Rejs en skamstøtte over den politisk-økonomiske elite

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg drømmer om at skrive et omfattende værk om den politisk-økonomiske elite i Danmark (PØE). Med hovedvægt på perioden efter 1989.

Det bliver et stor arbejde med omfattende kildestudier. Så jeg får næppe tid til at skrive bogen, før jeg en dag stopper i politik. Men her er lidt om årsagen til, at jeg kunne tænke mig at forfatte en afhandling om PØE.

Emnet interesserer mig først og fremmest, fordi PØE har demonstreret en helt enestående evne til at tage fejl, når det gælder afgørende spørgsmål.

Tilbage i 1970’erne og 1980’erne var det ikke mindst PØE, der pressede på for, at Danmark skulle blive et indvandringsland. Det kom til udtryk i den stort set uregulerede indvandring i begyndelsen af perioden, og i støtte til den fatale udlændingelov i 1983.

Men PØE begynder først at fejle i stor stil efter murens fald i 1989.

Efter murens fald forestiller PØE sig, at Francis Fukuyama har ret: Historien er slut i den forstand, at der ikke længere findes et levedygtigt alternativ til den vestlige samfundsmodel.

Det udgør en vigtig del af beslutningsgrundlaget for en hovedløs globalisering. Hvor man ikke i tilstrækkeligt omfang vurderer de risici, der ligger i at gøre regimer, der er svorne fjender af den vestlige samfundsmodel, styrtende rige.

I samme periode forestiller PØE sig, at tilslutningen ude omkring i verden til den såkaldte regelbaserede verdensorden er meget større, end den i realiteten er. Derfor presser man på for at få de førnævnte fjendtlige regimer med i så mange internationale organisationer og konventioner, det overhovedet er muligt.

Eller mere præcist: Man presser på for at få en lang række af fjendtligtsindede regimer til at skrive under på, at de formelt er medlemmer af alverdens organisationer og konventioner. Uden at holde øje med eller håndhæve, om regimerne følger de regler, de har skrevet under på, at de vil følge.

Et utal af lande er allerede medlemmer af FN uden at respektere FN-pagten. Det ignorerer PØE, i stedet for at sætte sig op imod det. For eksempel illustreret ved Danmarks jagt på at blive medlem af FN’s helt igennem absurde Menneskerettighedsråd.

Det er blandt andet derfor, FN er endt med at være en stort set meningsløs organisation, der først og fremmest beskæftiger sig med at rakke ned på Israel. Og fordømme den vestlige verden, der producerer alle de produkter, eliterne i de udemokratiske lande ikke kan få nok af.

Efter 1989 presser PØE også på for at få den dybest mulige integration i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Uden seriøst at overveje det tab af demokratisk indflydelse på forholdene i Danmark, der ligger i at skulle rette sig efter en aktivistisk domstol, som det i praksis er umuligt at underlægge demokratisk kontrol.

Det er jo allerede et ganske langt synderegister, PØE har anskaffet sig. Men det stopper ikke her.

PØE mener også, det er klogt at kaste sig ud i den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik og de endeløse krige i Mellemøsten. Der som resultat har haft, at Danmark og den vestlige verden ikke har haft mindre indflydelse på regionen i flere hundrede år.

På hjemmefronten kan vi takke PØE for den absurde uddannelsespolitik, der blev gennemført i ’00-erne. Og som har skabt et monster af udbudsdrevet pseudoarbejde såvel i den offentlige som den private sektor. Og et lige så stort monster af venstreorienteret aktivisme og pseudovidenskab på universiteterne.

Seneste nyt fra PØE er, at vi skal føre en appeasementpolitik over for alle de lande, PØE har været med til at gøre styrtende velhavende – og med til at gøre rasende på den vestlige verden.

Selvom alle voksne mennesker med et minimum af historiebevidsthed ved, at man ikke får noget den anden vej, når man giver indrømmelse til antidemokratiske lande.

Det interessante ved PØE er ikke kun, at den altid tager fejl – samtidig med, at den skælder ud på dem, der har ret, og omtaler dem nedsættende som populister.

Det interessante er endvidere, at man ikke kan komme af med PØE. Uanset hvor mange fejl, der er begået siden 1989, er det den samme kaste af mennesker – og engang imellem de samme konkrete personer – der styrer landet i dag, som det var dengang.

Så længe, der ikke kommer et mere eftertrykkeligt oprør imod PØE, vil den blive ved med at lancere den ene tåbelige, samfunds- og landsskadelige strategi efter den anden. Som aldrig går ud over PØE selv, men over mennesker, der bor andre steder, end PØE selv færdes.

Derfor mangler verden en bog om PØE.