Hvem er Kamala Harris?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hun har været politisk aktiv i over 20 år. Har været justitsminister i USA’s mest folkerige delstat og repræsenteret selvsamme stat i Senatet i fire år. Og så har hun i over tre et halvt år været et hjerteslag fra verdens mest magtfulde embede. Alligevel sidder mange amerikanere stadig tilbage med spørgsmålet: Kamala hvem og hvad?

Det kan virke paradoksalt, når man er landets siddende vicepræsident og Demokraternes præsidentkandidat. Men i en meningsmåling fra CBS News for nylig svarede kun 64 pct. af de adspurgte, at de vidste, hvad Kamala Harris står for. Til sammenligning sagde 86 pct., at de vidste, hvad Donald Trump stod for.

Den usædvanlige proces, hvorved Harris strøg til tops og blev præsidentkandidat i kølvandet på Joe Bidens kovending, spiller selvfølgelig en væsentlig rolle i forklaringen på, hvorfor næsten hver tredje adspurgte ikke ved, hvad Harris står for. Der var ingen primærvalg, hvor vælgerne på godt og ondt lærte kandidaten Harris at kende.

Hillary Clinton sagde engang, at valgkampen er verdens længste jobsamtale. Clinton ved, hvad hun taler om, for hun prøvede at være igennem to opslidende primærvalgkampe mod henholdsvis Barack Obama i 2008 og Bernie Sanders i 2016 og så sidenhen en præsidentvalgkamp mod Trump samme år.

Harris derimod trak stikket på sit kandidatur i 2020, inden primærvalgene overhovedet var gået i gang. Nu har hun så haft heldet, at hun sprang de første jobsamtaler over og er gået direkte videre til sidste ansættelsesrunde, hvor hun blandt andet skal testes i en tv-debat mod Trump.

Men hvad er hendes mærkesag? Hvad er det, som folk kommer til at svare som det allerførste, når man om nogle uger spørger dem, hvad Kamala Harris står for politisk?

For Barack Obama var det modstanden mod Irakkrigen. For Donald Trump var det at ville bygge muren for at sikre grænsen mod Mexico. Hvad bliver det for Kamala Harris: at hun med sin juridiske baggrund har været god til at krydsforhøre folk under høringer i Kongressen og derfor kommer til at kunne føre sagen mod Donald Trump?

Jeg ved ikke med jer, men det slår mig ikke som en sællert at være Demokraternes mere kompetente, sympatiske og mangfoldige udgave af Dolora Nidkjær fra Harry Potter-universet.

Hvorom alting er, så ligger der fortsat store muligheder for både demokrater og republikanere i at definere, hvem Harris er, og hvad hun vil. Særligt i en situation, hvor man som USA-analytiker nu begynder at blive spurgt, om løbet ikke er kørt for Trump. En kollega i mediebranchen spurgte mig således den anden dag, hvorvidt Republikanernes præsidentkandidat ikke hurtigt skulle vende tilbage til at tale om politisk substans fremfor personangreb mod Harris, for »ellers er det slut«.

Det er selvfølgelig langtfra slut. Valgkampen er kun lige begyndt. Det er kun en måned siden, at Joe Biden trak sit kandidatur. Sidenhen har Demokraterne haft momentum. Muligheden for at vinde præsidentvalget er blevet signifikant større, mens Trump har haft svært ved at finde melodien i sine angreb på den nye modkandidat. Avisen New York Times havde derfor bestemt en pointe, da den 10. august publicerede artiklen “Inside the worst three weeks of Donald Trump’s 2024 campaign”.

Samtidig er det dog værd at pointere tendensen. Den 10. august anslog dataguruen Nate Silvers valgmodel 47 pct. sandsynlighed for, at Trump ville vinde præsidentvalget. Det var selvfølgelig et stort fald fra de over 70 pct. sandsynlighed, som Silvers model gav Trump, da Biden trak sit kandidatur den 21. juli. Men her små to uger efter New York Times-artiklen står Trump stadig til 47 pct. sandsynlighed for at vinde valget. Med andre ord er vi gået fra, at Trump var klar favorit til at vinde valget til, at valgets udfald nu er helt åbent.

Ovenstående tendens ville stensikkert få min gamle fodboldtræner til at ty til mantraet, at ”stilstand er tilbageskridt”. I Trump-lejren er jeg derimod ret sikker på, at man har en anden fortolkning og låner en formulering fra Kamala Harris: ”We are not going back”. Et valgslogan, som i al sin enkelthed signalerer, at USA ikke skal tilbage; vel og mærke hverken til Trump som præsident eller de upopulære Biden-år, om end sidstnævnte ikke er noget, demokraterne eller Harris vil sige højt.

I stedet for slår Demokraternes præsidentkandidat et slag for ”a new way forward” fyldt med håb, optimisme og patriotisme. Men selvom man vil fremad og signalerer dette klart og tydeligt i sin kommunikation, kan det jo godt gå ned ad bakke – bare spørg Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelunds fejlslagne midterpartiprojekt eller boldklubben Fremad Amager.