Hvordan ender krisen i Socialdemokratiet? Kig i historiebøgerne – der ligger måske svaret

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er i øjeblikket uro i det socialdemokratiske bagland oven på det dårlige resultat af EP-valget. Så hvor står Socialdemokratiet nu – og hvad vil der ske i fremtiden?

Her har vi flere forskellige klare historiske erfaringer at trække på.

For det første: Det, der er afgørende for, om en socialdemokratisk partiformand sidder sikkert i sadlen, er, om partiet har statsministerposten. Sådan har det været siden 1992.

Før dette tidspunkt var det normalt sådan, at partiformanden blev siddende, lige så længe vedkommende selv ville. Men fra 1992 (fra og med formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen) har det været sådan, at en socialdemokratisk partiformand har risikeret relativt hurtigt at måtte forlade posten, hvis ikke vedkommende også sad på statsministerposten.

Denne ”vind eller forsvind”-tankegang har ikke blot eksisteret i Danmark siden begyndelsen af 1990’erne, men har sideløbende i tiltagende grad gjort sig gældende også i de øvrige demokratiske stater i Europa.

Set ud fra det perspektiv må man regne med, at Mette Frederiksen indtil videre sidder ganske sikkert i sadlen som både partiformand og statsminister.

Der findes ingen nyere eksempler i Danmarks historie på, at en siddende socialdemokratisk statsminister er blevet væltet ”af sine egne” – så længe Socialdemokratiet blot har haft statsministerposten.

For det andet: Den eneste historiske erfaring, vi har med en regering med deltagelse af de to ”arvefjender” i dansk politik, Socialdemokratiet og Venstre, er SV-regeringen fra 1978 til 1979.

Og hvordan gik det så med den? Den var præget af et dårligt samarbejdsklima og en stor mistillid mellem de deltagende partier, som ikke på samme måde eksisterer mellem partierne i den nuværende SVM-regering. Dette førte sammen med bl.a. store politiske uenigheder og halvsløje meningsmålinger for Socialdemokratiet til, at regeringen brød sammen.

Ved det efterfølgende valg klarede Socialdemokratiet sig relativt godt. Partiet gik tre mandater frem – men da var partiet som sagt også trådt ud af regeringen.

Socialdemokratiet undgik dog ikke helt, at venstrefløjspartierne tog nogle af deres tidligere vælgere, idet SF gik fire mandater frem, og Venstresocialisterne et mandat.

Der er dog i den nuværende situation ikke umiddelbart noget, der tyder på, at Socialdemokratiet (i hvert fald ikke foreløbigt) har planer om at forlade regeringen, da den brede midterregering i den nuværende alvorlige situation med krigen i Ukraine har højeste prioritet.

Det virker, som om de store perspektiver og de store, vigtige beslutninger med kampen mod det russiske diktatur og for Ukraine og for at bevare Danmarks og Europas fremtid som demokratiske stater har statsministerens største bevågenhed frem for snævre parti-taktiske hensyn mv. (i modsætning til hvad nogle af hendes forgængere som ledende socialdemokrater praktiserede i Fodnoteperioden fra 1982 til 1988).

For det tredje: Der bliver i disse dage – forståeligt nok, når man ser på resultatet af EP-valget – blandt mange politiske kommentatorer talt meget om, at Mette Frederiksen formentlig ikke ønsker at udskrive nyvalg på nuværende tidspunkt. Og det kan der jo nok heller ikke være to meninger om.

Men: Hvis man ser på danmarkshistorien, er der jo faktisk også en helt anden mulighed for statsministeren, som flere statsministre har benyttet sig af før hende, og som hun eventuelt kan benytte sig af, hvis hun skulle ønske det. Anker Jørgensen gjorde det i 1982, og Poul Schlüter gjorde det i 1993. Og det er at træde tilbage uden at udskrive nyvalg.

Og så fald ville der blive indkaldt til én eller flere nye kongerunder (som det jo nu må hedde efter tronskiftet den 14. januar i år), og man ville begynde at afsøge mulighederne for dannelsen af en ny regering – som sagt uden et nyvalg. Dette ville kunne føre til dannelsen af en ny, meget mere rød regering, som mange af tillidsfolkene i Socialdemokratiets bagland tilsyneladende ønsker sig det. Enten en S-, en S-SF eller en S-SF-R-regering eller en helt fjerde eller femte konstellation.

Der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt. Men det bliver spændende at følge med, når de nye kapitler af Danmarks historie bliver formet i løbet af de kommende uger og måneder.