Kan man være radikaliseret som syvårig?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En sommersøndag i august, hvor helt almindelige syvårige render rundt med vennerne og spiller fodbold, kunne man i indre by København høre aggressive slagord blive råbt ud til en propalæstinensisk demonstration. Fra en syvårig dreng placeret på en ladvogn med en mikrofon. Slagordene gik på et forsvar for palæstinensernes sag, og dermed blev han et aktiv i konflikten mellem Israel og Hamas. Hvor stor en viden mon han har om den konflikt, siden han deltager i en så aktiv rolle i den pågældende demonstration? Men syvårige ved sjældent meget om en så kompleks konflikt, som rækker mange år tilbage.

Grundet hans alder ved vi selvfølgelig ikke meget om ham. Men jeg kan med garanti sige, at han ikke selv har fundet på at erstatte fodbolden og i stedet råbe selvskrevne slagord til folkemængden. Og måden, han fremførte slagordene, vidner om en dreng, der er blevet skolet. Det behøver jeg ikke at have en større viden om ham for at vide. Men tager en helt almindelige betragtning, at sådan handler og fremfører ingen syvårige på helt eget initiativ ord foran en så stor menneskemængde.

Bag drengen må der være forældre. Altså de voksne mennesker, som både menneskeligt og juridisk er ansvarlige for ham. Og så er det, at jeg bliver mere end alvorlig bekymret. For hvilke forældre mener, at deres søn skal bruge en søndag på at råbe slagord foran en større folkemængde og så om en så voldsom indviklet konflikt, som de færreste forstår?

Da en journalist kontakter forskellige børneorganisationer, ja dem, der skulle have ekspertisen og en suveræn interesse i børnenes tarv, lykkedes det ikke i første omgang at få et konkret svar.

Red Barnet havde ikke lige kvalificerede psykologer til at besvare spørgsmålet i første omgang. Børns Vilkår mente heller ikke, at de havde haft nok tid nok til at sætte sig ind i konteksten for at kunne udtale sig. Og Børnerådet ønskede slet ikke at udtale sig.

Journalistens spørgsmål var følgende: »Kan et barn på den alder forstå krigens kompleksitet og omfanget af at stille sig op på en scene foran 2.000 mennesker til en demonstration?«

Man behøver ikke at have en ph.d. i børnepsykologi og en langvarig praksis i arbejdet med børn for at vide, at deltagelsen og de ord, han fremførte, ikke er fremmende for hans fremtidige børneliv. Men som vanligt bliver der danset om den varme grød, når noget som helst skal handle om palæstinenserne, som er blevet synonym med politiseret frihedskamp og uretfærdige overgreb, fra hvad der fejlagtigt bliver kaldt folkemord begået af Israel.

Men sidenhen fik organisationerne udtalt sig meget overordnet, altså at det grundlæggende ikke er godt at blande børn ind i voldsomme og komplekse konflikter. Men konkret at svare på den aktuelle demonstration og den syvåriges rolle skulle de ikke nyde noget af. De kunne nemlig ikke vurdere, om det var sket på barnets egne præmisser. Jamen du godeste for en berøringsangst.

Alle Red Barnets, Børns Vilkårs og Børnerådets ansatte bør bare ved at have set videoen udtale, at det selvfølgelig ikke er fremmeligt for en syvårig dreng at deltage til den slags demonstrationer. Der behøver man altså ikke at finde direktøren frem, der nøjagtig ved, hvordan man udtaler sig i bedst mulige diplomatiske vendinger.

Men denne sag er ikke enestående. For ved et utalt af andre demonstrationer medbringer islamister deres børn til demonstrationer, man som voksent menneske vil føle ubehag ved at være en del af, og som her lade dem gå forrest og råbe slagord. Det er en del af kampen og opdragelsen. At de får vreden og hadet ind allerede i barndommen.

Dagen efter møder drengen i skolen. Og hvordan skal skolen mon modtage ham? Med bekymring om, at han er godt i gang med at blive skadet og radikaliseret? Eller måske med hyldest og stolthed og sorte flag med den islamiske trosbekendelse på, i så fald han går på en af de islamiske friskoler?

Ja, jeg er bekymret. Dybt. Er jeg alene om det? For der er underligt stille om den slags sådan helt generelt.