Farvel til verdens bedste velfærdssamfund
Folk vil ikke arbejde for en stat, der alligevel svigter dem, eller være solidarisk over for en samfundskontrakt, der alligevel er brudt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatten om velfærdssamfundet er pludselig kommet i gang efter at have ligget død i mange år.
Det var statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid begravede sine idéer om minimalstaten og kopierede socialdemokratismens maksimalstat for at få magten.
Projektet lykkedes, men lagde grunden til Venstres aktuelle problemer med at stå for andet end tidsånd, solskin og fjollet københavneri.
Men nu krakelerer idyllen, og forklaringen er pekuniær. Danskerne arbejder stadig mindre, og riget fattes kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst i gruppen af langtidsarbejdsløse på luksuriøse overførsler, som opretholdes i lighedens navn. Altså, lighed forstået helt derud, hvor alle har ret til at blive betalt for ikke at tage ansvar over deres eget liv.
Det sidste ekspliciteres naturligvis ikke. I stedet hamrer socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen løs på danskerne og truer os i vores eget land: »Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund.«
Man må rose ordføreren for hans ærlighed. Men skal han virkelig bestemme, hvor meget den enkelte ønsker at arbejde?
Sagen er snarere den, at flere og flere almindelige borgere mister tilliden til »verdens bedste velfærdssamfund«, når de oplever, hvor slemt det står til i offentlige vuggestuer, børnehaver, på plejehjem, i sundhedssystemet, politiet, militæret, fængsels- og retsvæsenet, eller via deres børn erfarer, hvor fagligt ringe folkeskolen er, mens dens formål er degenereret til noget med, at eleverne skal være sig selv, mærke efter, føle sig frie og helst skifte køn.
Og så har jeg slet ikke nævnt lærernes dalende niveau i gymnasiet og på universiteterne, der ædes op indefra af politisk korrekthed og feminisme.
50 års systematisk fordummelse af velfærdsstatens bærende institutioner har for længst sat sig sine spor, og der bliver tilsyneladende længere og længere mellem jurister, økonomer og statskundskabere, der kan noget, selv om de bliver stedse flere i administrationen og netop har rundet 100.000.
Det kræver en forklaring, den findes bare ikke, konstaterer professor Jørgen Grønnegaard Christensen i Weekendavisen, mens forlægger Jakob Kvist drister sig til en hypotese i Kristeligt Dagblad: »Kan det mon tænkes, at vi bare har uddannet en hel bunke af dem, og nu, hvor de kender hinanden så godt fra universitetet, lige så godt kan ansætte hinanden, når de nu alligevel har fået bevilget pengene?«
Aldrig har embedsværket været større, og aldrig har det kommunikeret så meget for andre folks penge. Men kvaliteten er mildest talt ikke fulgt med. Mit gæt er, at folk har lugtet lunten; derfor falder arbejdstiden. Folk vil ikke arbejde for en stat, der alligevel svigter dem, eller være solidarisk over for en samfundskontrakt, der alligevel er brudt. Følgelig forsøger flere efter bedste evne at realisere det gode liv med mindre arbejde og færre penge.
Det gode liv interesserer derimod ikke den velbetalte politiske adel som nu f.eks. vor kære udenrigsminister, der hjemvendt fra en rejse til de varme lande annoncerer, at vi da bare kan importere den nødvendige arbejdskraft fra Afrika.
Eller tag en anden Klods-Hans, den tidligere konservative altmuligminister Brian Mikkelsen, der i dag tjener sine millioner som seniorinfluencer for Dansk Erhverv og kvitterer for tilliden ved frejdigt at bekendtgøre, at vi har »hårdt brug for et nyt paradigme for udenlandsk arbejdskraft«. Altså, i realiteten fri indvandring og flere afrikanere til Værløse, Viborg og Veflinge.
Jeg mindes en tid, hvor samme Mikkelsen kaldte østarbejdere for »græshopper« og den muslimske kultur for »middelalderlig«, men som seniorinfluencer starter han åbenbart helt forfra og lader som om, at mennesker er kulturløse arbejdsbier og tjenesteydelser, og at terror, social kontrol, personfarlig kriminalitet, ghettodannelse og segregation er en by i Rusland.
Jo jo, her går det godt, send flere afrikanere. I stedet for at se på årsagen tyr man til nemme løsninger. Hos fagbevægelsens 3F har man sans for morskaben, idet sekretariatschef Gunde Odgaard spidder Lars Løkkes barnagtighed: »Vi har en udenrigsminister, der kommer hjem fra Kenya og lige pludselig vil have kenyanere hertil.«
Undskyld mig, men er der slet ingen voksne til stede?