Marie Bjerres faktaresistente transfobi overskygger hendes pligt til at beskytte alle minoriteter
Som en hvid, ciskønnet og heteroseksuel mand kan jeg trække på skuldrene af ministerens indlæg og lade det fare. Men det er en tragedie, hvis vi stiltiende accepterer, at en minister åbent erkender, at hun er imod en minoritets rettigheder.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ligestillingsministeren har en forpligtelse til at beskytte alle minoriteter, ikke mindst de sårbare. Det skygger Marie Bjerres faktaresistente transfobi desværre for og det er uværdigt.
Det er rystende at læse, at ligestillingsministeren bruger pride-ugen til at erklære, at hun mener, at »(…) der også er grænser for, hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have«.
I en tid, hvor ingen har forlangt andet, end at transkønnede har samme rettigheder som alle andre.
Som en hvid, ciskønnet og heteroseksuel mand kunne jeg selvfølgelig trække på skuldrene af ministerens indlæg og lade det fare. Men det er simpelthen en tragedie, hvis vi stiltiende accepterer, at en minister åbent erkender, at hun er imod en minoritets rettigheder.
Ligestillingsministerens kronik i JP indeholder nærmest intet belæg, og det er derfor svært at lave et modsvar til fri fantasi, men lad os uagtet tage påstandene én ad gangen.
Hele udgangspunktet for ligestillingsministerens indlæg baserer sig på en ikke-historie. Ibi-Pippi har bedt om at sidde i et kvindefængsel. Ibi-Pippi vil reelt selv vælge fængsel. Det er uacceptabelt, men ingen mener, at kriminelle selv skal vælge fængsler. Kriminalforsorgen har allerede klare retningslinjer, hvor hver enkelt (trans)person vurderes individuelt. Udgangspunktet er det køn, der står i vedkommendes sygesikringsbevis, men der tages også hensyn til sikkerheden for alle involverede. Der er eksempler på transkvinder, der er blevet nægtet overflytning til kvindefængsler, fordi det ville udgøre en sikkerhedsrisiko. Dermed holder ministerens skrækscenarie ikke vand.
Det næste, som ligestillingsministeren mener kan krænke ciskønnede kvinder, er transkønnede i omklædningen i svømmehallen.
Ligebehandlingsnævnet så på netop dette emne tilbage i 2016, hvor det blev afgjort, at »klager er juridisk en kvinde, men fremtræder fysisk som en mand. Klager kunne derfor af blufærdighedsmæssige hensyn ikke benytte kvindernes omklædningsrum i svømmehal«.
De eksisterende rammer fungerer, hvilket Mattias Tesfaye (S) som fungerende ligestillingsminister også slog fast i 2021.
Bjerre forsætter dog sit misinformations-korstog, når hun påstår at »(…) ønsket om, at man på sociale medier eller i starten af et møde skal nævne de pronominer, man gerne vil tiltales med. Hvis nogen har behov for det og for at forholde sig til sin kromosomsammensætning, er det naturligvis fint«.
Personligt ved jeg ikke, hvilke oplevelser ministeren refererer til. Jeg har aldrig set, oplevet eller hørt om, at personer i Danmark afkræves at fortælle deres kønsidentitet på møder, og på sociale medier er det frivilligt at oplyse.
Som kronen på værket tager Marie Bjerre den ciskønnede, kvindelige OL-bokse, Imane Khalif fra Algeriet op.
Ministeren skriver: »Aktuelt er der rejst tvivl om kønnet på to kvindelige boksere i forbindelse med OL.« Det skal siges, at der er ingen tvivl om Khalifs køn, og der er fremlagt ingen dokumentation for denne “tvivl”. Faktisk er Khalif i gang med at forberede et harassment-lawsuit mod dem, der gennem internetmobning spreder løgne om hendes køn, og jeg håber, at ministeren gør sit for ikke at ende i de retsdokumenter.
Ministerens påstand om, at der kun findes to biologiske køn, er en grov forenkling af en meget mere kompleks virkelighed. Overlæge og professor i endokrinologi Claus Højbjerg Gravholt udtalte forleden til Berlingske, at »når jeg skal teste kønnet hos en person, så bruger jeg mange forskellige parametre for at nå til slutresultatet«. Køn er både et spørgsmål om biologi og sociale komponenter, hvilket er derfor, at man på engelsk skelner mellem sex og gender.
En ligestillingsminister burde kæmpe for retten til, at alle kan være dem, de vil, elske dem, de vil, og leve et frit liv i sikkerhed. Marie Bjerre vælger at gøre det modsatte, og det er uværdigt, usympatisk og under al kritik.