Tonen er kommet ud af takt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er helt befriende, at det ikke er en krænkelsessag. Kysset, der kostede Venstres Morten Andersen borgmesterkæden på Nordfyn, handler ifølge kommunen nemlig ikke om selve kysset på forsamlingshusets dansegulv til julefrokosten sidste år – men om den efterfølgende såkaldte ”håndtering af sagen”.

Og selvfølgelig er det pinagtigt, at borgmesteren tilsyneladende lider af lejlighedsvis hukommelsestab: Alle andre medarbejdere havde set kysset – borgmesteren benægtede. Ansatte ved kommunens administration havde mere end én gang bedt borgmesteren om at forlade julefrokosten og tage hjem – borgmesteren benægtede.

Der kan være rigtig lang vej tilbage på arbejdspladsen mandag morgen, hvis man er tynget af moralske tømmermænd – men endnu længere eller måske ingen vej tilbage, hvis man ikke indrømmer sine fejltrin i håbet om at redde sit skind. Løgn avler mistillid – derfor måtte borgmesteren aflevere guldkæden. Man har som leder et ansvar for sin opførsel over for sine medarbejdere – det ansvar levede den fynske borgmester ikke op til, og det må han tage ved lære af.

Og netop fordi borgmesterkysset ved et forsamlingshusbal ikke handler om MeToo, kan offentligheden også tage ved lære af historien, der vidner om, at noget i vores samfund i et vist omfang er gået tabt, nemlig dannelse, pli og etikette simpelthen.

For igennem årtier har arven fra 68-opgørets anti-autoritetstænkning gjort, at vi har lagt afstand til og gjort op med manerer, der kunne virke stivnede eller karikerede, og gjort en dyd ud af at ophæve alle hierarkiske strukturer i vores omgang med hinanden. Vi skal være ”i øjenhøjde” med hinanden – også forholdet mellem autoriteten og den underordnede, chefen og medarbejderen, lektoren og den studerende – det skal være ”nede på jorden” og ligetil, uhøjtideligt ligeværdigt og uformelt. Som om den uformelle stil i skjorteærmer altid er en kvalitet – og noget, vi skal være stolte af – og det er vi i Danmark, ikke mindst i mødet med andre lande og kulturer, der holder mere på formerne.

Men der er også en bagside af den danske afslappethed. Vi har jo stadig en anden leder i frisk erindring, nemlig nu afgåede formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard, der karakteriserede sig selv som »et uformelt menneske«, der krammede meget. Og jeg skal da love for, at det uformelle blev hendes banesår.

For hvis vi nu ser bort fra al krænkelseshalløjet, så er det den formløse omgangsform, der har beseglet både fagforeningsformandens og den nordfynske borgmesters skæbne. Formelle omgangsformer er gået tabt – og derfor går vi skævt af hinanden i professionelle relationer, der ikke tåler denne skævhed. Og her er særligt de ulige sociale sammenkomster som firmafester og julefrokoster et farligt sted at bevæge sig, hvis ikke man har dannelse til og sansen for at begå sig i selskaber, hvor magtbalancen netop ikke er ophævet, fordi man drikker øller og danser – nej, magtbalancen er endnu mere fintfølende.

Derfor skal en chef, uanset om man er provst eller chefredaktør, fagforeningsboss eller borgmester, forlade festen, før nogen siger noget dum til chefen – eller chefen gør noget dumt.

Det er god opførsel; ”takt og tone – hvordan vi omgås”, som Emma Gad kaldte det for over 100 år siden i en brydningstid, hvor kvinder og tjenestefolk havde fået stemmeret, og der blev rykket ved de hidtil gældende hierarkiske samfundsstrukturer, og der var brug for at minde om omgangsformer.

Og det har vi brug for igen – for formløshed gør ikke fri, men bringer os til fald. Former er til gengæld frisættende.