Vesten skal ikke give Putin det, han håber på: Tøven
Europa må forberede sig på, at USA er en usikker allieret. Europæiske stater må træde i karakter, medmindre man mener, at de ikke kan stille noget op over for Rusland. Det ville være en sørgelig erkendelse. Og præcis, hvad Putin håber på.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ukraine har kun få uger tilbage med ”kampvejr”. Dermed forsvinder håbet om en vellykket sommeroffensiv for alvor. Ganske vist kan kampene fortsætte til vinter, når efterårsmudderet er afløst af frost i jorden, og her kan de første F-16 også være i spil, men til den tid vil russerne blot have gravet sig yderligere ned.
Mangel på kampfly har været en væsentlig årsag til den skuffende offensiv, og man må også spørge, hvor flyene bliver af? Danmark, Holland og Norge har doneret, men hvor er de tiltrængte moderne jagere fra resten af Europa?
Krigen vil vare længe, men ikke evigt. Hvor længe vil Vestens støtte fortsætte? Vi ser sprækker i øjeblikket, i Polen, Ungarn og senest i Slovakiet. Her vandt den Rusland-venlige Robert Fico i høj grad valget på »ikke at sende en eneste patron til Ukraine«. Krigstrætheden breder sig, inflationen som følge af krigen er høj, og ønsket om forhandlinger med Putin presser på. Altså forhandlinger med den mand, der indtil videre har ødelagt Ukraine for over 400 mia. dollars.
Hvor længe vil den amerikanske støtte fortsætte? Mismodet breder sig hos Republikanerne, og uden fremskridt i krigen vakler støtten yderligere. Skrækscenariet er Donald Trump i Det Hvide Hus, der tilsyneladende ikke bekymrer sig om »some foreign country«, men ifølge Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet kan Trump fortsætte den militære støtte af økonomiske årsager – der er mange penge og arbejdspladser i amerikansk våbenproduktion.
Spørgsmålet er, om man kan få overbevist de amerikanske vælgere om dét argument.
Hvor længe vil man acceptere krigen i Rusland? Der er ingen tegn på uro i befolkningen, tværtimod. Hvad med Putins eliter? Den militære top har været tavs efter Prigozjins dramatiske exit.
Så er der oligarkerne, Ruslands rigeste mænd, omkring 100 af slagsen, der mistede en betragtelig del af deres formuer efter sanktionerne i kølvandet på Putins invasion, men som har genvundet det meste ifølge Bloombergs anerkendte liste over verdens rigeste. Man har fundet nye markeder for de vældige energiresurser, primært i øst, oligarkerne har det godt, ikke mindst fordi Bloombergs tal er officielle og sandsynligvis højere i virkeligheden. Yderligere ventes den samlede russiske økonomi at vækste mere end eurozonens i år ifølge OECD, yderligere en streg i regningen i forhold til et internt opgør med Putins krig.
Begyndende vaklen i støtten til Ukraine, et overraskende usvækket Rusland. Der er ingen grund til at tro, at Putins appetit på at rulle sine kampvogne ind i Kyiv er forsvundet. Tværtimod. Sidste år befandt de russiske styrker sig blot få kilometer fra Kyivs centrum, hvor præsident Zelenskyj skulle skaffes af vejen, og en marionet indsættes.
Det kunne have givet Putin den utilslørede kontrol over det meste af Ukraine, ligesom han i 2014 overtog kontrollen med Krim. Putin har intet at miste over for Vesten, og et Ukraine svigtet af Vesten kan blive frygteligt løbet over ende af Putin.
»Vi har altid levet med Ruslands kniv for struben,« sagde en ukrainsk kvinde til mig under et af mine foredrag. Jeg tør ikke tænke på, hvordan ukrainerne vil blive behandlet, hvis landet en dag bliver russisk.
”Kampvejret” i Ukraine er snart slut. Næste år bliver altafgørende. Der skal kæmpes for støtten til Ukraine, og Europa må forberede sig på, at USA er en usikker allieret i kampen. Europæiske stater må træde i karakter, medmindre man selvfølgelig mener, at de ikke kan stille noget op over for Rusland. Det ville være en sørgelig erkendelse. Og præcis hvad Putin håber på.