beskrive som et godt menneske, men en dårlig præsident.
I Jonas Jonassons bog “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” er hovedpersonen erfaren, men ikke særlig intelligent. Hos Jimmy Carter forholdt det sig lige omvendt i de fire år, han var præsident fra 1977-1981. Carter kom ind i embedet med begrænset politisk erfaring og som en politisk outsider på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig spidsede til igen efter en periode karakteriseret af afspændingspolitikken mellem USA og Sovjetunionen.
Lige så udtalt progressiv, som Carter var indledningsvis indenrigspolitisk – med begrænset succes grundet samarbejdsvanskeligheder med Kongressen samt høj inflation, stagnerende økonomisk vækst og høj arbejdsløshed – lige så stor en kaospilot var Carter afslutningsvis udenrigspolitisk.
Sidstnævnte blev i den grad illustreret under det 444 dage lange gidseldrama på den amerikanske ambassade i Teheran, der kostede otte amerikanske soldater livet. Carter tabte præsidentvalget på årsdagen for gidseltagningen, og gidslerne blev frigivet, få minutter efter at Ronald Reagan var blevet taget i ed som Carters efterfølger i Det Hvide Hus.
Det var selvfølgelig ikke poetisk retfærdigt, men politisk enormt sigende. Helhedsbetragtningen i præsidentielle rangeringer er derfor typisk, at Carter bliver anset for at være en middelmådig præsident, om end historikere som Terry Anderson fastholder, at Carter skulle være »den mest undervurderede præsident i moderne amerikansk historie«.
Den mest sigende fortælling om den fejlslagne, folkekære tidligere præsident er dog en anden. Vi skal tilbage til 2002, hvor Carter vandt Nobels Fredspris som anerkendelse for det utrættelige forsøg på at fremme internationale fredsløsninger og promoveringen af demokrati og menneskerettigheder.
I den sammenhæng blev den tidligere præsident spurgt af journalisten Katie Couric, om honnøren var det største, der nogensinde var sket for ham. Couric medgav i samme ombæring, at valget som amerikansk præsident i 1976 måtte kunne konkurrere med en Nobels Fredspris, men niksen biksen.
Carter svarede efter kort omtanke, at det bedste øjeblik for ham havde været, da hans store kærlighed, Rosalynn, havde sagt, at hun ville giftes med ham. Kan man andet end at elske den mand? Svaret er ja, såfremt man husker hans præsidentperiode, men størst af alt er som bekendt kærligheden.
Romantikeren fra Georgia var i øvrigt den første (kommende) præsident, der blev født på et hospital, da han kom til verden den 1. oktober 1924. Carters mor, Lillian, var sygeplejerske, og da tiden var inde til at få lille Jimmy, foreslog den lokale læge, at hun skulle føde på hospitalet fremfor derhjemme, så hun hurtigere kunne komme tilbage på arbejde. Tre år senere assisterede Lillian Carter så i fødslen af barnet, der sidenhen skulle blive hendes svigerdatter, Eleanor Rosalynn Smith.
Ægteskabet mellem Rosalynn og Jimmy Carter varede 77 år og er det længste præsidentielle ægteskab i amerikansk historie. Bare for at sætte denne imponerende bedrift i relief, så varer præsidenters ægteskaber i gennemsnit 33 år. Donald Trump er den eneste amerikanske præsident, der har været gift tre gange, mens James Buchanan er den eneste, der aldrig blev gift.
Eller sagt på en anden måde: Mens Donald Trump utvivlsomt er ringenes herre, ville Buchanan stensikkert havde deltaget i ”Gift ved første blik”.