Politikerne forringer vores uddannelser under jubel og hurraråb

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så faldt den nye universitetsaftale på plads. Resultatet er nedslående: 10 pct. af kandidatuddannelserne forkortes. Læg dertil, at der skal dimensioneres – altså skæres i optagetallet – med 8 pct. Og læg dertil, at det er et krav i aftalen, at 20 pct. af alle kandidatuddannelser skal være erhvervskandidater i 2034. Det betyder med andre ord, at i alt 30 pct. af de nuværende kandidatuddannelser enten forkortes eller omlægges til erhvervskandidatuddannelser.

Det er ikke småting! Slet ikke for områder som humaniora og samfundsvidenskab, som er de områder, der primært kommer til at stå på mål for forkortelserne. Jeg har intet imod erhvervskandidatuddannelser i sig selv – al den stund de studerende efterspørger dem, og erhvervslivet efterspørger kandidaterne.

Men at man politisk har sine ideologiske fingre så langt nede i bolledejen, at man med en aftale som denne helt bevidst fremmer uddannelser, der er rettet mod arbejdsmarkedet og kapitalprofit, mens man slagter de uddannelser, der rent faktisk får de studerende til at tænke, forundres og fordybe sig, det er uhørt, utilstedeligt og utaknemmeligt.

Universitetsaftalen er en rendyrket forringelse af vores uddannelser. Vi får færre lange uddannelser, et forringet optag og færre af de uddannelser, der rent faktisk klæder vores unge generation på til omtanke, samarbejde og almenmenneskelige værdisæt. Det er intet mindre end en katastrofe, det er ikke svært at få øje på.

Og samtidig står aftalepartierne gudhjælpemig og jubler, som om det her var årtiets succeshistorie.

Jeg læste på Facebook, at SF’s populære opkomling Jacob Mark er stolt af aftalen – og af, at det er lykkedes at flytte regeringen længere ned end de 50 pct. af alle kandidatuddannelser, som regeringen havde lagt op til skulle beskæres.

Goddag mand, økseskaft. Hvordan kan man være stolt af en aftale, der forringer vores uddannelser? Argumentet om, at man som parti har været med til at sikre lidt færre forringelser end det oprindelige udspil, har jeg altid været arg modstander af. Man bliver altså ikke politiker for at flytte andre partiers udspil eller holdninger lidt til den ene eller anden side. Politik handler om at kæmpe for det, man selv tror på – ikke flytte på det, de andre tror på.

Når vi skærer ind til benet, så har vi fået en aftale, der øger arbejdsudbuddet og samtidig markant forringer de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

Men – hov! Man kunne rent faktisk forestille sig at øge arbejdsudbuddet uden samtidig at forkorte og beskære de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

Nej, nej, råber aftalepartierne i kor, det handler om, at når man indsnævrer mulighederne ét sted (de lange videregående uddannelser), så vil de unge mennesker automatisk søge ind på sosu-skolerne og professionshøjskolerne.

Kære aftalepartier, det er vist længe siden, I har været unge. Når man er ung og har en drøm, så går man efter den. Heldigvis. Med den nye aftale kommer det til at betyde flere sabbatår med caféjob og andet ufaglært arbejde og gentagne forsøg på at søge ind på drømmeuddannelsen. Det er nok ikke ligefrem det ufaglærte arbejde, man har tænkt på i iveren efter at øge arbejdsudbuddet.

På den anden side har SF jo i lang tid kørt på det her slogan med, at de unge skal have ro på. Det kan man så sige, at de får. Ved at lukke adgangen til deres drømmeuddannelse og hensætte dem i ventetid og frustration.

Tillykke med det, aftalepartier, det bliver helt sikkert en fuldendt katastrofe.