Det handler altså ikke kun om Dan Jørgensen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge blev spændingen om Margrethe Vestagers afløser udløst. Både herhjemme og i resten af Europa har udpegelsen af EU-kommissærer dog været overskygget af debatten om deres kønsfordeling. Kan det virkelig passe, at stats- og regeringscheferne vil udstyre Ursula von der Leyen med en kønssammensætning, der er så skæv, at de aldrig selv ville acceptere den i deres egne regeringer?

Over for dette står imidlertid et lige så hårdnakket synspunkt: Hvorfor skal kommissionsformanden overhovedet blande sig i, hvem landene skal indstille som kommissær?

Selvom kandidaterne nu er indstillet, er diskussionen langtfra forbi. Ikke alene vil von der Leyen fortsat se, om hun kan overtale flere lande til at gøre det samme som Rumænien, nemlig at skifte en mandlig kandidat ud til fordel for en kvinde. Lige så klart er det, at Europa-Parlamentet, der har det sidste ord at skulle have sagt, vil rejse børster over for den skæve kønsfordeling.

På grund af polemikken er det nærmest gået under radaren, hvorfor udpegelsen af netop denne kommission er så vigtig.

Denne uge har ellers givet os rigelig med anskuelighedsundervisning. I Lviv, Kyiv og ikke mindst i Poltava bomber Vladimir Putin med en sådan styrke, at det er usikkert, hvor længe ukrainerne kan holde stand. I Bruxelles smækkede Italiens tidligere premierminister Mario Draghi en dyster rapport på bordet, der advarer om, at Europa snart mister det globale økonomiske førerfelt af syne.

Og søndag blev magttomrummet i Europa blot endnu større. Samtidig med, at Frankrigs Emmanuel Macron stadig kæmper med at få dannet en ny, holdbar regering, kastede østtyske vælgere kansler Scholz’ regering ud i en endnu større krise ved at give regeringspartierne en valglussing. Reelt betyder det, at von der Leyen er en af de få handlekraftige ledere, der kan tage telefonen, hvis præsident Biden, Zelenskyj eller andre ringer. For slet ikke at tale om, hvis det pludselig er præsident Trump, der er i røret.

Det er netop i det lys, at vi også i Danmark bør brede vort fokus ud og ikke kun fokusere på Dan Jørgensens chancer for at få den ene eller anden post. Konkret skal vi holde øje med tre ting.

For det første er der ansvarsfordelingen i kommissionen. Meget tyder her på, at von der Leyen vil udbygge modellen, hvor nogle kommissærer har flere stjerner på skuldrene end andre. I sin første periode havde hun tre ledende viceformænd, hvor den ene var Vestager.

Nu forlyder det, at hun vil have fem, og at mange kommissærer derfor reelt kommer til at referere til en kommissær med ansvar for det samlede politikområde. Posterne som viceformænd nedlægges. Som et tegn på, hvilke områder formanden selv vil have et særligt øje på, vil hun ifølge tyske medier insistere på, at budgetkommissæren og kommissæren for deregulering kommer til at referere direkte til hende.

For det andet er der politikområderne. Her står det klart, at der kommer en række nye poster såsom en kommissær for Middelhavet og boligområdet. En forsvarskommissær vil også se dagens lys. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget gods der vil være i de nye poster, altså penge, indhold og ansatte. Bliver f.eks. forsvarskommissæren en papirtiger, eller kommer udenrigs- og industrikommissæren til at afgive afgørende dele af deres ressort?

Endelig betyder persongalleriet naturligvis også noget. Får et udvidelsesivrigt land udvidelsesposten, skal en sydeuropæer holde styr på EU’s pengekasse, og bliver det en kommissær fra en ”grøn frontløbernation”, der fremover skal udstikke retningen for Europas grønne omstilling?

Ministerrokader fylder meget i Danmark. Det bør sammensætningen af den nye kommission også gøre. For hånden på hjertet. Den kommer til at få større betydning.