Aktiv dødshjælp er en perversion af vores samfund
Det er hovmod at tro, at vi kan tøjle det, der løber løbsk i alle andre lande. Det begynder med dødshjælp til terminale patienter, men udvider sig til personer med alvorlige handicap, børn og mennesker med psykiske smerter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Bestillingsopgaven er udført. Regeringens dødsudvalg har lettet sløret for sine refleksioner over noget så upoetisk som en »dansk model for en mere værdig død«, og alle udvalgets medlemmer på nær ét anbefaler, at uafvendeligt syge skal have mulighed for at dø med udleverede piller. Altså assisteret selvmord.
Udvalgets sammensætning taget i betragtning havde det mildest talt også været overraskende, hvis de i deres visdom var nået frem til et andet resultat. Hvis regeringen skaber lovgivning på baggrund af udvalgets anbefaling, kan man om føje tid som terminal patient bede om at få udskrevet et glas dødbringende piller, som man kan sidde og æde i sin ensomhed foran TV 2 News i båndsløjfe.
Ja, det er rigtig nok en værdig død. I hvert fald ifølge udvalget værdig, fordi man selv har fået lov at bestemme, hvornår døden skal indtræffe.
Inden dette rædsomt brutale forslag forklædt som værdighed, medmenneskelighed og »trøst«, som Kathrine Lilleør ligefrem kalder det, bliver vedtaget, vil jeg appellere til, at alle Folketingets medlemmer kommer op på dupperne og overvejer, hvilket menneskesyn vi vil have – hvilket civilisatorisk tilbageskridt de er medvirkende til og har ansvar for.
Mens hele samfundet gennem de seneste år har diskuteret aktiv dødshjælp, har der været påfaldende radiotavshed fra politikerne – både i og uden for regeringen. Der sidder mange tænksomme folk på Christiansborg på tværs af partier, der burde blive anfægtet af at lade borgerne bestemme over deres egen død ved at legalisere muligheden for at bestille et drab på sig selv.
Vågn nu op, venner! Mange af jer har åndeligt omløb nok i hovedet til at se, at det, der er ved at ske, er en perversion af vores velfærdssamfund. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange klummer jeg har skrevet, hvor mange foredrag jeg har holdt om aktiv dødshjælp, og jeg kan mærke en stor desperation for at råbe jer politikere op, før det er for sent.
Lad mig give jer 10 begrundelser for, at vores danske samfund aldrig nogensinde må alliere sig med døden. Hæng dem op på køleskabet – tænk over det!
1) Vi har ikke aktiv dødshjælp i forvejen. Det er noget vrøvl. Smertelindrende behandling med f.eks. morfin har lindring til formål med behandlingen. Ved aktiv dødshjælp er formålet med behandlingen og succeskriteriet, at patienten dør.
2) Smerter er forbundet til et fysisk ubehag, mens lidelse er af mere åndelige karakter. Vi kan allerede smertedække helt. Det er altså den åndelige lidelse, vi nu vil eliminere med døden ved at slå den lidende ihjel på begæring og med statens velsignelse. Vi fjerner ikke lidelsen, men den lidende.
3) Glidebanen er realitet – det er hovmod at tro, at vi kan tøjle det, der løber løbsk i alle andre lande. Det begynder med dødshjælp til terminale patienter, men udvider sig til personer med alvorlige handicap, børn og mennesker med psykiske smerter – jævnfør dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”. Prebens død var ikke nært forestående, alligevel blev hans tilfælde et indlæg i debatten for aktiv dødshjælp. I et samfund, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, vil mange gamle, handicappede, syge, svagelige, plagede og trætte sjæle føle sig presset til at overveje, om deres liv virkelig er besværet og ulejligheden værd. Den velmenende ret til at vælge døden kan hurtigt blive til pligten ikke at ligge samfundet til last.
4) Lægegerningens væsen og grund er at helbrede patienter og opretholde livet. Hvis en læge udfører aktiv dødshjælp eller udskriver dødbringende medicin, er det at svigte sit eget erhvervs grundlag. Og patienten kan betvivle, om lægen i en behandlingssituation helt ser bort fra aflivning som mulighed.
5) Den, der assisterer selvmord, siger i grunden: ”Det er rigtig og bedst, at du ikke lever længere” – det er den mest grufulde sætning, fordi vedkommende knuser en af samfundets grundlæggende normer, nemlig menneskelivets ukrænkelighed.
6) Ved at indføre statssanktioneret drab på begæring river vi samfundet løs fra dets fortøjninger. Den etiske målestok bliver mennesket selv. Humanismen, menneskeheden bliver vores sidste kritiker og højeste dommer – og syndermennesket vurderer selv menneskelivets værd.
Vi vil være medlidende og barmhjertige, men det paradoksale er, at det samfund, der vil være så humant, bliver så brutalt, fordi det alene er forankret i menneskets egen vilje og dømmekraft – menneskets eget mørke.
7) Individets selvbestemmelsesret og ultimative frihed ophøjes til samfundets højeste etiske princip og sættes over den fælles norm om menneskelivets evige værdi. Men paradokset er, at selvbestemmelsesretten, der er gjort absolut, i samme åndedrag bliver relativeret på grund af det latente pres til at vælge døden.
8) Anskuer man aktiv dødshjælp fra et klinisk, nytteetisk perspektiv, er der mange mennesker, et samfund med økonomisk fordel kunne undvære.
9) Civilisationen skal beskytte borgernes liv – både de levende, de døende og de ufødte – og vi skal leve i tillid til, at staten værner om menneskets ret til liv – og menneskelivets hellighed.
10) Uanset hvordan man vender og drejer det, er aktiv dødshjælp en overskridelse af det femte bud, ”Du må ikke slå ihjel”. At bede nogen om at udføre denne handling er at bede nogen om at begå den største synd.
Kan vi give hinanden bemyndigelse til at afslutte hinandens liv? Nej. For hvem kan give os den bemyndigelse? Ingen. Ikke engang statsministeren eller Kathrine Lilleør.