Er høje bidragssatser kommet for at blive?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Realkreditten er blevet grundlæggende ændret – fra foreningsdomineret til aktieselskabsdomineret med mulighed for, at en realkreditinstitution indgår som datterselskab i et finansielt supermarked.

Dette har medført, at to af de daværende største realkreditinstitutter – Realkredit Danmark og BRF – nu er datterselskaber i finansielle institutioner eller supermarkeder, Realkredit Danmark i Danske Bank fra 2000 og BRF i Jyske Bank fra 2014 med navneændring til Jyske Realkredit A/S. I Nykredits realkreditaktieselskab er medlemsdemokratiet også blevet drastisk reduceret ved bl.a. vedtægtsændringer, når medlemmerne protesterede mod ledelsens uansvarlige dispositioner.

Det har fået negativ betydning for låntagerne til realkreditlån. Dette er netop blevet underbygget i redegørelsen ”Realkredit- og prioritetslån. Priser og markedsudvikling. Februar 2023” fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Denne redegørelse viser klart den udnyttelse af låntagerne, som manglende konkurrence og den finansielle supermarkedsmodel har muliggjort. Realkreditmarkedet for belåning af ejerboliger domineres i dag helt af fire institutter: af de tre allerede anførte, Nykredit (49 pct.), Realkredit Danmark (25 pct.), Jyske Realkredit (9 pct.) og af Nordea Kredit (17 pct.), der er oprettet af Nordea Bank. Deres markedsandele, der er anført i parenteser, udgør næsten 100 pct., idet dog DLR Kredit har en andel tæt på 0 pct.

De monopollignende forhold betyder naturligvis, at der er mulighed for overnormale profitter. Den finansielle supermarkedsmodel betyder, at det bliver vanskeligt eller måske nærmere umuligt for låntagere at gennemskue markedet og for tilsynsmyndigheder at klarlægge og stoppe effekterne af manglende konkurrence. Det følgende anfører kort de eksempler på begge disse to forhold, som fremgår af redegørelsen fra februar 2023 fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Manglende konkurrence: stor forskel mellem egenkapitalforrentning i realkreditaktieselskaber og den risikofrie rente (side 5, 28-29), store aktieudbytter (side 5, 45), høje bidragssatser (side 6, 7-9, 13, 18-19) og høje skifteomkostninger fra et realkreditselskab til en anden (side 15, 38-39).

Konsekvenser af den finansielle supermarkedsmodel (sløring): transfer pricing, dvs. skæve priser mellem moderselskab og realkreditaktieselskab (side 21-22).

Medvirkende til de høje bidragssatser var endvidere en forkert højesteretsdom i en bidragssag vedrørende realkreditlån (Sag 169/2018 – afsagt 19. juni 2019). Højesteret afsagde i begrundelsen for accept af bidragsforhøjelsen, der var essensen i sagen, følgende:

»Realkreditlån er aftaler, der typisk indgås med en løbetid på op til 30 år, og som ikke kan opsiges af realkreditinstituttet, medmindre der er tale om misligholdelse. Det er ikke muligt ved aftaleindgåelsen at tage højde for enhver ændring i myndighedskrav og det økonomiske grundlag for realkreditvirksomheden, der kan komme i lånets løbetid.

Hvis realkreditinstitutterne var afskåret fra eller i betydelig grad begrænset i adgangen til at forbeholde sig at forhøje bidrag på eksisterende lån, ville det være nødvendigt at fastsætte et væsentligt højere bidrag ved aftalens indgåelse for at sikre, at institutternes kapitalgrundlag ikke ville kunne komme i fare, og at de kunne leve op til eventuelle nye krav fra myndighederne. Det vil typisk ikke være et realistisk alternativ at foretage forhøjelser alene på nye lån, hvis der opstår behov for ny kapital eller ændring i låneporteføljens sammensætning. Bestemmelser, som indebærer en bred adgang til at forhøje bidrag, er da også sædvanlige i branchen og har været det i årtier.« Kursivering tilføjet.

