Er vi trætte af at se Zelenskyjs grønne T-shirt og hans trætte ansigt udtale sig om behovet for flere militære donationer?
»Vis større taknemmelighed,« siger amerikansk sikkerhedsrådgiver. Det samme siger flere af Ukraines nærmeste allierede.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»Krige begynder ikke med eksplosioner, de begynder med tavshed.« I går sad jeg med en klump i halsen, da nyhedsværter Erin Burnett fra CNN holdt tårer tilbage i et interview.
Burnett talte med den ukrainske journalist Mstyslav Chernov om filmen ”20 Days in Mariupol”, der får premiere i flere amerikanske biografer lørdag. Filmen har været tilgængelig i Europa i flere måneder og er blevet til i samarbejde med The Associated Press og PBS. Dokumentaren skildrer de frygtelige 20 dage i Mariupol, hvor russiske styrker hermetisk omringede byen.
Billedet af den gravide kvinde på båren, husker vi alle. Og vi husker nok også, hvordan Rusland, da det kom frem at kvinden og hendes ufødte baby var omkommet, sagde, at det hele var iscenesat. Sådan sagde de igen og igen, når de ramte civile mål.
Er vi blevet ufølsomme? Har ligegyldighed sneget sig ind? Er vi trætte af at se Zelenskyjs grønne T-shirt og hans trætte ansigt udtale sig om civile rædsler og behovet for flere militære donationer?
Gamle kvinder med forvirring i øjnene, børn, der hikster og leder efter deres mor, ukrainske soldater, der kæmper, hjælper og beroliger befolkningen, små børn i mørke kældre, der siger »jeg vil ikke dø«, en desperat mor med et lille barn på skødet: »Der er er ingen steder at flygte hen.«
Mstyslav Chernov sagde i sit interview, at det jager ham, at han via filmmediet kun kan fortælle en brøkdel af de rædsler, der foregår hver dag i Ukraine. Filmen er hård at se på. Det skal være hårdt at se på. Vi skal turde ikke at se væk, turde se rædslerne i øjnene. Hvorfor? Fordi Ukraine kæmper for os og vores trygge hverdag med frihedsrettigheder, vi aldrig må tage for givet.
Grus har sneget sig ind i maskineriet, når Zelenskyj beder om hjælp i form af militær materiel til at bekæmpe Putins invasion. Zelenskyj farer og flyver rundt og beder den ene vestlige leder efter den anden om hjælp.
Og når han får et ja efter at have sagt »droner, droner, droner«, »F-16, F-16, F-16« til Biden, Sunak og Danmark eller »tanks, tanks, tanks« igen og igen – ja, så beder han om endnu mere. Sidst har vi hørt Ben Wallace sige, at Kyiv skulle vise større taknemmelighed, og klage over, at han, efter at have rejst 11 timer sidste år, fik stukket en indkøbsseddel i hånden med materiel, Ukraine havde brug for.
Åh, når mænd langt fra krig føler deres ego, og deres egen høje person ikke mødes med den respekt og ærbødighed, de forventer af en mand, der forsøger at smide en aggressiv invaderende magt på porten, imens hans befolkning lider.
Zelenskyj forsøger at skaffe ammunition, tanks, F-16-fly, droner og meget mere, samtidig med at han hver dag får rapporter om Ruslands angreb mod civile. Angreb, vi ikke længere kan bortforklare som uheld, søforklaringer om, at bomberne ramte hemmelige våbenlagre eller spioncentraler. Nej, Putin går strategisk efter boligblokke med familier, der ser deres børneværelser skudt sønder og sammen, familierestauranter søndag aften, når flest familier og venner nyder aftensmaden, legepladser i tætbefolkede boligområder og fødestuer med samfundets mest sårbare.
I dét perspektiv er det os i Vesten, der burde være taknemmelige. Taknemmelige for Ukraines enorme ofre – civilt og militært. Og nej, Zelenskyj er ikke utaknemmelig. I sin tale på Nato-topmødet sagde han tak til Vesten hele 41 gange.