Fortsæt til indhold
Kommentar

Harris kommer til at spise Trump, når de mødes til debat

Trump er tydeligt rådvild over for Kamala Harris. Nu har hun givet sit første interview – til CNN, som bestemt hælder til hendes side. Men selv om hendes politikersvar ikke altid var klare, så er hun velformuleret, intelligent og hurtigt tænkende.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For få uger siden var det Joe Biden, der var Demokraternes præsidentkandidat. Men så kom debatten den katastrofale aften, hvor det blev klart for nationen, at Biden er blevet for gammel til at bestride embedet som amerikanernes præsident.

Efter sin tale på Demokraternes konvent i sidste uge har medierne i USA været fyldt med krav om, at Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, stillede op til et interview – uden mulighed for på forhånd at kende spørgsmålene. ”Hun tør ikke,” lød det fra republikanerne. Men det gjorde hun og tilmed med en af USA’s skarpeste journalister i den bedste sendetid.

I dag satte hun sig ned på en café i Georgia med CNN’s stjernejournalist Dana Bash, som også var en af moderatorerne på den skæbnesvangre debatdag, hvor Trump spiste Biden på debatscenen.

»We are not going back,« siger Kamala Harris som svar på Trumps »Bring America Back«, et genialt spin, der tager det udtryk, vi har hørt igen og igen, og får Trump til at lyde arkaisk, gammeldags og ude af trit med, hvad befolkningen ønsker.

Siden Kamala Harris er trådt frem på den politiske scene som præsidentkandidat, har ingen af de øgenavne, Trump har fundet på, haft den ønskede effekt. Harris’ kampagne tager simpelthen hvert tweetede udtryk, der kommer dag og nat fra Trump, og gør dem hippe.

Og hvordan gik interviewet så? Man kunne hævde, at CNN er en nogenlunde sikker zone for en demokratisk kandidat. Tv-stationen mener selv, at den er upartisk, men realistisk ligger den vel lidt til venstre for midten – vel at mærke den amerikanske midte, ikke den danske. Så interviewet forløb af gode grunde anderledes, end det ville have gjort på Fox News, der er af en hel anden skinger pro-Trump-kaliber. Ret skal være ret: CNN var i pauserne mellem spørgsmålene temmelig pro-Harris i sin fremstilling af hende i diverse småklip fra politiske arrangementer ude i delstaterne.

Det, jeg bed mærke i, var for det første, hvor helt utrolig veltalende Harris er – noget, vi ikke just har været vant til med hverken Biden eller Trump. Harris er velformuleret, intelligent, hurtigt tænkende. Men hun er også politiker, så man får ikke altid et klart svar. For eksempel blev hun spurgt, om hun kunne overveje at vælge en republikaner til sin regering, hvortil hun svarede »ja«. Men at overveje noget er som bekendt ikke det samme som at gøre det – og det ville undre mig, hvis vi ser en republikaner på en ministerpost, hvis Harris vinder præsidentvalget til november.

Det, der er det vildeste for en dansker, er, at valget er så uforudsigeligt. Harris og Trump ligger inden for marginalerne af statistisk usikkerhed, i forhold til hvem diverse analyseinstitutter forudsiger vinder.

Om få dage mødes Harris og Trump for første gang i deres liv, når de står på debatscenen sammen – mon ikke det denne gang bliver Harris, der spiser Trump i en debat? Jeg kommer til at se fra første til sidste minut.