Ligestillingsminister går til angreb på manden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For næsten 30 år siden skrev chefredaktøren på Weekendavisen, Anne Knudsen, en bog, der ikke mindst handlede om had til manden. Knudsen fortalte om sine landsdækkende foredrag for et fortrinsvist kvindeligt (offentligt ansat) publikum, hvor hun altid spurgte dem, om de kunne pege på mindst ét karaktertræk, der var distinkt positivt og distinkt maskulint. Tavshed. Larmende tavshed. Hver gang. Da vores ligestillingsminister, Marie Bjerre, blev stillet samme spørgsmål i sidste uge, var reaktionen ikke anderledes.

Baggrunden for spørgsmålet var Marie Bjerres bebudede kamp mod normer for maskulinitet. Angiveligt er det stereotype mandeideal et problem for nutidens mand, der hverken går til psykolog, læge eller viser svaghed. Som en anden normstormer vil ministeren bekæmpe adskillige af de klassiske maskuline dyder.

Hendes argumentation er, at hun »som liberal« mener, at ingen normer må begrænse mænd i at blive til deres sande selv. Jeg tillader mig lidt mansplaining. Stort set samtlige erklærede danske liberalister ville få dårlig mave over at høre dette forsøg på at gøre venstrefløjens udskejelsesprojekt til en del af den liberale ideologi. Ministerens kamp for at slippe af med de frygtelige normer har snarere oprindelse hos den franske filosof (og stalinist!) Jean-Paul Sartre. Bjerre er også uddannet fra et af de mest venstreekstreme universiteter i USA, så det kan måske ikke overraske.

Hvis ellers Marie Bjerre ville danske mænd det godt, burde hun stille sig selv nogle helt andre spørgsmål. Hvorfor har så mange kvinder svært ved at identificere positive og distinkt maskuline karaktertræk? Hvis der er noget, mænd lider under, er det det endeløse syrebad på maskuline dyder og den konstante mistænkeliggørelse af hankønnet. Det burde være selvindlysende for enhver, at unge mænd snarere end normstormeri har brug for positive og opbyggelige idealer for at være mand.

Det er ikke tilfældigt, at verdens p.t. mest populære intellektuelle, Jordan Peterson, netop er fortaler for klassisk maskuline dyder. Han siger til de unge mænd, at de skal være stærke, ansvarlige og kompetente. Hjælpe andre. Være en klippe. Stå fast. Mænd, der hele livet har hørt på, hvor ligegyldige og latterlige de er, bliver endelig taget alvorligt.

Vi mennesker vil nemlig helst være noget for hinanden. Det er tomt at leve for sig selv og sin selvrealisering. Der er heller intet charmerende ved ministerens mål om at skabe svage, psykologbesøgende mænd, når resultatet bliver en øget grad af selvoptagethed. Navlepil med udforskning af alle detaljer i ens indre liv har det desværre med at gøre mennesker selvoptagede. Når det er en traditionel maskulin dyd at være selvopofrende og hensynsfuld, skyldes det ikke mindst, at kvinder, som de er flest, finder sådanne værdier mere attraktive end mænd, der taler om sig selv og deres sårbarhed.

Sådan er det oftest med normer. De rummer klogskab om, hvordan vi alle bør leve vores liv. Pejlemærker for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der giver os et meningsfuldt liv. De klassiske normer er borgerlighedens essens. Er det fundament, vores civilisation er bygget på. Det er netop derfor, de venstreradikale har været så optaget af at opløse traditionelle normer gennem det 20. århundrede. De erkendte, at revolutionen ikke kan nås ved hjælp af en politisk kamp, men kun ved at ændre befolkningernes inderste overbevisninger.

Det er derfor, vi har sådan nogen som normstormerne. Det var derfor, hippiebevægelsen var så optaget af at leve på nye måder. Derfor, det er så vigtigt for wokeister at bryde vores køn ned. Hvad vores nominelt borgerlige ligestillingsminister laver i det selskab, er ikke godt at vide.