Bidens plads i historiebøgerne: Verden er mere utryg, end da han blev præsident
Kvinder og børn i verdens krigszoner har fået værre forhold under Joe Biden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var muligvis hans sidste tale på verdensscenen. Biden har været i politik i mere end 50 år, og det bar hans tale præg af.
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at han egenhændigt fik sat en stopper for store politiske kriser som Vietnamkrigen og apartheid.
Han gav udtryk for, at han, set i lyset af de konflikter, der er blevet løst i hans tid, er positiv over for en løsning i Ukraine og Israel.
Der var meget snak og ingen konkrete bud på løsninger.
Jeg blev mere og mere frustreret, som talen skred frem, for verden er langtfra blevet et bedre sted, siden Biden overtog Det Hvide Hus.
De fleste husker nok de kaotiske scener, da Biden trak amerikanske styrker ud af Afghanistan og efterlod kvinder, børn og samarbejdspartnere til en skæbne, det risler mig koldt ned ad ryggen at tænke på, da Taliban overtog styret.
»Hunkatte i Afghanistan har mere frihed end kvinder.«
Sådan sagde Meryl Streep, da hun holdt tale i FN’s hovedkvarter.
»En kat kan sidde uden for sit hus og mærke Solen på ansigtet, den kan løbe i offentlige parker. Det samme kan et egern, noget kvinder og piger ikke har ret til.« I sidste måned blev endnu et forbud for kvinder indført, og en lang række tidligere påbud indskærpet.
Det blev forbudt for kvinder at tale offentligt, når de går ud, skal de dække sig fuldstændigt til, de må ikke færdes i offentlige parker, må ikke synge, gå i skole efter sjette klasse, se på mænd, de ikke er i familie med osv.
Halvdelen af befolkningen befinder sig i et jerngreb, og verden gør intet. Hvor meget kan man presse et køn, man hader, før det kvæles?
I dag hørte jeg på CNN et interview med en kvindelig læge, der var flygtet fra Afghanistan med sin datter, 10 dage før USA trak sig ud af landet.
»Når jeg taler med kvindelige venner og familiemedlemmer, siger de, at det eneste, de ønsker, er at dø.«
I sin tale til FN-forsamlingen sagde Biden, at folket er vigtigere end at blive på magten.
Det er alt sammen meget nobelt og rigtigt – og tankegangen fungerer i stærke demokratier.
Der er desværre ikke mange af de autoritære regimer rundtom i verden, der er enige i at fremme den tankegang. Biden har hjertet på rette sted, men det er ikke nok at være rar, venlig og ordentlig.
Biden har i sin lange politiske karriere gjort meget godt. For USA og for verden.
Men han har ikke formået at gøre verden til et bedre og sikrere sted i sin tid som præsident. Slet ikke for kvinder – i Ukraine, i Gaza, i Afghanistan og mange andre steder.