Men netop fordi realkreditinstitutter siden 1989 har kunnet drives som aktieselskaber, kan der ikke tages udgangspunkt i historiske forhold, som var sædvanlige i årtier, men som var begrundet i, at realkreditinstitutter tidligere enten var organiseret som foreninger eller som selvejende institutioner. Aktieselskaber, og det gælder også aktieselskaber inden for realkredit, kan nemlig øge kapitalgrundlaget ved at tegne ny aktiekapital. Dette anføres også i redegørelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, se side 6 og 45.

Og realkreditinstitutter er jo heller ikke de eneste, der kan møde ændrede myndighedskrav, og ikke de eneste, der har meget lange engagementer. Højesteretsdommen er derfor afsagt ud fra en fejlagtig forståelse af de faktiske forhold for realkreditinstitutter – og er derfor fejlagtig.

Høje bidragssatser gør det naturligvis muligt at øge overskuddet. Øget overskud kan enten anvendes til udbyttebetaling eller til opbygning af egenkapital. Opbygning af egenkapital var nødvendigt for realkreditinstitutterne efter finanskrisen med de herefter følgende højere kapitalkrav, idet de på ingen måde havde holdt sig tilbage i låneexcesserne op til finanskrisen med tilhørende efterfølgende tab. Det fremgår bl.a. af Niels Sandøe og Thomas G. Svaneborgs fremragende bog om finanskrisen, ”Andre Folks Penge. Historien om den danske finanskrise”.

Primært grundet de herefter forhøjede bidragssatser, der stadig er på et historisk højt niveau, opfylder realkreditinstitutterne allerede nu de kapitalkrav efter finanskrisen, som af EU forventes indfaset fra 2025 til 2032. Og opfyldelsen af de nye og højere kapitalkrav er opnået, på trods af at de tre største realkreditinstitutter (Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit) i årene 2016-2021 har udbetalt næsten 50 mia. kr. i udbytte svarende til to tredjedele af resultatet efter skat!

Men alligevel er bidragssatserne endnu ikke blevet nedsat fra det historisk høje niveau. Og det vil låntagerne fremover også mærke på låneomkostningerne, da de højere bidragssatser ikke længere opvejes af lavere rentesatser.

Politisk blev det endog forventet, at bidragssatserne ville blive nedsat igen, når kapitalkravene kunne opfyldes. I et ministersvar fra 2015 blev det således anført: »Når institutterne har opnået en tilstrækkelig polstring, er det min forventning, at bidragssatserne vil falde igen.« Så hvordan forholder det sig nu med ministersvaret fra 2015?

Det er nok ikke glemt. I hvert fald har erhvervsminister Morten Bødskov indkaldt til en kammeratlig samtale med Realkreditrådet med udgangspunkt i redegørelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Her skal Realkreditrådet givetvis redegøre for, om og i givet fald hvordan der forholdes til ministerforventningen fra 2015.

Denne redegørelse vil dog blive ret så tyndbenet, hvis det ikke samtidigt forholdes til, at de tre største realkreditinstitutter i årene 2016-2021 har udloddet to tredjedele af resultatet efter skat. Og her er vi ved et af de store problemer ved relevansen af ministerforventningen fra 2015. For når realkreditinstitutterne er organiseret som aktieselskaber, har de mulighed for, at de ikke overopfylder kapitalkravene ved blot at udlodde til aktionærerne. Og dette er ikke det eneste problem for ministeren. Højesterets forkerte dom i bidragssagen gør det yderligere vanskeligt at få styrke bag ønsker om lavere bidragssatser.

I denne sammenhæng kan jeg ikke lade være at mindes en historie om en velhavende jyde, der blev stoppet af politiet for at køre for stærkt (før bestemmelserne om vanvidskørsel): Ja, ja, bette betjent. Du bestemmer bøden, men a bestemmer farten. Er realkreditinstitutterne ikke nu blevet så store og magtfulde i det nye setup, så de måske i hvert fald tænker og handler således: Ja, ja, bette minister. Du bestemmer de verbale skældud, men vi bestemmer prisen – altså bidragssatserne!