Fortsæt til indhold
Kommentar

Lad dig ikke skræmme af at blive stemplet som kontroversiel

Personer som Pia Kjærsgaard var modige og gik mod strømmen af rigtige meninger. Og viste sig at være fremsynede og samvittighedsfulde mennesker.

Kasper StøvringForfatter og foredragsholder, Sorø

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Pia Kjærsgaard stiller ikke op ved næste folketingsvalg. En af de mest indflydelsesrige personer i dansk politik nogensinde takker dermed af. En person, der hele tiden har haft ret, selv om hun er blevet stemplet som kontroversiel. Ja, måske netop derfor.

Modstandere har dæmoniseret Pia Kjærsgaard som en rotte, autonome har overfaldet hende, og hun har levet med dødstrusler og politibeskyttelse. Kritikere har fordømt hende som racist og landsforræder. Ja, landsforræder! Kvinden, der om nogen har reddet Danmark fra en skæbne som Sveriges eller Storbritanniens eller Belgiens eller Frankrigs eller Tysklands, hvor regeringen har besluttet at lukke grænserne. De samme politikere har ellers skandaliseret det ”højreekstreme” parti AfD for at foreslå det samme.

”Den, der fornedres, skal siden ophøjes”, kan man sige med en let omskrivning af den hellige skrift. Pia Kjærsgaard er allerede blevet hyldet og ophøjet, endda som Folketingets formand. Så lad os i stedet overveje: Hvad kan man lære af Pia Kjærsgaards forbilledlige indsats?

At man ikke skal lade sig kue. At man skal følge sin samvittighed. At man ikke skal lade sig skræmme af at blive kaldt kontroversiel. For tror man på sagen – og er sagen den rette – ender man med ikke blot at have ret, men også at få ret. Lad mig nævne nogle sager, jeg selv har mærket på egen krop.

Hvis man for år tilbage skrev, at national identitet er vigtig for mennesker, blev man udskammet som nationalkonservativ. Hvis man skrev, kultur er afgørende for integrationen, blev man belært om, at det tværtimod er socioøkonomiske forhold; blot udlændinge fik et arbejde og en uddannelse og var lovlydige, var de fuldt integrerede, hed det.

Hvis man krævede assimilation af indvandrere – at de skal tale dansk, bakke op om ytringsfrihed, ligestilling og sekulære værdier – blev man skandaliseret som intolerant. Hvis man mente, at Det Arabiske Forår ikke ville føre til demokrati, men til borgerkrig som i Syrien og diktatur som i Egypten, blev man forkastet som en formørket pessimist. Hvis man forsvarede Ungarns grænselukning i 2015, blev man brændemærket som en autoritær orbánit.

Nogle hæderlige mennesker har indrømmet, at de tog fejl, og har givet de fæle højreorienterede ret. Politikens forhenværende chefredaktør Bo Lidegaard og daværende integrationsminister Mattias Tesfaye er blandt de mest prominente. De indrømmede i 2021, at det var en fejl at kritisere Ungarns premierminister, Viktor Orbán, for at bygge grænsehegn.

Men de, der har taget fejl, vælger dog oftest at skyde budbringeren. ”Han har ret – hæng ham!”

Selv om man får ret, skal man dog ikke forvente, at den røde løber bliver rullet ud. Den fornedrede bliver ikke altid ophøjet. For opportunister og sidste dages hellige vil vide at ændre standpunkt, når vinden blæser den anden vej. Det er ofte andre end de kontroversielle, der vil få æren, de betydningsfulde poster og den store indflydelse.

At klage over det er imidlertid en luksus, man ikke kan tillade sig. Man bør i stedet glæde sig, når grænsekontrollen endelig indføres, indvandringen kontrolleres, og integrationen baseres på assimilation til dansk kultur.

»Først ignorerer de dig, så ler de af dig, så bekæmper de dig, så vinder du.«

Gandhis ord om dem, der ikke lader sig skræmme til at mene noget andet, er velvalgte i Pia Kjærsgaards tilfælde. Men alle, også store forbilleder, står på skuldrene af andre mennesker. At personer som Kjærsgaard har haft og fået ret, skyldes også andre fremsynede, modige og samvittighedsfulde mennesker. Hertil hørte præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe.

Den seneste i rækken er Pia Kjærsgaard, som utallige står på skuldrene af. Også selv om mange ikke vil indrømme det.

Kjærsgaard begyndte som en udskældt politiker i udkanten af dansk politik. Hun slutter som en af de mest indflydelsesrige skikkelser i nyere dansk historie. Tillykke til Pia.