Det er ikke værd at kæmpe for, Theresa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Alternativet er igen ramt af personlige konflikter, idet Theresa Scavenius er blevet smidt ud af folketingsgruppen. Jeg blev ked af det, da jeg læste om det. Alternativet var mit andet hjem, da jeg sad i Folketinget for partiet.

Jeg vil ikke forholde mig til konflikternes indhold. Men noget faldt jeg over. Da Theresa Scavenius en aften på de sociale medier skrev, at hun havde fået besked om, at hun ikke ville blive ekskluderet, hvorefter formanden for partiets hovedbestyrelse måtte ud at sige, at hun ikke kunne genkende den udlægning, slog det mig, hvor meget Scavenius kæmper. Da hun senere postede et opslag på Facebook, hvor hun skriver: »Jeg nægtede at spise skovsnegle. Så er der ikke plads i hulen« med et tilhørende link til det klip i Zappa, hvor Mulle efter gruppepres spiser en skovsnegl, tænkte jeg igen: ”Sikke, hun kæmper.”

Når man ser tilbage på hendes karriere, har hun kæmpet og kæmpet: For at blive næstformand i Radikale Venstre i 2017. For at komme i Folketinget for Alternativet i 2019. For at blive formand for Alternativet i 2020. For at lykkes med sit eget parti, Momentum, i 2021. For at komme i Folketinget for Alternativet i 2022. Og nu kæmper hun for at vise, at de andre tager fejl, og at hun har ret.

Jeg blev så ramt, da jeg mærkede hendes kamp. Ramt af, at jeg selv har brugt en stor del af mit liv på at kæmpe. Både politisk og privat. Jeg har kæmpet mod og for min mellemste søn, som i sine tidlige teenageår var kronisk konfliktsøgende. Jeg kæmpede for min plads i politik, både internt i partiet og udadtil. Jeg har været i et virkeligt dysfunktionelt parforhold, hvis overlevelse jeg kæmpede for, på trods af at det var et helt forkert sted for mig at være. Men jeg kunne ikke se min egen kamp. Sagen er, at når man står midt i kampen, så kan man ikke se sig ud af den – man fortsætter bare med at kæmpe. Det er først bagefter, fra afstand og med pulsen i ro, at jeg kan se, hvor hårdt jeg i mange år har kæmpet for det, jeg troede var godt for mig.

I dag kan jeg blive forpustet – men også sorgfuld – over at se tilbage på mine mange kampe og på, hvor hårdt det var. Hvor slidt jeg var. Hvor ked af det, jeg var. Der ligger en sorg i at erkende, at jeg har brugt så mange kræfter på noget, man slet ikke bør kæmpe for. Men jeg har simpelthen været båret af en idé om, at hvis livet skal bringe dig noget godt, så skal du kæmpe for det.

Nu ser jeg, at meget af det slet ikke var værd at kæmpe for. Jeg har fundet ud af, at livet faktisk kan være godt, uden at man behøver at kæmpe for tingene. Jeg har tre børn, som er blevet de fineste unge voksne, jeg har et meningsfuldt arbejde og søde kollegaer, og jeg har den dejligste kæreste. Det er alle sammen relationer, jeg gør mig umage for at pleje. Jeg gør mig umage for at være der for mine børn, når de har brug for mig. Jeg gør mig umage for at være en god chef og medarbejder. Og jeg gør mig umage for at være en god kæreste. Men jeg kæmper ikke længere. For jeg har fundet ud af, at når man giver slip på kampen, så møder man verden fra et helt andet og roligere sted. Og det bringer både værdifulde relationer og indre ro med sig.

Det er svært at træde ud af kampen, når man måske næsten er vokset op med den. Men det kan i den grad anbefales. Når jeg ser på Theresa Scavenius, håber jeg for hende, at hun en dag vælger kampen fra uden at give slip på sit klimapolitiske engagement. For man kan godt det ene uden det andet.