Balladen om Ragnarok-republikanerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vittighederne har stået i kø og nærmest skrevet sig selv, siden Kevin McCarthy blev smidt på porten som formand for Repræsentanternes Hus tidligere på måneden. Med rette, for det var immervæk første gang i amerikansk historie, at en Speaker of the House fik sparket. Personligt er jeg stor fan af sammenligningen mellem Kevin McCarthy og Kevin McCallister fra ”Alene Hjemme”-filmene: One of these two Kevins successfully defended their house.

Republikanerne i Repræsentanternes Hus har siden været splittet i spørgsmålet, hvem der skal blive Kevin McCarthys efterfølger. Selv Donald Trump havde for en stund tilbudt sig som en overgangsløsning, hvortil partifællerne i Huset gik i Nik & Jay-modus og svarede ”pænt nej tak”. At republikanerne fortsat har svært ved at samle sig bag en person og heller ikke lader til at være i stand til at finde en kompromiskandidat, underbygges af det tætte, interne afstemningsresultat mellem Steve Scalise og Jim Jordan (113-99). I skrivende stund er der derfor lang vej igen, før Steve Scalise kan tælle til 217, som er det nødvendige antal stemmer, der skal opnås ved afstemningen i Repræsentanternes Hus for at blive ny formand.

De republikanske vælgere er også splittede, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet var en god idé at skille sig af med Kevin McCarthy. I en meningsmåling fra The Associated Press og NORC Center for Public Affairs Research svarede 25 pct. af de republikanske respondenter, at de bifaldt beslutningen, mens 30 pct. udtrykte utilfredshed. 43 pct. var derudover græskkatolsk i spørgsmålet. Det sidste er på sin vis ganske passende, da udtrykket græskkatolsk jo også kan hentyde til to forskellige kirkesamfund i form af de ortodokse kirker – som ikke anerkender Steve Scalises, undskyld, pavens, overhøjhed – og de unerede kirker, som godt nok anerkender paven, men i øvrigt agerer meget uafhængigt af den republikanske, nå nej, romerskkatolske konfession.

Men ligesom der skal vælges en ny pave på et tidspunkt, kommer republikanerne ikke udenom, at der på et tidspunkt må komme hvid røg op fra kongresbygningen. Man kan håbe, at det går hurtigere for sig end tilbage i 1856, hvor det tog næsten to måneder og 133 afstemninger, før Nathaniel Banks havde det nødvendige flertal.

Det kommer sandsynligvis igen til at være den lille, men meget magtfulde gruppe af Ragnarok-republikanere i Repræsentanternes Hus, der også førte an i den historiske afsked med Kevin McCarthy, der bliver tungen på vægtskålen. Da republikanerne i alt har 221 pladser i Huset, er Scalise afhængig af næsten samtlige partifæller, medmindre demokraterne mod forventning skulle vise sig at være i gavehumør. Siri, vis mig et eksempel, hvor Weight Watchers kommer til sin fulde ret.

Selvom det umiddelbart godt kunne ligne, at Steve Scalise har vundet en pyrrhussejr, så er han nu det bedste bud på en ny formand for Repræsentanternes Hus – også selvom der ikke er mangel på gode undskyldninger for, hvorfor man som partifælle ikke vil kaste sin støtte bag Scalise. Det republikanske kongresmedlem Marjorie Taylor Greene – som støtter Scalises modstander Jim Jordan – sagde for eksempel, at Scalise burde fokusere på sin kræftbehandling – han fik konstateret en form for blodkræft tidligere i år – og tilføjede i et interview med CNN: »Jeg kan lide ham så meget, at jeg gerne vil have, at han fokuserer fuldt ud på det.« Siri, vis mig et eksempel på et judaskys af første klasse. Som tysker blev jeg i øvrigt i den sammenhæng mindet om et andet berømt judaskys fra den franske forfatter og nobelprismodtager Francois Mauriac, der under Den Kolde Krig sagde: »Jeg elsker Tyskland så meget, at jeg foretrækker to af dem.« Touché.

Tiderne er for længst passé, hvor et af de to store partier sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus i årtier. I dag er det helt utænkeligt og taget ud af en fiktionsfilm, at demokraterne havde flertal i Huset i 40 år i streg fra 1955 til 1995. Ligeledes er flertalsholdene generelt blevet tættere: Republikanerne sidder for tiden på et af de snævreste flertal i Repræsentanternes Hus i 50 år. Med andre ord er det gode tider for Ragnarok-republikanere.

Af samme årsag må Steve Scalise og kolleger nok skyde en hvid pil efter stabilitet på speaker-posten. Dertil skifter flertalsforholdene for meget i Repræsentanternes Hus, og en lille gruppering af Ragnarok-republikanere besidder (u)forholdsvis meget magt. Eller som den amerikanske politolog Lee Drutman så fint har formuleret det med en analogi til højtalere og republikanernes status som Grand Old Party (GOP): »GOP learns the hard way: Turning the base up too high blows out your speaker.«

Man kan selvfølgelig ikke kategorisk udelukke – om end det sandelig ikke er sandsynligt – at Steve Scalise fra Louisiana kan gå i fodsporene på en anden sydstatspolitiker, nemlig demokraten Samuel Rayburn fra Texas, der var formand i Repræsentanternes Hus af hele tre omgange (1940-1947, 1949-1953 og 1955-1961) og sammenlagt bestred den magtfulde post i 17 år.

Jeg ville dog ikke æde min gamle hat på sådan et scenarie, for der er immervæk et stykke vej fra Rayburns storhedstid til nutidens Ragnarok-republikanere.

Med andre ord: Vejrudsigten kommer nok til at byde på sort røg over Capitol Hill i en rum tid, før vi hører ordene: ”Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en formand for Repræsentanternes Hus!” Jeg tør dog godt love, at vi ikke kommer til at vente i tre år, sådan som katolikkerne gjorde tilbage i 1269, før de havde fundet en ny pave. Trods alt.