Efter at have været på gaden for Kamala Harris’ kampagne i tre uger har jeg lært tre ting
USA er ikke, hvad det har været. Det er både trist og fascinerende at opleve et splittet land stå over for en altafgørende beslutning. Den 5. november kommer ikke kun til at påvirke USA’s fremtid, men hele den vestlige verdens fremtid.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
USA er ikke, hvad det har været. Det er både trist og fascinerende at opleve et splittet land stå over for en altafgørende beslutning. Den 5. november kommer ikke kun til at påvirke USA’s fremtid, men hele den vestlige verdens fremtid.
Efter at have været på gaden for Kamala Harris’ kampagne i snart tre uger har jeg lært tre ting om det amerikanske valg og samfund.
Det første er, at Trumps slogan fra 2016 om en »silent majority« ikke lader til at holde stik i denne omgang.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke støtter Trump. Alligevel ser jeg stor værdi i at møde dem, man er uenig med, og jeg tog derfor forbi et Trump-rally, da jeg fik muligheden.
Jeg ankom for sent til at komme ind, da Trump vælger mindre venues, og Secret Service også tillader færre at komme ind. Alligevel blev jeg hængende uden for salen, hvor Trump afholdt sit rally, med 20 MAGA-tilhængere, der alle ventede på, at Trumps motorcade kom forbi.
En kvinde stod også med et stort Trump-flag og råbte, at Trump skulle »grab me by the p***y«.
Det blev ikke mindre weird, da en mand foran mig uopfordret henvendte sig flere gange for at fortælle, at han syntes, at en kvindelig politibetjent var lækker, men han håbede, hun fjernede sine solbriller, da »kvinder jo tit snyder med den slags«.
Samme oplevelse havde jeg og flere andre frivillige nogle dage efter, da vi stod på gaden og mødte vælgerne. Her kom en voksen mand forbi og lavede pruttelyde, imens han vendte sin tommelfinger nedad. Det er heller ikke usædvanligt, at Trumps tilhængere overfuser os frivillige, hvilket ofte ender med en ubehagelig stemning. Det kan derfor roligt siges, at Trumps »silent majority« fra 2016 i denne omgang mere og mere ligner en “loud minority”.
Det næste er, at topartisystemet kvæler dele af det politiske liv i USA.
Mange føler, at deres politiske holdninger er langt mere nuancerede og komplekse end det, som to partier kan rumme. Topartisystemet rammer især vælgere, der går op i enkelte mærkesager og dermed ikke har et sted at blive hørt.
Lige nu har både den venstreorienterede Bernie Sanders og den højreorienterede tidligere vicepræsident Dick Cheney meddelt deres støtte til Harris. Det er svært at se, hvordan hendes politiske projekt kan repræsentere støtter med så forskellige ståsteder. Det er et tegn på, at Republikanerne er blevet ekstreme, og at topartisystemet endnu en gang svigter.
Det tredje, jeg har oplevet ved selvsyn, er, at USA er det mest svært bevæbnede land i verden.
Til førnævnte Trump-rally tog det ikke mange sekunder, før jeg kunne tælle 10 snigskytter på tagene omkring mig. Læg hertil over 50 politibiler, en politihelikopter, Secret Service og svært bevæbnet lokalt politi.
Som dansker er det voldsomt at se, hvor svært bevæbnet politiet er i USA. Et lignende sikkerhedsopbud så jeg dagen efter til en amerikansk fodboldkamp, hvor vicepræsidentkandidat Tim Walz var dukket op. Her blev hele vejen spærret af, og toptunede sorte biler kørte rundt i gaderne. Snigskytterne var også klar omkring stadion.
Det giver god mening, at de var så talstærkt mødt op, da sikkerheden for (vice)præsidentkandidaterne skal være i højsædet, ikke mindst efter attentatforsøgene mod Trump.
Men det er påfaldende, hvor tydeligt behovet for sikkerhed gennemsyrer det politiske virke og arbejde. På det centrale kampagnekontor i Michigan kan man ikke komme ind uden et sikkerhedstjek, og på universiteternes campus kører svært bevæbnet politi rundt og holder øje. Det slår to streger under alvoren af situationen i USA.