Vesten kommer aldrig til at forstå Putin. Og omvendt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det hele begyndte med en hund. Da præsident Putin og Tysklands kansler Angela Merkel mødtes i 2007, lod Putin sin store, sorte labrador lunte rundt i lokalet, vel vidende at Merkel nærede en dyb angst for hunde, da hun var blevet bidt som barn.

Hvorfor? Det handlede ikke bare om Merkel eller om Europas stærkeste magt, Tyskland, men om at markere nye tider over for Vesten. Putin havde fået nok af Nato-udvidelser mod øst, syv østeuropæiske lande var optaget i 2004, og man var træt af vestlig indblanding i russiske anliggender, jævnfør støtten til Orange-revolutionen i Ukraine samme år.

Putins budskab blev slebet til i hans tale til sikkerhedskonferencen i München 2007, hvor han buldrede mod Vesten, Nato og USA’s dominans. Siden da er det gået hurtigt ned ad løjpen for forholdet mellem øst og vest. Ruslands angreb på Nato-kandidatlandet Georgien i 2008, professionelle snigmord på dissidenter, kapringen af Krim 2014, Putins massive støtte til den syriske diktator Assad og aktuelt den fuldtonede invasion i Ukraine.

Putin er ikke bleg for at lægge sig ud med det samlede Vesten. Det forekommer irrationelt, men han har sin trumf, verdens næststørste økonomi, Kina. Putin og præsident Xi Jinping kendte hinanden, længe før Xi kom til magten i 2012, og båndene mellem dem er kun styrket siden.

»Vi to vil skabe forandringer, som verden ikke har set i 100 år,« sagde Xi til Putin efter deres møde i Moskva sidste år. Det er i sandhed en magtfuld allieret, som Rusland har fundet, og i sandhed et historisk lavpunkt, at Kina allierer sig med Rusland.

Vesten versus det russisk-kinesiske makkerpar, dér er vi havnet. Men med kineserne som handelskæmpen, der oversvømmer Europa med elbiler, som vi ikke tør udfordre, hverken økonomisk eller militært, som vokser sig stadig større med gevaldige investeringer i det globale syd. Hvad med Rusland? Vokser det sig også større? Næppe. I stedet slider landet sig op i en endeløs krig med Ukraine, måske engang med Nato-stater.

Den russiske forbindelse er til Kinas fordel, og på det lange stræk kan samarbejdet blive skæbnesvangert for Putins regime.

Under Den Kolde Krig var Kina ikke en faktor, slaget stod alene mellem USA og Sovjet. Nu er den kolde krig tilbage, men med mægtige Kina som allieret med russerne. Har det gjort Putin overmodig? Det kan udmærket tænkes.

Verdens største land, med den traumatiske fortid, vil respekteres og anerkendes på linje med alle andre stormagter. Det er aldrig sket, ifølge Putin, nu må Vesten bide i støvet for at forstå det.

Men det kommer Vesten aldrig til at forstå. Tværtimod gives der grønt lys til at angribe mål på russisk territorium. USA har droppet sine røde linjer og givet tilladelse til, at amerikanske våben må sætte artilleri og ammunitionslagre ud af spil på den anden side af den russiske grænse.

Det vil ikke afgøre krigen, men det vil svække Putins bombardementer af ukrainske civile. Samtidig skal han forklare, hvorfor krigen pludselig er kommet til Rusland, specialoperationen, den raske befrielse af ukrainske provinser. Han vil udlægge det som et aggressivt Vesten, der angriber moderlandet, men hvor længe falder hans eliter for den?

Putin greb magten i Rusland, konfronterede Vesten, bekrigede Ukraine og hægtede sig på den kinesiske tiger. Buddet herfra er, at det hele vil glide mellem fingrene på ham igen. Imperiebygger eller simpel gangster, det er ikke til at sige, men ingen magthaver overlever en evig krig, ingen diktator, og hvis krigen i Ukraine engang bringes til ophør, så vil man spørge – hvad skulle det til for?