Hun har fundet en ny politisk eliksir: Konservatisme og socialisme har fundet sammen i AfD's skygge

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Imens mange har været optaget af det højrepopulistiske parti AfD’s eksplosive fremgang ved de tyske delstatsvalg, er et andet, mindst lige så interessant og måske også epokegørende fænomen gået under radaren.

Det venstrepopulistiske parti BSW med Sahra Wagenknecht i spidsen er i løbet af få måneder stormet frem til at få så meget som 15 pct. af stemmerne. Og det er sket på en bemærkelsesværdig kombination af konservatisme og socialisme.

Vi er vant til at opfatte venstreorientering med opbakning til pride og Palæstina, med kampen for at hente kvinder fra terrorgruppen Islamisk Stat og deres børn til Europa, med had til Rusland og kærlighed til EU.

Men ser vi historisk på det, har det bestemt ikke altid været sådan. Venstreorienterede og konservative har ofte kæmpet den samme kamp, også herhjemme.

Modstanden mod EF i 1970’erne var båret af en national indignation. Begge parter var også kritiske over for kapitalismen, der med Marx’ ord lader alt, hvad der er fast og solidt, smelte i luften. Samme kritik gjaldt amerikanismen. Coca-Cola, tyggegummi og Hollywoodfilm undergravede dybe kulturværdier.

Forbindelsen mellem venstreorientering og konservatisme har imidlertid været usynlig siden Murens fald. I hvert fald i partipolitik. For når jeg som foredragsholder møder ildsjæle i forskellige lokalsamfund, er de ganske vist oftest erklæret SF’ere, men i virkeligheden kulturkonservative. De er lokalpatrioter. Baserer deres viden på praktisk erfaring. For dem er nærdemokrati afgørende. Og så er de bestemt ikke tilhængere af alt nyt. Faktisk ikke af ret meget nyt.

Det, der derimod er kommet til syne i dag, er den politiske forbindelse mellem konservatisme og venstreorientering. Det ser vi for alvor med Wagenknechts parti, som forfatteren Thomas Fazi har skrevet om i netmagasinet Unherd.

Wagenknechts økonomiske politik trækker på socialistiske idéer om statens aktive rolle for at regulere markedskræfterne og dermed sikre en mere retfærdig fordeling af ressourcer. Højere pensioner og mindstelønninger samt skat på formuer står også centralt i Wagenknechts politik.

Alt dette er ikke overraskende. Men som Fazi viser, brygger Wagenknecht en ny politisk eliksir, hvor de socialistiske teorier blandes med et konservativt destillat.

For det første bevarelse og fremme af traditioner, stabilitet og fællesskabsfølelse. Hos Wagenknecht er der bestemt ikke fokus på progressiv forandring og kulturel diversitet.

For det andet en mere restriktiv indvandringspolitik. Wagenknecht kritiserede allerede i 2015 skarpt Angela Merkels beslutning om at tillade hundredtusinder af asylsøgere at komme ind i Tyskland.

For det tredje afvisning af multikulturalisme. Wagenknecht argumenterer for, at vellykket integration kræver, at indvandrere accepterer visse fælles grundværdier. Hun ønsker at bevare en national identitet og sammenhængskraft.

En fælles tysk identitet – et demos – er ganske enkelt nødvendig for et velfungerende demokrati og en effektiv omfordelingspolitik. Uden en overgribende nationalfølelse på tværs af klasser og regioner ingen mulighed for at restaurere solidaritetens slidte banner.

I forlængelse heraf lægger Wagenknecht stor vægt på national suverænitet og er stærkt kritisk over for EU. Hun fordømmer det fjerne, glasklædte bureaukrati i Bruxelles som udemokratisk. Nationalstaten er den primære kilde til tilhørsforhold og dermed den eneste institution, der kan sikre demokratiet og velfærdsstaten.

Nutidige venstreorienterede har ifølge Wagenknecht forsømt de sociale og politisk-økonomiske problemer til fordel for spørgsmål om livsstil og moral. Det har gjort dem autoritære. Under pandemien kritiserede Wagenknecht således nedlukninger og tvungne vacciner. Hendes kritik af Tysklands støtte til Ukraine og sanktionsregimet mod Rusland understreger yderligere hendes afvigelse fra den gængse venstrefløjsposition.

Nutidens progressive venstreorienterede har ifølge Wagenknecht kort sagt fremmedgjort mange vælgere, især fra arbejderklassen. Thomas Fazi mener derfor, at kombinationen af venstreorienteret økonomi og kulturel konservatisme vækker genklang hos mange vælgere. Den udfylder et politisk tomrum, som hverken mainstream-venstrefløjen eller højrepopulistiske partier har udfyldt.

Jeg tror, Fazi har ret i denne vurdering. Trump taler også arbejderklassens sag, og den formæling mellem højre og venstre kan hurtigt brede sig fra de to mest betydningsfulde lande i Vesten til andre lande. Og så kan Wagenknechts genrejsning af traditionens røde fane vise sig at være epokegørende.