Afsked med den perfekte forfatter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den strålende engelske forfatter Martin Amis er død efter 73 år på kloden og slutter sig dermed til det store flertal af menneskeheden. Han var ellers mest imod, ikke menneskeheden som sådan, men snarere dens herskesyge, underkastelsestrang og flokdyrsmentalitet. Nu har han fundet hvile, selv om han i levende live syntes at være i konstant bevægelse med romaner, noveller, essays, boganmeldelser, interviews og polemikker i pendulfart henover Atlanten.

Den privilegerede dreng fra Oxford mente sådan lidt flowerpower-agtigt, at mennesket har flere liv, og lykkedes med at være gift to gange. På sine ældre dage fandt han sin litterære produktion sekundær i forhold til kvinderne og børnene i hans liv og beskæftigede sig i erindringsbogen ”Erfaring” fra år 2000 med især sit forhold til faderen, Kingsley Amis, der var en kendt forfatter og blandt andet udgav den komisk-misantropiske roman ”Lykkelige Jim” (1953) om livet på et snobbet og åndsløst provinsuniversitet.

Sønnens erindringsbog emmer af kærlighed til farmand, citerer fra gamle breve og rummer glimt af tætte venskaber med amerikanerne Saul Bellow (1915-2005) og Christopher Hitchens (1949-2011) og altmuligmanden Salman Rushdie, som endnu er iblandt os til trods for attentatet på ham for knap et år siden.

Som dem var Martin Amis mere eller mindre revolutionær i sin ungdom. Siden blev han mere fri eller konservativ til mange kollegers uro og journalisternes bestyrtelse. Hvordan kunne Amis dog svigte sagen? Hvorfor gå med mørkets kræfter? Mod slutningen af sit virke oplevede han tilmed at blive kaldt ”islamofob” af den globale venstrefløj på Twitter og i den digitale offentlighed. Det tog Amis med sindsro, vel vidende at prædikatet er et tegn på, at man er på sporet af noget vigtigt i vor samtid.

Samtiden løber i det hele taget som en rød tråd gennem Martin Amis’ forfatterskab, herunder 1970’ernes, 80’ernes og 90’ernes England og arven fra det 20. århundredes totalitarismer. Han skrev 14 romaner, ni fagbøger og udgav seks novellesamlinger om emner, jeg interesserer mig for: maskulinitet, kvinder, sex, jalousi, faderskab, vold, ondskab, grådighed, familier og ekstreme politiske ideologier. Lige godt om underklassen som om overklassen. Lige gerne om eksistensen som om intellektuelle anliggender. Det eneste, han bevidst overlod til andre, var middelklassens problemer. Dem tog andre sig af, mente han.

Martin Amis var på sin vis den perfekte forfatter, hvis man kan tale om en sådan: sprogligt original, tematisk modig og fræk samt optaget af samtid og fortid. Han afskyede det overfladiske og erklærede krig mod alle klichéer, skrev sjældent på automatpilot og tog del i den løbende politiske diskussion, ligesom han ikke var for fin til at lægge sig ud med venner og venners venner. Andres applaus eller beundring optog ham tilsyneladende ikke stort.

Adspurgt om han var skuffet over ikke at have vundet den eller den litterære pris, lød svaret, at hans bøger netop ikke var samlende eller i pagt med tiden, men snarere det modsatte. Sådan var det bare.

Måske var det realismen i Martin Amis, der kurerede ham for de ungdommelige griller og behagesygen, der ellers er så fristende i kunst- og kulturindustrien, som lever af publicity. Væk var pludselig det politiske medløberi, da Amis skrev nøgterne bøger om kommunismen – og hvordan mere end 20 mio. mennesker blev myrdet under Lenin og Stalin – og om islamismen som en landeplage efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.

Da Martin Amis advarede italienerne mod at lade sig løbe over ende af immigranter, mens de selv afstod fra at få børn, trådte han ind i et minefelt, hvor kun få andre turde gå, men Amis kunne muligvis finde trøst hos tyske Hans Magnus Enzensberger og Henryk Broder eller franske Michel Houellebecq. I et interview udtalte Amis, at muslimerne i England burde få orden på eget hus og begynde at opdrage deres uvorne sønner, og den slags gjorde man ikke ustraffet dengang. Men netop da indtraf noget helt nyt: Den prisvindende kollega Ian McEwan tog Amis i forsvar i venstrefløjens hoforgan The Guardian med ordene: »For 70 år siden kunne kritikere af Sovjetunionen være sikre på at blive kaldt fascister. Noget af det samme sker i dag, når det drejer sig om islam.«

Det, jeg selv faldt for, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Martin Amis, var hans sprog. Det er svært nok at læse litteratur på et fremmedsprog, men når man først knækker koden, begynder man at værdsætte dets nuancer og energi. Martin Amis var fuld af begge dele. Hans figurer kommer ikke fra Disneyland, men er uperfekte jordboere; kvinderne er ofte teatralske, mændene ofte filmiske. Komiske, kyniske, selviske og sårbare – og indimellem særdeles elskelige væsener. Modsat os andre vil de leve videre.