DeSantis og de syv dværge – og elefanten i rummet
Trump glimrede ved sit fravær ved den første tv-debat mellem de republikanske præsidentkandidater. Men gjorde det egentlig noget? Amerikanerne ved jo, hvem han er, ikke? Og så kunne han samtidig hævne sig over sine tidligere venner på Fox News.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Alt er som bekendt relativt. I forbindelse med den første republikanske tv-debat i Milwaukee blev jeg mindet om et udtryk, som Sofie Linde brugte i sin tale som vært på Zulu Comedy Galla i august 2020. Dengang bemærkede Linde, at det svarede til at være verdens højeste dværg at være den bedst betalte kvindelige tv-vært.
Hvis man skulle parafrasere Sofie Linde, så svarede Ron DeSantis’ rolle ved denne uges tv-debat til at være den højeste dværg. Eller for at bruge en omskrivelse af en gammel Disney-klassiker, så var der tale om DeSantis og de syv dværge. Sammenlignet med sine syv modstandere på scenen stod Floridas guvernør nemlig ganske stærkt.
Problemet er bare, at Donald Trump deklasserer det resterende felt i meningsmålingerne, som om han var Jonas Vingegaard til en enkeltstart i Tour de France. Set i det lys er Ron DeSantis snarere Tadej Pogacar. Bestemt ikke dårligt, men som man siger: lige ved og næsten slår ingen mand af jernhesten.
Det store problem for Ron DeSantis har gennem lang tid været, at han har været skydeskive nummer et. Ifølge en opgørelse af den republikanske konsulent Rob Pyers er der indtil videre blevet brugt dobbelt så mange penge på at føre negativ valgkamp mod DeSantis end mod Donald Trump og Joe Biden tilsammen. DeSantis ser sig derfor konfronteret med en form for tofrontskrig, og den slags slipper man jo sjældent særlig heldigt fra, skal jeg hilse og sige som tysker.
Alligevel forbliver DeSantis det klart bedste bud på en førsteudfordrer til Donald Trump, når man ser på meningsmålinger, potentiale og penge i banken til at kunne føre en lang valgkamp. Ikke en lige så konkurrencedygtig udfordrer, som de fleste havde forventet for et års tid siden, bevares, men ikke desto mindre fortsat førsteudfordreren. Den højeste dværg så at sige. DeSantis kom helskindet ud af tv-debatten, blandt andet fordi de syv dværges skyts var rettet overraskende lidt mod ham. Man plejer at sige i USA, at second place is the first loser, men i Milwaukee var mottoet tydeligvis, at andenpladsen giver retten til at være førsteudfordrer til den tidligere præsident. Best of the rest.
Apropos Trump, så bliver vi selvfølgelig også nødt til at tale om elefanten i rummet. Eller måske snarere elefanten, der ikke dukkede op. Donald Trump glimrede ved sit fravær, men det var ikke så meget, at det gjorde noget – hverken for Trump, DeSantis eller de syv dværge. For mens de andre kandidater ligesom rapperen Jay-Z har 99 problemer, så var Trumps fravær ikke et af dem, da DeSantis og dværgene alligevel holdt sig fra at kritisere feltets alfahan. Undtagelsen, der bekræfter reglen, var som sædvanlig den politiske kamikazepilot Chris Christie og den indtil videre i valgkampen totalt anonyme Nikki ”Hvem” Haley.
Trumps fravær var selvfølgelig en kæmpe fuckfinger til Fox News. At Trump i stedet for ovenikøbet valgte at lade sig interviewe af Tucker Carlson – en tidligere tv-vært på netop Fox News, der overraskende blev fyret tidligere på året – var en langfinger af de helt store. Timingen for publiceringen af interviewet, som var blevet optaget adskillige dage inden tv-debatten, men blev lagt op få minutter før starten på selvsamme, var heller ikke spor tilfældet.
Signalet fra Trump var tydeligt: Jeg kunne godt have været på scenen nu, hvilket havde givet seertallene et ordentligt løft, men pænt nej tak. I stedet for endte Fox News med seertal, der var milevidt fra de rekordmange 24 millioner, der så med til den første republikanske tv-debat i august 2015, hvor Trump deltog.
Kalkulen bag at udeblive fra debatten var lige så kynisk, som den nok var strategisk korrekt: Trump havde mere at tabe ved at dukke op til debatten end ved at holde sig væk. Amerikanerne kender ham godt i forvejen, og med fire år i Det Hvide Hus har langt størstedelen af dem også allerede dannet sig en klar holdning til det allervigtigste spørgsmål, som tv-debatter og primærvalg skal være med til at afgøre: Kan man forestille sig en given politiker som USA’s næste præsident?
At Trump in absentia så alligevel endte med at fylde en del under selve debatten, var samtidig ganske sigende. Det fik mig til at tænke på en ordleg, som en af mine amerikanske yndlingsrappere, Jadakiss, engang brugte med udgangspunkt i basketballklubben Milwaukee Bucks og klubbens tidligere stjerne Sam Cassel: ”And y’all scared I can tell, that I’mma get Bucks like Milwaukee, cause like Sam, I can sell”.
Meget kan man sige om Donald Trump, men ligesom Sam Cassel formår han at sælge (sig selv) – selv når han end ikke står på scenen i Milwaukee.