Søren Krarup, du har ikke fået mindre ret med årene
Udlændingeloven af 1983 skal i historiekanonen, for kritikken af den – som i sin tid blev forsøgt dysset ned – ramte plet på den virkelighed, vi står med nu. Desværre. Det må være slut med blåøjetheden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Håndtryksagen i Norge er endnu et bevis på, at teorien om, at integrationsproblemet løser sig, når bare indvandrer, uanset hvor rettroende ortodokse muslimer de er, bliver blandet med resten af befolkningen – ikke holder. Naivt har man forestillet sig, at de vestlige, oplyste, demokratiske værdier om frihed, ligeværd og ligestilling er så stærke, at de som ved en naturlov smitter af – hvorved integrationsproblemet så at sige fortyndes.
Hvis integration bare handlede om at blande befolkningsgrupperne mest muligt, afskaffe ghettoer, blande eleverne i skolerne og gymnasierne – ja, så var det jo nemt nok at knække den kode, som intet vesteuropæisk land med store grupper af ikkevestlige indvandrere endnu er lykkedes med.
”De vil gerne blive som os – og de skal hjælpes til det, de skal integreres.” Nej! Det vil ”de” ikke nødvendigvis. Nogle vil – og de bliver det. Fordi de vil. Og det er lykkeligt.
Men den unge skoleelev i Norge, der de seneste dage har fået integrationsdebatten til at blusse op, vil tydeligvis ikke være en del af det norske samfund.
Han vil ikke være som nordmændene. Og det ændrer 10 års skolegang med norske børn og i et norsk undervisningssystem tydeligvis ikke på. Skolegangen har ikke ændret hans grundlæggende syn på kvinden, på mennesket og på verden, der er opdelt i ”haram” og ”halal” – urent og rent – for den ortodokse islamiske tænkning er drengens eksistentielle grundlag. Grunden under hans liv – derfor vristede han sig fri, da den kvindelige skoleleder forsøgte at trykke ham i hånden ved overrækkelse af et diplom til dimissionsfesten.
»Folkens, vi bor i Norge, og sådan kan vi ikke have det. Sådan kan vi ikke være. Forældre, vi bor i Norge,« udbrød den frustrerede skoleleder, og som et vidnesbyrd om, at den vestlige kultur er blevet så svag og identitetsløs, og at den med Stefan Zweigs formulering »har afsagt sin egen dødsdom«, har skolelederen efterfølgende beklaget hændelsen og sin reaktion som »for stærk og konfronterende«.
Folkens! Kunne jeg fristes til at skrive – vi er vidner til den vestlige kulturs fuldkomne kapitulation. Den fuldkomne overgivelse. De islamiske regler hersker ikke kun inden for ghettoens betonmur – nej, de smitter af i det samfund, indvandrerne skal forestille at blive integreret i.
Og det er jo ikke et norsk, svensk, tysk eller fransk fænomen – det sker også herhjemme i andedammen, hvor for eksempel en muslimsk censor engang nægtede at give en 20-årig kvindelig hf-elev hånden ved en matematikeksamen. Det vil altså sige, at indvandrer ”ikke lader sig integrere” alene ved at tale dansk, passe et arbejde eller tage en uddannelse, som tre borgerlige politikere for nylig i en kronik i Jyllands-Posten velmenende, men blåøjet udlagde som nøglen til integration.
Vi trænger til at blive mindet om, at vi står i dyb gæld til kritikerne af Udlændingeloven af 1983, der allerede dengang viste, forstod og forudså, at følgerne og skaderne af at gøre Danmark til et indvandringsland er uoprettelige.
Dengang i 80’erne var talen om integration af tusindvis af indvandrer med muslimsk baggrund i et kristent land stadig let og ubesværet – med årene og med erfaringen er talen blevet tungere, og Søren Krarup og hans meningsfæller har ikke fået mindre ret med tiden. Deres inderste fornemmelse af, at noget forfærdeligt vil ske med Danmark, holdt stik.
Og det gjorde den, fordi vi ikke kendte vægten og vigtigheden af religiøse og kulturelle forholds betydning – vi famler stadig for at forstå. Men det haster.