De hilser, går rundt, debatterer og snakker. Og hvad så?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I de dage, hvor Folkemødet slår teltene op, er det nordlige Bornholm Danmarks politiske centrum. Og sandt er det da også, at procentdelen af beslutningstagere, der debatterer, hilser, går rundt, spiser og snakker, er så høj som værdierne på en geigertæller i nærheden af Tjernobyl.

Det er flere måneder siden, at meningsdannere med hang til moderatorjob bød sig til på de sociale medier, og endnu længere siden, at passende overnatning blev booket, så dagene på Bornholm ikke skal gå med endeløse ophold i en bus, der er fanget i trafikkaos på vej fra den anden ende af klippeøen.

Kritikerne siger, at det er en lukket fest. At Folkemødet i Allinge er en sommerfest for parlamentarikere, organisations-Danmark og mediearbejdere.

Og sandt nok – kendte ansigter er der mange af. Men som på enhver anden festival ligger der indbygget en social værdi i at mødes. Og her sker det på neutral grund. Langt væk hjemmefra – på Bornholm, hvor mange danskere i forvejen har gulnede minder fra et lejrskoleophold for mange, mange år siden.

Bertel Haarder så derfor helt rigtigt, da han for 14 år siden – efter at have været en tur til Almedalsveckan på Gotland – kom hjem med idéen til en dansk pendant til den svenske sommerlejr for politikere.

Gotland ligger som Bornholm så tilpas langt fra magtens normale centrum, at alle deltagere er stillet mere eller mindre lige. I 2011 så det første folkemøde dagens lys i Allinge, og begivenheden er kun vokset år for år – og er for længst en umistelig del af det politiske årshjul.

I en tid, hvor frygten for krig vokser blandt beslutningstagere og befolkning, er det en særlig skat at kunne arrangere fire dages møder, hvor demokratiet er rammen, og hvor magtens topfigurer kan gå – nogenlunde – frit rundt i gaderne blandt nysgerrige og engagerede borgere.

Folkemødet er demokrati i fri dressur, og det er en værdi, der er grund til at værne om. Ikke mindst, når sammenligningen falder på andre europæiske lande, hvor frygt og polarisering fylder mere og mere og sætter sit præg på, hvor tæt den almindelige vælger kan komme på dem, der træffer beslutningerne.

At Folkemødet på Bornholm var en god idé, har også manifesteret sig ved, at formatet har knopskudt til lignende arrangementer, blandt andet Kulturmødet på Mors.

De er alle med til at understrege den fornuftsbaserede og sunde demokratiske tradition, Danmark har haft som varemærke lige så længe, folkestyret har eksisteret.

I en tid, hvor mere eller mindre uartikulerede udsagn på sociale medier udgør en voksende del af debatten – og i virkeligheden truer med at transformere en debatkultur til en råbekultur – er det nødvendigt at have et folkemøde som det i Allinge og andre steder. Hvor man holder på formerne og respekterer modparten for de synspunkter, vedkommende har og har lov til at have. Og hvor man går i kødet på og med argumenter i stedet for personen.

Kald det bare et cirkus, Folkemødet. Men husk på, at netop i cirkus holdes der stram justits med numrene. Et cirkus er hårdt arbejde, udført af professionelle – og ikke en klovnefabrik.

Sådan er Folkemødets dna også. Det er et forum for mennesker med meninger. Meninger, som de gerne vil dele og diskutere med andre.

Folkemødet er for længst blevet en institution. Og med tiden uundværlig i sin særegne blanding af sommerudflugt, fest og ramme alvor. Folkemødet er på sin vis afslutningen på et arbejdsår for politikere, men samtidig også et forsigtigt kig ind i kalenderen for fremtiden.

Henrik Højgaard Sejerkilde er Jyllands-Postens kronik- og debatredaktør.