Jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe imod aktiv dødshjælp

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det løb mig koldt ned ad ryggen i morges. Og alligevel kom det såmænd ikke spor bag på mig, at regeringen har nedsat Udvalget for en mere værdig død. Det skal udarbejde et såkaldt refleksionspapir, som regeringen skal bruge i det videre arbejde for legalisering af aktiv dødshjælp.

Man har udpeget sognepræst Kathrine Lilleør til at være udvalgets formand – og Lilleør er jo som skabt til formålet: En tidligere modstander og nu omvendt fortaler for aktiv dødshjælp, (populær) præst og (endnu bedre) tidligere medlem af Etisk Råd. Min sjæl, hvad vil du mer’? Nu kan ingen nemlig længere bebrejde regeringen for at overhøre kirken, ignorere kristendommen og have en anløben etik. De er ikke så lidt snu i den regering.

Jeg har meget stor respekt for Lilleørs evne til at få evangeliet til at leve og forkynde kristendom i en tidligere lukningstruet nu til sidste bænkeplads fuld kirke. Men jeg må udtrykke min allerdybeste forundring over, at en præst kan falde for det billige argument om ”en værdig død”, som er regeringens hovedargument i indførelsen af aktiv dødshjælp. I en artikel i Kristeligt Dagblad i foråret har Lilleør udtalt, at »menneskets værdi er stærkt reduceret, hvis man har en stat, som insisterer på at holde liv i mennesker, som faktisk ikke ønsker at blive holdt liv i, fordi lidelsen er uoverstigelig«. I kristen forstand er mennesket fra skabelsen af Skaberen selv tilskrevet en umistelig værdi – og en ukrænkelig værdighed, der netop ikke afhænger af menneskets fysiske tilstand. Vi er adlede af den Gud, som skabte os, han har sagt sit billede i vores hjertespejl, vi ligner Ham, vi er i slægtskab med Ham, vi bærer et glimt af himmelguld i vores faldne menneskeliv. Der er vores værdighed, vores værdi. Intet andet. Og det kan ikke reduceres, ikke fratages os.

Men regeringens argumenter om en såkaldt værdig død vidner om en kultur, der ikke længere er i stand til at opfatte livet som værdigt og meningsfyldt, hvis kroppen sætter ud. Værdigheden knyttes til kroppens funktionalitet, og ønsket om selvkontrol er så stort, at man ikke vil udstille sig selv som svag og savlende, afmægtig og afhængig. Ikke underligt bliver døden da at foretrække fremfor livet. Og jævnfør Lilleørs udtalelse bliver værdighed knyttet til menneskets selvbestemmelse. Jeg kommer til at tænke på den prisbelønnede tyske forfatter Ferdinand von Schirachs teaterstykke ”Gott”, hvor spørgsmålet om aktiv dødshjælp kritisk belyses og diskuteres fra alle tænkelige positioner – teologiske, humanistiske, lægevidenskabelige, juridiske, etiske og filosofiske. I første akt præsenterer Schirach os for hr. Gärtner, der ønsker at dø, fordi livet efter hustruens død ikke længere betyder noget for ham – »efter Elisabeths død er jeg kun halvdelen af mig selv«, siger han. Og han vil ikke ende sine dage på sygehuset omgivet af slanger, ikke savle ud af munden, ikke være dement. »Jeg vil dø som et ordentligt menneske, sådan som jeg har levet«, formulerer han. Han vil slippe ud af livet på en pæn måde – kontrolleret, værdigt. Senere fremføres argumentet om, at kirken skal være samfundets garant for, at menneskelivet i alle faser, fra undfangelse til den naturlige død, skal beskyttes.

Hvordan man som kristen præst og samfund, der hviler på kristendommen, kan modsige dét argument, begriber jeg ikke. Nuvel. Regeringen har jo for vane at gennemføre det, den sætter sig for. Og dens dødsudvalg bestående af eksperter, praktikere og lægfolk vil næppe gå imod regeringens stålsatte plan om at indføre aktiv dødshjælp. Alligevel vil jeg vie de næste mange klummer i nærværende avis til at belyse og fremføre argumenter imod dette grufulde og brutale fænomen: aflivning på begæring.