Hvis dansk politik skal bestå, skal politikerne tale sammen på nye måder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig så jeg et afsnit af Jonatan Spangs glimrende satireprogram, ”Tæt på sandheden”. Der var et indslag i programmet, som både mindede mig om, hvor præcis dets politiske kritik er, men som også gjorde mig dybt bekymret for, hvad der egentlig foregår på Christiansborg. Indslaget var et interview med Mette Frederiksen, hvor hun bliver spurgt, hvad hun synes om, at tre kvinder, som alle har haft job i nogle af de brancher, hvor vi mangler arbejdskraft, er blevet smidt ud af landet på grund af ligegyldige teknikaliteter.

Journalisten spørger Mette Frederiksen, om det ikke er tåbeligt, når nu de tre kvinder rent faktisk bestred nogle af de job, vi mangler hænder til. Statsministeren starter med ikke at svare på spørgsmålet, men begynder at tale om sammenhængen mellem udlændinge og eksplosioner. Til det siger journalisten fornuftigt nok til statsministeren, at det jo intet har med de tre konkrete kvinder at gøre, hvortil statsministeren svarer, at det kan man ikke udelukke. Hun siger ligefrem »pas nu på« til journalisten, da denne tillader sig at antage, at der ingen sammenhæng er mellem eksplosioner i gaderne og de tre konkrete kvinder, der er blevet smidt ud af landet.

Det er alligevel vildt. Jeg måtte se klippet flere gange for at forsøge at forstå, hvad i alverden der foregår inde i hovedet på vores statsminister, når hun finder på at svare på en sådan måde. For det, hun rent faktisk gør, er at mistænke de tre kvinder for en eller anden form for kriminalitet.

Min umiddelbare reaktion var at tænke: ”Hvad fanden bilder hun sig ind?” Men måske er det mere relevant at spørge, hvorfor hun mon vælger at svare, som hun gør? Hvorfor angriber hun journalisten og leverer et så usympatisk svar?

Jeg tror, svaret er, at vi er kommet et sted hen, hvor mange politikere – og i hvert fald vores statsminister – ikke længere lytter nysgerrigt til det, de bliver spurgt om. I stedet har de alle parader oppe, når journalister eller politiske modstandere stiller kritiske spørgsmål. Det, der kommer retur, er enten et forsvar eller et modangreb.

Det er inden for de seneste årtier blevet den politiske samtales grundform, at man svarer med et forsvar eller modangreb i stedet for at lytte nysgerrigt til spørgsmålene, tænke sig om og svare oprigtigt og ærligt. Når vi samtidig kigger ud i verden og ser, hvor komplekse de problemer er, som vi som nation og verdenssamfund står over for at skulle løse, så bliver man så opgivende, når politikere vælger at gå til den politiske samtale uden at være oprigtig nysgerrige på den andens spørgsmål og uden at være oprigtigt interesserede i at forsøge at finde fælles løsninger.

Hvis vi skal gøre os noget som helst håb om at løse vores store samfundskriser, bliver politikerne nødt til at begynde at tale sammen med hinanden – og med omverden – ud fra et ideal om, at alle har en ambition om at skabe løsninger i fællesskab, og at alles ambitioner er lige legitime. Det kræver, at man er ydmyg og indstillet på, at selv om man synes, at ens egen position er den ”rigtige”, så må man af og til bøje sig imod de andre, for at løsningerne kan nås i fællesskab.

En sådan ydmyghed skal man lede længe efter i dansk politik for tiden. I stedet er der i overmål af bedrevidenhed, arrogance og kampparathed. Det slår den egentlige politiske samtale ihjel, og det skaber en stigende afstand mellem politikere og befolkning. For vi almindeligt dødelig kan slet ikke genkende os selv i den måde at tale til og med hinanden på.