Den nye valuta er arbejdskraft – men tabu om det effektive instrument herimod
En revaluering er det mest effektive instrument til at lempe manglen på arbejdskraft – også på det offentlige serviceområde. Men en revaluering er åbenbart et tabuemne, selv om vores overskud på betalingsbalancen er langt større, end EU tillader.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Statsministeren har korrekt fastslået, at den nye valuta er arbejdskraft, da de offentlige finanser er mere end holdbare. I samklang hermed har KL netop offentliggjort en undersøgelse i sit analysemagasin Momentum af, hvordan befolkningen stiller sig til, at manglen på arbejdskraft på velfærdsområdet – ikke mindst på ældreområdet – modvirkes af seks forskellige tiltag.
Andelen, der bakker op om de seks forslag – målt ved summen af en meget positiv eller positiv tilslutning – er: udenlandsk arbejdskraft 48 pct., længere tid på arbejdsmarkedet 41 pct., flere velfærdsteknologiske løsninger 38 pct., flere frivillige hjælpere 35 pct., større bidrag fra pårørende 20 pct. og større tilkøb af velfærdsydelser 20 pct.
Udover at konstatere, at der er bred opbakning til, at problemet løses, er der tre hovedproblemer knyttet til denne spørgeskemaanalyse. For det første angives det ikke, hvor meget de enkelte forslag kan bidrage med. Og for det tredje anføres det heller ikke, hvor hurtigt disse bidrag virker. Min vurdering er, at det både er helt utilstrækkeligt og i hvert fald for langsomt.
Min tredje – og væsentligste – anke er, at det mest nærliggende og effektive forslag ikke nævnes (måske i samklang med, at KL ikke tør udfordre regeringen): nemlig en revaluering.
Vi har nu i flere år – målt med EU’s indikator for betalingsbalanceoverskud – haft et uholdbart stort overskud på i gennemsnit over 6 pct. af bnp i en treårig periode. Det har været tilfældet siden 2012. Og i 2022 var overskuddet 380 mia. kr. – altså over 1 mia. kr. om dagen, inkl. søn- og helligdage! – svarende til 13,5 pct. af bnp.
Og i henhold til den seneste vismandsrapport vil der også være et overskud på over 1 mia. kr. om dagen i 2023, 2024 og 2025. Vi har altså et dobbelt så stort overskud på betalingsbalancen, som vi må have i henhold til EU’s regler for makroøkonomisk ubalance.
Reducerer vi dette uholdbare store betalingsbalanceoverskud ved en revaluering med 100 mia. kr. fra reduceret eksport og øget import, vil dette frigive næsten 50.000 – og det vil ske i løbet af et-to år. Og det er langt mere og især hurtigere, end de ovenfor nævnte seks forslag vil bidrage med. Og en reduktion af betalingsbalanceoverskuddet med 100 mia. kr. er vel at mærke slet ikke nok til at bringe overskuddet ned på højest 6 pct. af bnp.
Det er efter min opfattelse ikke muligt i den nuværende situation at komme med et mere velegnet økonomisk tiltag til lempelsen af manglen på arbejdskraft end en revaluering. Kun politisk modvilje og politiske tabuforestillinger kan opstilles som undvigelsestiltag til at forholde sig hertil.
Ovenstående er også årsagen til, at jeg meget kritisk over for KL’s spørgeskemaundersøgelse og kommentarerne hertil, idet der ikke gøres opmærksom på, at befolkningen ikke præsenteres for det mest potente middel til modvirkningen af manglen på arbejdskraft på velfærdsområdet. Der præsenteres nemlig først og fremmest ret så ineffektive og utilstrækkelige forslag. Og det er helt utroligt, at en såkaldt fri presse ikke udfordrer dette.