Nej, jeg vil ikke redde verden. Ikke engang landsholdet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tvunget af omstændighederne søger jeg nyt job. I den forbindelse har jeg opdateret min profil på det sociale medie LinkedIn, hvor det tikker ind med gyldne muligheder inden for vidt forskellige brancher, virksomheder og organisationer. Det ser alt sammen lovende ud, og man kan næsten høre månedslønnen tikke ind, mens man klikker frem og tilbage mellem excellence, sustainability og growth journey.

Af en eller anden grund foregår det hele på engelsk, selv i danske kommuner, og det er svært at holde masken. Hvad der samtidig holder mig en anelse tilbage, er, at opslagene næsten hver og én søger en medarbejder, der drømmer om at forandre verden.

Indrømmet, der er da plads til politiske forbedringer, ikke mindst i Europa, som synes at være under tiltagende pres udefra og indefra. Galninge er der nok af. Hyklere, svindlere og kriminelle indvandrere ligeså.

Siden Sovjetunionens opløsning for 30 år siden har vores politiske eliter gjort stort set alting galt og ført de europæiske folkeslag ud i krise på krise takket være en naiv udenrigs- og energipolitik og samtidig være idiotisk nok til at lukke en indre fjende ind og troet, at hele verden kunne blive lige så liberal som Cepos.

Som Henrik Dahl så rammende har formuleret det, skal man leve i verden for at forstå, hvor absurd den indimellem er. Alt for megen intelligens investeres i dumhed, når behovet for illusioner er stærkt nok.

Eliternes dømmekraft kan bestemt forbedres. De må gradvist udskiftes, så de kommer i kontakt med de manges behov og ønsker. Men ligefrem at gå på arbejde for at redde klimaet, gennemføre den grønne omstilling på rekordtid, mens milliarder af kinesere, indere, indonesere, brasilianere og mange flere trækker i den anden retning, forekommer mig forløjet.

Når det kommer til betalt arbejde, er jeg så gammeldags indrettet, at jeg foretrækker at gøre mit arbejde ordentligt, ligesom jeg hælder mod den antagelse, at min daglige dont skal have intrinsisk værdi. Værdien er ikke instrumentel, dvs. den ligger i gerningen, ikke udenfor som en lysende stjerne i det fjerne. Værdien består i selve håndværket; i at få jobbet gjort, ordentligt og til tiden. Det er mening nok for mig. Jeg har trods alt et liv ved siden af mit arbejde.

Det er med andre ord ikke de store, fine ord, der driver værket. Det er summen af ens flid, koncentration og samarbejde med andre, der gør forskellen. Jeg vil ikke gøre en forskel, hvis man med forskel blot mener at løbe i halen på de fleste. Hvorfor følge med tiden, når tiden er dokumenteret åndssvag?

Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på Kasper Hjulmand, træneren for det danske fodboldlandshold, senest set tirsdag aften på et stadion i lilleputnationen San Marino, 20 km sydvest for Rimini på den italienske Adriaterhavskyst. Han så ærligt talt lidt slidt ud, og jeg fik næsten ondt af ham, som har stod der på sidelinjen i sin krøllede dunjakke.

Hvilken forandring. For få år siden var Kasper Hjulmand ikke alene en landstræner med succes, men tillige en omvandrende ledelsesguru, ombejlet af erhvervslivets dumsmarte organisationer. Jakkesættene klappede i takt, overrakte ham en ærefuld pris og en pose penge, før de skålede i langstilkede glas.

Og sikke han kunne tale. Alt, hvad der kom ud af hans mund, lød så rigtigt, progressivt og moderne. Værdibaseret ledelse og forgyldte kernebegreber hele vejen til Fanø, ned mod Tyske Bugt og videre ud i Nordsøen. I dag er der knap nok nogen på det danske landshold, der kan tackle, endsige få bolden i kassen. Til gengæld er landstræneren så meget venner med alle, at han ikke nænner at sætte nogen af holdet.

Vi springer til folkeskolen, som lider af præcis samme syge, en hulens masse læringsmål, udtænkt af aktivister fra RUC og djøf’ere uden respekt for håndværket. En lang remse af selvhøjtidelige erklæringer og babelstårne, men ingen konkrete kundskaber. Elever vokser op og tror, de skal redde verden; tal lige om at bære på et kors. Til gengæld kan de ikke syvtabellen og aner ikke, hvor Peru eller Tanzania ligger, for slet ikke at tale om Vendsyssel.

På den baggrund er det ikke sært, at vores folkeskolebørn blive kulrede i mødet med deres ideologiske lærere og forældre. Børnene fornemmer, at der er noget, som ikke stemmer. De voksne skulle jo være de voksne. I stedet har de bygget en klovneverden, hvor dyrkelsen af nuet går hånd i hånd med en utøjlet fremtidsbegejstring. Begge dele må undgås af hensyn til folkesundheden samt for mit eget vedkommende i mit næste job. Seriøse forslag modtages gerne.