Som donorland i superligaen er det vanskeligt at komme uden om, at Danmark potentielt placerer en vis legemsdel i klaskehøjde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er ikke noget værre end at skulle indrømme, hvis vores nordiske broderlande er bedre end os til et eller andet – hvad enten det handler om fodbold, Melodi Grand Prix eller almen livsglæde.

Set i det perspektiv er den nye rapport ”Building resilience to hybrid threats: Best practices in the Nordics” udgivet af The European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats i Helsinki deprimerende læsning for en dansker med hjertet bankende for samfundssikkerhed.

Selv om forfatterne anlægger en positiv tilgang, hvor formålet er at identificere og dele gode eksempler mellem de nordiske lande, udstilles Danmark både på og mellem linjerne som det halte øg, der bare kom lidt langsommere ud af startboksen end de andre heste i Norden, og som endnu ikke rigtigt har fået skiftet fra trav til galop.

Hybrid CoE blev etableret i 2017 af ni lande, som sammen med Nato og EU så et behov for at samle ekspertisen inden for beskyttelse mod såkaldte hybride (sammensatte) trusler. Disse omfatter hele paletten af virkemidler fra traditionelle militære angreb til spionage, sabotage mod kritisk infrastruktur, påvirkningsoperationer i form af spredning af mis- og desinformation samt diverse økonomiske og politiske instrumenter, som en statslig aktør kan anvende for at destabilisere en modparts samfund.

Seneste tilføjelse til det hybride katalog er ”instrumentaliseret migration”, som dækker over bevidst anvendelse af flygtningestrømme til at udfordre sammenhængskraften i andre lande. Belarus stressede EU-grænsen i 2021, og senest har Rusland anvendt migrationsvåbnet mod både Norge og Finland.

Siden 2018 har også Danmark været medlem af Hybrid CoE, som udgiver rapporter, afholder seminarer og konferencer og gennemfører dilemmaøvelser – alt sammen for at styrke medlemslandenes individuelle og kollektive evne til at forstå, forberede sig på og forsvare sig mod hybride angreb. I den seneste rapport er det altså de nordiske landes resiliens (modstandsdygtighed), som analyseres, og det ser desværre ikke godt ud for Danmarks vedkommende.

I modsætning til Norge, Sverige og Finland benytter vi os ifølge forfatterne ikke af et totalforsvarskoncept i den samlede forsvarstænkning, og Forsvarsministeriets koordinerende rolle mellem den militære komponent og det civile beredskab er indrettet på civilbeskyttelse og beredskabsplanlægning i fredstid frem for egentlig krigsforberedelse, som det hedder i afsnittet om danske forhold.

Samtidig understreges det, at Danmark er en »frontlinjestat i forhold til hybridtrusler«, fordi vi er et gennemdigitaliseret samfund med høj teknologiafhængighed, som i øvrigt er gennemsyret af tilstedeværelse på sociale medier – og det kan jo som bekendt være svært ikke at blive fanget ind af Instagram.

Som donorland i superligaen til Ukraine er det vanskeligt at komme uden om, at Danmark potentielt placerer en vis legemsdel i klaskehøjde, men desværre er der ikke mange danske ”best practices” at lade sig inspirere af i rapporten.

Vi har siden 2018 haft en ”tværministeriel taskforce” til at bekæmpe påvirkningsoperationer, hvilket bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der har sat sine ben i centraladministrationen, og i 2023 udgav Styrelsen for Forsyningssikkerhed en dansk forsyningssikkerhedsstrategi, som dybest set er et katalog over gode intentioner og gratis rådgivningsydelser fra en myndighed uden mandat til at pålægge andre myndigheder noget som helst.

Vi vil ifølge regeringens visioner have et robust og resilient samfund, men der mangler en overordnet og bindende strategi på området, ligesom den fragmenterede lovgivning burde samles i en sikkerhedslov, sådan at ansvar, hjemmel og mandat på samfundssikkerhedsområdet bliver tydeliggjort.

Der er sket fremskridt inden for bl.a. lovgivning om investeringsscreening i de senere år, men der er stadig plads til forbedring herhjemme – ikke mindst hvad ansvaret for overvågning og beskyttelse af maritim kritisk infrastruktur angår.

Desværre mangler Danmark en »central enhed med ansvar for at koordinere tiltag til imødegåelse af både hybride trusler og bredere samfundstrusler«, fremgår det af rapporten. Dette fravær af en overbygning på samfundssektorerne blev også bemærket af Nato i en vurdering af Danmarks efterlevelse af alliancens styrkemål og forventninger til det civile beredskab i 2020.

Til sammenligning fremhæver Hybrid CoE-rapporten Islands oprettelse af et Nationalt Sikkerhedsråd i 2016, det norske revitaliserede totalforsvarskoncept med integration af det militære og civile forsvar, svenskernes stærke fokus på ”whole of society”-tilgang med inddragelse af både privat sektor, civilsamfund og borgerne i samfundssikkerhed og naturligvis Finland, hvor Den Kolde Krig som bekendt aldrig rigtige sluttede.

Spørgsmålet er, om den nordiske forsvarsorganisation Nordefco kan bruges til noget fornuftigt i denne sammenhæng. Nu, hvor både Finland og Sverige er blevet medlemmer af Nato, taler man om en ”nordisk flanke” i alliancen, og derfor giver det i hvert fald på papiret god mening med et stærkere samarbejde i Norden på forsvars- og sikkerhedsområdet.

Nordefco, som blev stiftet i 2009, har hidtil ikke leveret på ret meget ud over et fælles uniformssystem, som alligevel kom til at se forskelligt ud i de enkelte nordiske lande pga. store forskelle i terræn og geografi.

Med Ukrainekrigen vejrede Nordefco imidlertid morgenluft, og den 30. april i år – under dansk formandskab – skrev medlemslandene så under på Vision 2030, der skal styrke Nordens evne til at indgå i fælles militære operationer samt videreudvikle det logistiske samarbejde og fælles indkøb.

Derudover lægger Vision 2030 op til, at modstandskraften i de samfundskritiske sektorer på tværs af de nordiske samfund skal styrkes som et led i at opbygge landenes totalforsvar. Totalforsvar lugter som begreb af kold krig, men henviser i den moderne brug til landenes evne til at modstå trusler og opretholde vitale samfundsfunktioner og beskytte borgerne i tilfælde af kriser, katastrofer og krig.

Et mere tidssvarende ord herfor er samfundssikkerhed, som netop betegner vores samfunds evne til fortsat at kunne fungere i ekstraordinære situationer – også dem, der måtte skyldes fremmede magters angreb på Norden med hybride virkemidler.