Jeg er så træt af at blive irettesat af bedrevidende Mette Frederiksen og Lars Løkke. Jeg slukker simpelthen for dem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu er det snart tre måneder siden, Jakob Ellemann-Jensen kom tilbage fra sin sygeorlov. Og lidet har man hørt fra ham eller set til ham. Til gengæld fylder partilederne fra de to øvrige regeringspartier – Lars Løkke og Mette Frederiksen – rigeligt i det politiske billede.

Det blev lysende illustreret, da der var åbningsdebat i Folketinget, hvor de to talte så højlydt sammen under Martin Lidegaards ordførertale, at sidstnævnte blev så irriteret, at han måtte bede dem dæmpe sig. Det er nok ikke tilfældigt, at det netop var Lidegaards tale, de to tilsyneladende mente, de ikke behøvede at lytte til.

Jakob Ellemann var ikke en del af den samtale. Ligesom han ikke toner frem på skærmen i nær samme grad som Frederiksen og Løkke. Når han gør, er det heller ikke med samme kontante stil, hvor kritik aldrig tages til efterretning, men altid affejes med enten arrogance eller vrede, og hvor tonen altid er bedrevidende.

To helt konkrete eksempler er dels Mette Frederiksens svar til den journalist, der for nylig spurgte hende, om ikke også hun burde udtrykke sympati for de palæstinensiske ofre.

Hun svarede med et vredt angreb på journalisten for at stille et bekymrende og historieløst spørgsmål.

Her kunne vi med rette spørge, hvem det egentlig er, der er historieløs, men det bliver til en anden gang.

Det andet eksempel er et interview med Lars Løkke om hans rolle i vindmølleudbuddet, hvor han mistænkes for at give en særlig investeringsfond, CIP, en forlomme ved at arbejde aktivt for at forlænge den såkaldte ”åben dør-ordning”, som ville give CIP en mulighed for at få tildelt havareal til opstilling af vindmøller uden betaling. Åben dør-ordningen er af embedsværket selv blevet betegnet som potentielt ulovlig, fordi den kan betragtes som ulovlig statsstøtte.

Da Løkke af netmediet Zetland blev foreholdt sin rolle i forsvaret for ordningen, svarede han arrigt, at han var »fucking ligeglad« med, hvem der fik glæde af ordningen, og at han bare vil have gang i den grønne omstilling. Det kan jo i princippet være rigtig nok, men hans aggressive måde at svare på faldt i hvert fald mig for brystet.

Og så er der Jakob Ellemann, som slet ikke gør væsen af sig på den måde. Og som slet ikke gør særlig meget væsen af sig i det hele taget. Det kan have sin forklaring i, at han i forlængelse af sin lange stresssygemelding aktivt har besluttet, at han vil være politiker på en anden måde – hvor der er plads til nok søvn, daglig træning og tid med familien.

Det er beundringsværdigt, at en politiker på så højt niveau tør melde noget så sårbart ud, fordi vi alle ved, hvordan det bliver taget ned af mange. Og det har heller ikke slået fejl: Flere kommentatorer har allerede dømt Jakob Ellemann ude af dansk politik eller i hvert fald som partileder for Venstre.

Jeg ville ønske, at flere toppolitikere turde være som Jakob Ellemann, og færre som Løkke og Frederiksen. Jeg er træt af at lytte til vores statsministers og udenrigsministers irettesættende og bedrevidende affejning af enhver form for kritik. Jeg slukker for radioen eller fjernsynet, når jeg hører deres stemmer.

Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg vil langt hellere have flere politikere, der som Jakob Ellemann tør udvise sårbarhed og usikkerhed. Som åbent tør fortælle, hvordan det har været at være så syg af stress, at han ikke engang kunne gå tur med hunden. Som ikke bider af journalister eller moraliserer fra talerstolen.

Hvis den danske regering var et togsæt, ville det bestå af to togvogne fra Shinkansen; hurtige og med form som projektiler – og så en enkelt togvogn fra DSB; i moderat fart for det meste, men ikke sjældent med nedsat fart over visse strækninger.

Når vi ser på ungdommen i dag, så tror jeg få spejler sig i politikere som Løkke og Frederiksen, der tilsyneladende er usårlige i deres bulletproof jakkesæt.

Til gengæld spejler de unge sig i politikere som Alex Vanopslagh, Jakob Mark og nu senest Jakob Ellemann, som åbent tør fortælle om sårbarhed, kriser, angstanfald og tårer.

Det er den slags politikere, som skal skabe fremtiden sammen med vores unge generation. Lars Løkke og Mette Frederiksen, til gengæld, kommer til at køre langt ud over afgrunden i deres Shinkanser, fordi det er alt for sent at træde på bremsen, når først man har sat afsted i den fart.