Det hjælper ikke at råbe ad techgiganterne fra en ølkasse
Det er ædelt at forsøge at lovgive og begrænse vores brug af elektronisk grej. Men techgiganterne fniser vist nærmest ad det. Skal det batte, må det begynde med os selv. At vi selv begrænser vores forbrug af teknologiske tidrøvere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I et par måneder – ja, siden påske, har husstandens noget ramponerede iPad ligget og samlet støv oven på køkkenskabet. Så tilstrækkelig højt oppe, at ungerne ikke kunne se den. De har set lidt helt gammeldags fjernsyn med en ikke-interaktiv skærm, men hurtigt blevet trætte af det.
IPaden havde de glemt alt om, lige indtil jeg tog den ned fra køkkenskabet for at fjerne et lag gråt støv.
»Miiin iPad!« råber den treårige og rækker hænderne op, og jeg generindrede mig Bent Meier Sørensens skildring af, hvad der sker, når man prøver at tage en skærm fra et lille barn: »Hans jernhårde greb om skærmen vil kræve ens fulde styrke, og man skal samtidig håndtere et hårrejsende udbrud af skummende, hvidt raseri, rettet mod den skinbarlige ondskab, man uden omsvøb får at vide, at man repræsenterer.« Og frit efter Homers ”Iliaden” skriver Sørensen:
»Vreden, Gudinde! besyng som greb et barn med en iPad.« Det er, som om barnet er besat.
Ens søde, milde, krølhårede barn er som forandret, fordi det er, som om »noget andet taler igennem ham«, som Sørensen beskriver den magiske kraft, der strømmer ud af skærmens blålige lys. Når man står i den situation med sit eget rasende englebarn, der strækker hænderne mod den støvede iPad, mod Gud, er man ikke i tvivl om, hvad en skærm gør ved et menneske.
Jeg vil virkelig ønske, at alle de politikere, der fra ølkassen i den allerbedste mening råber over til techgiganterne i Silicon Valley, at vi kræver reguleringer, aldersgrænser og begrænsninger for de sociale medier, satte sig ned og læste professor Bent Meier Sørensens bog ”Skærmens magi” og bagefter læste syndefaldsberetningen.
Så ville de måske begribe, at deres mission om at ville redde mennesket fra techgiganternes garn og forhindre, at børn og unge i evigheder scroller løs på deres smartphone og bliver afhængige af techgiganternes algoritmer, er Davids kamp mod Goliat.
Det har været et af de store emner i EU-parlamentsvalget, og der vil blive lagt pres på EU-Kommissionen for at skærpe lovgivningen, der skal beskytte børn og unge mod vanedannende adfærd på de sociale medier. Og blandt andre Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, er parat til at bruge drastiske metoder og tage det såkaldt endelige opgør med techgiganterne.
Bum bum. Det er store ord at love vælgerne. Også for store, for sandheden er, at det er uhyre begrænset, hvad EU-myren kan gøre imod mastodonten fra Silicon Vally. Og nu skal jeg forklare hvorfor. For det første er techgiganterne bedøvende ligeglade – de ser verden gennem de dollartegn, der står i deres øjne. Milliarderne tager hele deres synsfelt.
Når det så er sagt, er jeg absolut tilhænger af, at man forsøger at lave en aldersgrænse på 15 år for brugen af de sociale medier, så man skal dokumentere sin alder – uden at aflevere sin identitet. Her tilslutter jeg mig helt Henrik Dahl og Liberal Alliances synspunkt, nemlig at vi skal følge Digital Services Act – altså de forordninger om digitale tjenester, der allerede er vedtaget.
Det er fint. Når vi nu engang har EU, kan vi lige så godt tage imod det fornuftige, der kommer derfra. Men for det andet er politikerne i al deres iver efter at frelse mennesket fra techgiganterne nødt til at forstå, at der er så store sjælelige og psykologiske kræfter på spil, som EU ikke kan gøre en pind ved. Og jeg tror ikke, der kan gøres mere, end der allerede er gjort – resten er op til det enkelte menneske og de enkelte forældre.
Vi hører hele tiden, at techgiganterne manipulerer os. Ja, det gør de; der bor simpelthen en djævelsk kraft i de digitale medier og alle de underlæggende algoritmer – en betagelse og en besættelse, der trækker al koncentration, nærvær og ånd af os.
De stjæler vores tid, vores nærvær og evne til at indgå i samtale og sammenhæng med andre mennesker. Og det er meningen. Vi skal blive hængende der, alene indkroget i os selv, som Luther vil have sagt – omgivet af ansigtsløse følgere og venner. Og det eneste, vi virkelig kan gøre, er at mobilisere en indre styrke til at modstå fristelserne til at opholde sig på skærmen.
Den styrke, den modstandskraft, skal styrkes. Politikerne, der gerne vil hjælpe os ud af skærmafhængigheden, kunne jo begynde med sig selv. Det er et umådelig dårligt signal, at vi ikke kan se en eneste transmission fra folketingssalen, uden at de folkevalgte sidder med snuden og sjælen dybt begravet i deres iPhone – uanset om der bliver debatteret affaldssortering, bådflygtninge eller aftenlandets undergang – så er der simpelthen noget andet, der er vigtigere.
Hvis de så sad med en papiravis eller en bog, så vidste vi i det mindste, hvem de var i selskab med. Sidder de og ser kattevideoer på Facebook, tæller de følgere på Instagram, Tiktok og LinkedIn, læser de restaurantanmeldelser eller bestiller biografbilletter? I det øjeblik, de trækker betalingskortet frem, ved vi i hvert fald, at de ikke læser New York Times, men måske køber underbukser på Zalando.
Ligesom mine konfirmander skulle aflevere deres telefoner i en stor hatteæske, når undervisningen begyndte, burde politikerne også få konfiskeret deres telefoner ved indgangen til folketingssalen. Og sådan en hatteæske skulle vi alle sammen have – for vi drages, fascineres og tryllebindes af skærmen, der masserer syndens urkræfter i os. Læg skidtet væk, forsag det en lille smule, og løft blikket, særligt når børnene er i nærheden. Det virker bedre end begrænsninger.