Med lov skal land nedbrydes

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Uanset om du synes, at bunden er nået med regeringens koranfredningslov, som nu høster stor anerkendelse i den muslimske del af verden samt i Den Arabiske Liga, så er der mere, hvor det kommer fra. Socialdemokraterne har alle dage vidst, hvordan man nedbryder samfundet. Ikke med kaos og revolution, men med lov.

Jeg skylder Marianne Stidsen denne observation. I en kommende bog, som jeg har haft lejlighed til at smuglæse, før den formentlig bliver tiet ihjel, retter hun lyskeglen mod den samtykkelov, som allerede har ført til en række justitsmord i den gode sags tjeneste.

Samtykkeloven er som bekendt loven om, at der skal være samtykke involveret i al seksuel kontakt mellem mænd, kvinder og alt derimellem. Ikke blot frivillighed, som hidtil har været et hæderkronet princip mellem mennesker af kød og blod, men netop samtykke.

Samtykke er et universitetsagtigt udtryk skabt på amerikanske kystuniversiteter og naturligvis importeret hertil af den allestedsværende venstrefløj og promoveret op til lovens vedtagelse i december 2020 af Enhedslisten, et par ngo’er, wokemagasinet Femina samt et enkelt aktivistisk medlem af Straffelovrådet, juraprofessor Trine Baunbach fra Københavns Universitet. Stillet over for denne sølle flok gav Socialdemokratiet fortabt og gennemførte loven.

Loven har allerede vist sig at føre til en strøm af hovedløse anklager, som ender med at føre til domfældelse. Typisk af helt almindelige unge mænd, der kommer i klemme i universitetsjargonen. For hvordan man end vender og drejer det, noterer Stidsen, »kommer man ikke uden om, at en lovgivning, der kræver samtykke før sex, verbalt eller nonverbalt, medfører en kaskade af problemer. Det største juridiske problem er, at det skaber en ulighed for loven og i praksis skubber bevisbyrden over på manden eller drengen og derved bryder med 2.000 års møjsommeligt opbygget moderne vestlig retspleje«.

I stedet for at beskrive, hvad du ikke må, er samtykkeloven en påbudsbestemmelse, der siger, hvad du skal. Det varsler et skred i straffelovens historie.

Den ukuelige litteraturhistoriker og debattør Marianne Stidsen gennemgår i bogen 10 eksempler på sager mod mænd, der ryger flere år i spjældet og dømmes til at betale store erstatninger på grund den nye lovs kviksand, hvor sex gøres til en slags raketvidenskab, »som man skal have gået på universitetets liberal arts- eller social science-studier et halvt liv for at mestre«.

Det evner drengene ikke. Alexander. Oskar. Danne. Ismail. Benjamin. Daniel. Sam. Thomas. Jens. Jan. Og det forstår jeg godt.

Stidsen gennemgår politiets og retsplejens behandling af de 10 sager. Det er chokerende læsning. Jeg håber, fremstillingen vil skabe debat.

Forfatteren tegner også et gennemgående mønster. Typisk er det ikke kvinderne selv, der tager initiativ til anmeldelsen. Som regel har de også psykiske problemer i forvejen. Dertil kommer, at anmeldelserne er overraskende enslydende – ligesom samtykkedommene – til trods for sagernes vidt forskellige situationer – som var begge dele konstrueret ud fra en manual. Læg dertil, at drengenes udsagn og indicier fejes af bordet systematisk, og at de statslige instanser synes at stå på hovedet for at stampe flere sager op af jorden, sådan at de ene svage sag kan løfte den anden svage sag. Eller med undersøgerens ord:

»Myndighederne forsøger ikke sjældent at få kvinden/pigen til at kalde noget for voldtægt, hun ikke selv i udgangspunktet har kaldt sådan eller tænkt på som sådan. Som om de er blevet håndlangere for den fanatiske flok af feministiske samtykkeaktivister.«

I en anmeldelse af Marianne Stidsens forrige bog, ”Køn og identitet” fra 2021, gjorde jeg den indsigelse, at woke- og samtykkeaktivisterne endnu ikke kontrollerer retsvæsenet. Der tog jeg fejl.

Som en af de dømte unge mænd siger i bogen, bliver han slet ikke overrasket, når endnu en ung mand dømmes skyldig ifølge samtykkeloven. Også dig? Vi er med andre ord gået fra MeToo til YouToo. Fra asken og i ilden. Takket være socialdemokrater, enhedslistefolk og progressive aktivister.

De har opgivet parolerne om proletariatets diktatur. Nu nøjes de med at ødelægge Danmark indefra.