En skål for Ukraine – og for os alle, i virkeligheden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sidste chance for den ukrainske sommeroffensiv. I oktober er det for sent, for mudret, for regnfuldt. Til næste år kan den amerikanske støtte forsvinde, hvis Donald Trump bliver præsident, og så kender ingen Ukraines fremtid.

Vi havde chancen sidste sommer, hvor russerne endnu ikke havde gravet sig ned, men af frygt for at overtræde Putins røde linjer var vi bange for at sende de nødvendige våben. Men Putin bluffede, i dag har vi sendt stort set alt undtaget jagerfly afsted, og der har været klosterstille i Kreml.

Ingen ved, hvad sensommeren bringer. Man klynger sig til håbet om, at ukrainerne vil trænge frem til Azovhavet, splitte de russiske styrker op og afskære forsyningslinjer, men det kunne også resultere i en tofrontskrig for de ukrainske spydspidser.

Alternativt kan man håbe på et kollaps i de russiske stillinger – med svag moral og dårligt udstyr er de russiske soldater prisgivet, hvis først deres primære våben, forsvarsværkerne, begynder at vakle.

Jeg tror på sejr. Men vejen dertil kan blive lang og slynget. Og kampene vil fortsætte næste år. Hvis det bliver uden amerikansk støtte, som selv præsident Joe Biden efterhånden har svært ved at holde fast i, så må Europa træde i karakter. Det er muligt. Danmark og Holland viser i øjeblikket vejen med stærk levering af F-16-fly, uden hvilke enhver offensiv måske er dømt til at køre fast.

Mere krig, mere ødelæggelse – hvorfor er det overhovedet så vigtigt at generobre de smadrede områder i Ukraine, lyder det efterhånden flere steder fra. Folk er flygtet, hvad er der egentlig tilbage? Men det er afgørende, at Ukraine ikke taber sin østlige del, fordi det vil få Vesten til at se svag ud i en tid, hvor autokratierne vokser verden over. Hvis et samlet Vesten må bøje af for en uprovokeret invasion af et europæisk demokrati, mens autokratier som Rusland og Kina er på fremmarch, så bliver der kun sendt opmuntrende signaler til verdens diktatorer.

Mere autokrati er lig med mere undertrykkelse. Mere forfølgelse af mindretal, anderledestænkende, oppositioner. Ingen respekt for det enkelte menneskes rettigheder; kort sagt: styreformer med blod på hænderne.

Tydeligst i Rusland, som efter Ukraine kan kaste sig ud i en ny krig. Vesten behøver man jo ikke at bekymre sig om. Eller det kinesiske regime, som truer landets muslimske minoriteter, Hongkong og Taiwan. Indien står ved en korsvej mellem demokrati og autokrati og vil være tilbøjelig til at følge de stærkeste stormagter, ligesom flere afrikanske lande i stigende grad bliver forført af russisk og kinesisk raison d’etre.

Autokratiske megatrolde. En forbandet udvikling fra handelssamarbejde til rå geopolitik til internationalt anarki. Og hvad sker der, hvis autokratier rager uklar med hinanden? Hvem forhindrer autokraterne i vanvittige beslutninger?

Derfor er krigen i Ukraine af vital betydning. Demokratierne må vise, at despoter og andre slyngler ikke kan sætte dagsordenen. Ukrainernes frihedskamp er ikke bare deres, men også vores kamp, og at svigte Ukraine er at svigte friheden selv.

Sidste udkald for sommeroffensiven. Måske allersidste chance til næste år. Det er alle kræfter værd. Og mere til. Så vi engang kan sidde til bords med vores ukrainske venner og, som præsident Zelenskyj sagde i talen foran Christiansborg, bryde ud i en velfortjent ”skål”.