Fri mig for kvinderøgelse i folkekirken

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skal love for, at ”damesagen” med al dens hovmod og selvoptagethed har gjort sit indtog i folkekirken i denne tid. Gang på gang forsøger kvindelige præster at manipulere offentligheden til at tro, at kvinder bliver diskrimineret i folkekirken på grund af deres køn, og kræver i ligestillingens hellige navn, at undtagelsesparagraffen fra Ligebehandlingsloven, der sikrer menighedsråd retten til at fravælge kvinder i forbindelse med præsteansættelse, fjernes.

Aldrig, vitterligt aldrig, i mit præsteliv har jeg mærket så meget som antydningen af diskrimination på grund af mit køn – og da slet ikke fra den konservative fløj i folkekirken, der er imod kvindelige præster. Tværtimod har jeg altid, også i studieårene, haft dybe og dyrebare venskaber og gode kollegaer, der ikke er tilhængere af kvindelige præster – men ligeværdigt og i gensidig respekt har vi diskuteret teologi, præsteliv, kirkeliv og menneskeliv i almindelighed – netop fordi deres nej til kvindelig præstetjeneste ingenlunde handler om køn og diskrimination – men om teologi og bibelsk begrundet embedssyn.

Og når fire kvindelige præster fra københavnske småprominente embeder forleden i Information skriver, at »der er tale om en generel dispensation, som gør det muligt at diskriminere på baggrund af køn i forbindelse med ansættelse af præster i folkekirken«, tager de fuldkommen fejl. For da undtagelsesparagraffen i 1978 blev indført, var det for at sikre religionsfrihed for trossamfund og friheden til den teologiske forskel og rummelighed i folkekirken – uden anledning til diskrimination.

Derfor er det så uforskammet, når kvindelige præster ikke kan rumme de kollegaer af en anden teologisk observans end dem selv – og ikke engang gør sig den ulejlighed eller ejer tankens kraft til at sætte sig ind i de helt legitime argumenter for, at præsteembedet ikke skal beklædes af kvinder. Derimod inddrages til bevidstløshed Paulus’ ord om, at »kvinder skal tie i forsamlinger«.

Misbrug af skriftsteder har altid haft stor effekt, og udsagnet er ikke et udtryk for mandschauvinisme – men skal læses i lyset af den bibelsk forankrede skabelsesteologiske forståelse af mand og kvinde som skabt ligeværdige i Guds billede – men skabt forskellige og skal derfor varetage forskellige embeder i kirken (altså en gudskabt kønsforskellighed, som en ægte ligestillingsideolog selvfølgelig ikke vil vide af).

Præsteembedet er en forkyndertjeneste, en tale- og lærefunktion og derfor ikke mulig for kvinder. Kvinder kan varetage ligeså vigtige funktioner. Paulus skildrer menigheden som ét legeme, hvor hvert enkelt medlem har en særlig opgave, en nådegave til at tjene fællesskabet. Hvorvidt man er enig i den teologiske embedsforståelse eller ej, skal vi selvfølgelig rumme det – modstandere af kvindelige præster kan fint rumme at være i en folkekirke, hvor der er kvindelig præster – ellers var de jo trådt ud. Og kernen i debatten om undtagelsesparagraffen er nemlig ikke noget så prosaisk som ligestilling (kvinderne har allerede overmagten med 60 pct. af præstestanden), nej, det handler, som Moderaternes kirkeordfører, Jeppe Søe, forleden skrev i Altinget, om »religionsfrihed« – om åndsfrihed.

Tak til Jeppe Søe for at bevare klarsynet og se igennem al den kvinderøgelse og tågesnak om diskrimination og politisk hæve debatten på det niveau, hvor den hører hjemme. Jeg vil ønske mig, at alle folkekirkens præster stod sammen om at værne om åndsfriheden – om at tanken og troen i hjertet skal være fri – også for den, man er uenig med. Ellers bliver folkets kirke en elitær biks med én embedsforståelse, én rigtig måde at læse Bibelen på og én teologisk retning – der ikke afspejler folket.