Kommer en sort nazist til at koste Trump sejren?
Mark Robinson har haft svært ved at finde sin plads i tilværelsen – hvert fald professionelt – men endte i 2020 med at blive den første sorte viceguvernør i North Carolina.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Indtil for nogle uger siden skulle man som dansker være tilpas nørdet for at vide, hvem Mark Robinson er. Robinson er en sort republikansk politiker, der er viceguvernør i North Carolina, og som lige nu kandiderer for at blive delstatens første sorte guvernør. Han er 56 år gammel, gift og far til to, men har på det seneste især gjort opmærksom på sig selv, fordi han tilsyneladende har en forkærlighed for porno, pizza og politisk polemik.
Derudover har Robinson været særdeles aktiv på internettet, hvor han bl.a. tilbage i 2010 har skrevet »I’m a black NAZI!”« og ment, at slaveriet slet ikke var så skidt endda: »Slaveri er ikke dårligt. Nogle mennesker har brug for at være slaver. Jeg ville ønske, at de ville bringe det (slaveriet, red.) tilbage. Jeg ville helt sikkert købe et par stykker.«
Vi kan vist hurtigt blive enige om, at slaveri og nazisme er haram. Men lad os også være ærlige: Porno, pizza og politisk polemik er næppe det foretrukne trekløver for avisens læsere, men det ville det nok være for tilpas mange andre mennesker – såfremt man holdt tingene adskilt. Mængden af mennesker, der spiser pizza og diskuterer politik, mens de ser porno, udgør jo nok en forsvindende lille vælgergruppe, må man tro, om end nogle af dem muligvis er swing(er)vælgere.
Historien om Mark Robinson kunne ellers have været historien om en mønsterbryder, der efter mange nedture endte med at udleve den amerikanske drøm i en sen alder. Robinson er North Carolinas første sorte viceguvernør, hvilket er en imponerende bedrift som det niende af 10 børn. Robinsons far var 71 år gammel, da Robinson blev født, mens moderen var 40 år gammel. Faderen var alkoholiker og voldelig og døde, da Robinson var 12 år gammel, mens moderen forsøgte at forsørge den store familie.
Mark Robinson har haft svært med at finde sin plads i tilværelsen – hvert fald professionelt – men endte altså i 2020 med at blive den første sorte viceguvernør i North Carolinas historie. Noget af en bedrift for en mand, der bare fem år forinden havde arbejdet for kontormøbelvirksomheden Steelcase og i kølvandet på en annonceret lukning af den lokale fabrik havde skrevet på sin notesblok: »Kl. 12.02 den 15.7.15 sad jeg ved mit skrivebord på Steelcase og spekulerede over, hvad jeg ville lave om fem år.«
Robinson skrev i sine erindringer for få år tilbage, at han i sine unge dage gjorde sig skyldig i at være dårlig til at forvalte sine penge. Fremfor at lade pengene stå på bankbogen eller bruge dem på nødvendige ting, så er der meget, der tyder på, at Robinson i stedet for brugte dem på pizza og porno. I hvert fald hvis man skal tro en opsigtsvækkende artikel i lokalmediet The Assembley med den geniale overskrift: ”Tidligere pornobutikansatte siger, at Mark Robinson var en stamgæst. Han benægter det.”
Ifølge flere tidligere ansatte kom Robinson flittigt ind og så pornofilm i en bås – typisk med en pizza i hånden – i 1990’erne og 2000’erne. Da pornobutikkerne uddøde grundet internettets fremmarch, hoppede Robinson tilsyneladende med på bølgen og begyndte at frekventere pornosider på nettet.
Muligvis lod Robinson sig her inspirere af popstjernen Shakira, der til verdensmesterskabet i herrefodbold i Sydafrika i 2010 stod bag den officielle VM-sang ”Waka Waka (This Time for Africa)”. I så fald tog Robinson det dog skridtet videre, for en af hans foretrukne pornohjemmesider hedder ”Nude Africa”. Eller som Shakira muligvis ville synge i en nyfortolkning af VM-sangen: ”Wanka Wanka (This time for Nude Africa)”.
Det var i forvejen usandsynligt, at Mark Robinson ville vinde guvernørvalget i North Carolina, og det er selvsagt ikke blevet nemmere efter afsløringerne. En pornoseende, selverklæret nazist er ikke just et godt bud på en vinder i en delstat, hvor Demokraterne har siddet på guvernørposten i 27 af de seneste 31 år.
Efter afsløringerne om Robinsons skandaløse udsagn har der da også været gang i svingdøren. Store dele af kampagnestaben samt medarbejderne i viceguvernørens kontor har sagt op. Og også den tidligere så begejstrede Donald Trump er blevet ret så tavs, når det kommer til manden, som Trump tidligere har beskrevet som »Martin Luther King på steroider«. Da Trump holdt vælgermøde i North Carolina for nylig, brillerede Robinson i hvert fald ved sit fravær.
I det større perspektiv er det derfor opsigtsvækkende, at en porno- og pizzaelskende sort nazist kan være med til at koste Trump sejren i North Carolina. Vinder Demokraterne North Carolina for første gang siden 2008 – dengang vandt Barack Obama delstaten med lidt over 14.000 stemmers forskel over John McCain – er det nærmest ensbetydende med, at USA’s næste præsident kommer til at hedde Kamala Harris.
John F. Kennedy sagde engang, at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan ville det ikke forholde sig i North Carolina. Men det vil også være for nemt at give Mark Robinson al skylden for et eventuelt republikansk kollaps. For som netmediet Politicos Jonathan Martin så fint har formuleret det: »Givet Vances nu berygtede kommentarer om ”barnløse kattedamer” er det næsten, som om de tre førende republikanske kandidater er blevet bygget i et laboratorium for at fornærme kvindelige vælgere – og gøre North Carolina opnåeligt for Demokraterne.«
Donald Trump vandt North Carolina med små 75.000 stemmers forskel over Joe Biden i 2020, så det er ikke forfærdelig lang tid siden, at The Tar Heel State har været inden for rækkevidde for Demokraterne. Oftest har flertallet af vælgerne i delstaten dog splittet deres stemme og stemt på en demokrat til guvernørposten og en republikaner til præsidentposten.
Spørgsmålet er, om vi i år oplever den perfekte snaskede kombination af porno, pizza og politik, hvor marginalerne går Demokraternes vej.