Kompasset, der peger mod syd.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Viden om islamistisk påvirkning af det danske samfund er ikke velkommen i de etablerede forskningsmiljøer. Det siger Frederik Vad (S) til Jyllands-Posten 8/8. For at afhjælpe det problem foreslår han, at der oprettes et nyt videnscenter.

Frederik Vad har ikke uret i, at kritisk viden om islam og islamisme ofte filtreres ud – hvis den ikke ligefrem undertrykkes – i de etablerede forskningsmiljøer. Tværtimod vil jeg sige, at han er for pæn i sin kritik.

Efter det er kommet frem, at det gennem en længere periode var lykkedes for en Hamas-tilhænger både at blive integrationskonsulent i Aarhus kommune og medlem af regeringens integrationsråd, kan ingen hæderlige mennesker længere være i tvivl om, at Vad havde ret, da han i foråret fra Folketingets talerstol fremsatte sin såkaldte ”tredje erkendelse”: At vi må regne med risikoen for, at islamister infiltrerer danske institutioner.

Ikke, at det burde komme som et chok. Sociologen Florence Bergeaud-Blackler har påvist, at det sker i Frankrig. Ligesom den svenske teolog med mere Sameh Egyptson har vist, at det sker i Sverige. Og ligesom vi i Danmark er beriget med en gymnasielærer, som har publiceret en lærebog om Mellemøsten, hvori det hævdes, at ingen med sikkerhed ved, hvad der motiverede Omar Hussein til at myrde to mennesker (og planlægge et massemord) i dagene 14.-15. februar 2015 (Iman Hassani: Danmarks kulturmøder med Mellemøsten).

Når jeg synes, Frederik Vad først og fremmest er for pæn i sin kritik, er det ikke udelukkende, fordi meget brede kredse i de danske forskningsmiljøer i netop denne sag synes mere optaget af at forhindre erkendelse og indsigt, end de lader til at anstrenge sig for at fremme disse to ting (det feje og uhæderlige forsøg på at lukke munden på Sofie Danneskiold-Samsøe, som hendes kolleger stod bag, efter hun sagligt og fagligt underbyggede Vads pointer, kommer til at leve længe i erindringen).

Kritikken er også for pæn, fordi Weekendavisen netop i disse dage er ved at afsløre et massivt komplot imod islamforskeren Thomas Hoffmanns forskningsfrihed og mulighed for at ytre sig i den offentlige debat.

Kritikken er for pæn, fordi islamforskeren Tina Maegaard allerede for mange år siden blev frosset ud af det danske forskningsmiljø på grund af sine kritiske holdninger til blandt andet islamisme og islamistisk tvetungethed (der efter legio afsløringer bør anses for en kendsgerning).

Og værst af alt, så er kritikken alt, alt for pæn, hvis man ser på de tilfælde, hvor danske forskere direkte har bidraget til at forhindre erkendelse og afspore en offentlig samtale baseret på grundlæggende sund forskning.

Hvad der ville ende med at blive de rent demografiske konsekvenser af indvandringen til Danmark, kunne have været en alment accepteret del af den videnskabelige og politiske samtale siden 1990’erne. For allerede dengang dokumenterede både kultursociologen Eyvind Vesselbo og demografen P.C. Matthiesen, hvad der rent antalsmæssigt ville blive konsekvensen af den indvandring, som også de i samtiden forkætrede, socialdemokratiske såkaldte Vestegnsborgmestre advarede imod.

Men hvad så med de kulturelle konsekvenser? Det har alle og enhver, der ikke var ideologisk forblændet, også kunnet vide de seneste 25 år. For så længe siden er det efterhånden siden, kultursociologen Dominique Bouchet udgav bogen ”Det knuste spejl”.

Det er en bog, der kommer vidt omkring. Men blandt andet dokumenterede den gennem kvalitative undersøgelser, at integrationen af indvandrere og andengenerationsindvandrere ikke ville komme af sig selv, og at der i disse kredse var en udbredt modstand imod at opgive den identitet, man havde medbragt fra sit udvandringsland.

Hvor Vesselbo og Matthiesen allerede for 25-30 år siden dokumenterede, at antallet af indvandrere ikke var en faktor, man burde tage let på, så dokumenterede Bouchet for næsten lige så længe siden, at kultur og identitet var faktorer, man under ingen omstændigheder burde tilsidesætte eller ignorere.

I Danmark kunne vi i teorien have handlet rettidigt og med udgangspunkt i solid forskning allerede i 1990’erne, når det gjaldt problemer med indvandring og manglende integration.

Men de mest højrøstede forskere brugte dengang deres energi på at forsøge at gendrive ting, de fleste i dag trods alt betragter som kendsgerninger.

Nøjagtig som de mest højrøstede forskere siden har brugt deres energi at gendrive, at der er et særligt problem med social kontrol i miljøer, der er domineret af mellemøstlige værdier og i dag bruger deres energi på at gendrive, at islamistisk infiltration af statslige institutioner er et problem, vi skal være opmærksomme på.

Heldigvis har der altid eksisteret hæderlige forskere, som gik uhildet til opgaven med at beskrive samfundet og forsøge at forstå, hvad der sker. Men i et langt større omfang, end det er rart at tænke på, er de hæderlige forskere blevet nedråbt, mistænkeliggjort og udskammet af ideologisk motiverede kolleger med en aktivistisk dagsorden: At forhindre, at nogen forsker nogensinde skulle finde på at underbygge, hvad ”højrefløjen” sagde om indvandring, islamisme og tilgrænsende emner.

At føre en fornuftig politik på disse områder, består desværre i meget vidt omfang i at ignorere, hvad de højtråbende og aktivistiske forskere siger. Fordi erfaringens tale efterhånden er klar: De højtråbende og aktivistiske forskere er en slags kompasser, der peger mod syd. Mennesker, man altid kan stole på, når det gælder om at blive klogere på, hvad der ikke er tilfældet.

Thomas Hoffmann-sagen er så skandaløs, at man må håbe på, at de universiteter, der er indblandet, tager affære og rydder op i den helt illegitime aktivisme, der har fået lov til at sejle under bekvemmelighedsflaget ”forskning”.

Ellers må man søge trøst i det forhold, at det jo også er universiteternes opgave at tage fejl. Så længe, de husker den anden del af opgaven: At holde liv i den kritiske, faglige debat. Så alle de dårlige og meningsløse teorier i tidens fylde kan blive klassificeret som det, og intet andet.